Trumps dommer hjemsøges af anklager om overgreb - her er, hvad vi ved indtil nu

16x9
Brett Kavanaugh beskyldes for seksuelle overgreb - det kan koste ham jobbet som en af USA's mest magtfulde mænd. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Anklager om overgreb, der skete for 30 år siden, risikerer at påvirke USA mange år fremover. Få svarene i sagen om USA's næste højesteretsdommer her.

I USA er der lige nu en ledig stilling som en af landets mægtigste mænd. 

Det er landets højesteret, der mangler en dommer, og selv om præsident Trump allerede har valgt, hvem han vil ansætte, er rekrutteringen kommet i vanskeligheder. 

Manden, som Donald Trump har udset til jobbet som USA's 114. højesteretsdommer siden 1789, skal nemlig godkendes af politikerne i USA's senat.

Hans navn er Brett Kavanaugh, og nu beskyldes kandidaten for seksuelle overgreb mod flere kvinder.

Tre kvinder står frem med navn, mens der er to - noget mere luftige - anonyme anklager.

De to beskyldninger om overgreb, vi ved mest om, fandt sted for over 30 år siden.

Dengang var Brett Kavanaugh studerende.

Uafhængige vidneudsagn bakker dele af anklagerne op, men der er ingen fysiske beviser tilbage.

Beskyldningerne kan måske komme til at koste Brett Kavanaugh posten, som flere mener er mere magtfuld end selve præsidentembedet.

Præsidenten skal nemlig rette sig efter dommernes afgørelser, og de er udnævnt på livstid.

Her kan du blive klogere på sagen, der kan komme til at påvirke USA i flere årtier fremover.

USA's Højesteret

Hvad er højesterets rolle i USA?

USA's Højesteret i Washington DC.
USA's Højesteret i Washington DC. Foto: Joe Ravi / Wikimedia Commons

USA's Højesteret er den øverste domstol i USA. Alle andre domstole i landet skal følge afgørelserne fra højesterets ni dommere. 

Dommerne har desuden til opgave at fortolke USA's forfatning, og de afgør, om alle andre af landets myndigheder handler inden for forfatningens rammer.

De love, der vedtages af USA's kongres, kan for eksempel underkendes af højesteret.

Præsidenten har dommerne også magt over.

De kan for eksempel afgøre, at USA's præsident handler i strid med forfatningen, og de er dermed i stand til at bremse præsidentens beslutninger.

Når USA's højesteret træder sammen for at træffe en afgørelse, mødes de ni dommere og diskuterer sagen. Hvis dommerne ikke kan blive enige, er det flertallet, der bestemmer.  

De senere år har det flere gange været fem dommere mod fire.

Afgørelserne fra højesteret er endelige og kan ikke appelleres.

Hvorfor er der en ledig stilling?

Anthony Kennedy går på pension, og hans stilling skal besættes af en ny dommer.
Anthony Kennedy går på pension, og hans stilling skal besættes af en ny dommer. Foto: Eric Thayer / Ritzau Scanpix

Der er ni dommere i Højesteret. De er udnævnt på livstid, eller så længe de ønsker jobbet.

I juli 2018 gik en af dommerne - den på det tidspunkt 81-årige Anthony Kennedy - på pension.

Dermed efterlod han en ledig stilling.

Det er den stilling, som Donald Trump ønsker besat af Brett Kavanaugh.

I princippet er dommerne i USA's højesteret ikke politiske, men de bliver indstillet til jobbet af den siddende præsident.

Og i praksis har nogle dommere en tendens til at stemme til fordel for det parti, som de sympatiserer mest med.

Den nu pensionerede Anthony Kennedy blev for eksempel udnævnt af republikaneren Ronald Reagan i 1988. Dengang troede Ronald Reagan formentlig, at han fik en solid republikaner på posten, men de senere år har Anthony Kennedy faktisk stemt imod republikanernes linje i flere omgange - en del af afgørelserne har været fem dommere mod mod fire.

Faktisk bliver en del af sagerne i USA's Højesteret afgjort ved et flertal på bare en enkelt dommer, så det har stor betydning for domstolens afgørelser i fremtiden, hvem der kommer til at afløse Anthony Kennedy.

Hvordan vælges dommerne?

Neil Gorsuch tages i ed som højesteretsdommer i 2017.
Neil Gorsuch tages i ed som højesteretsdommer i 2017. Foto: Mandel Ngan / Scanpix Denmark

Dommerne i USA's Højesteret bliver indstillet til jobbet af præsidenten og dernæst godkendt af politikerne i USA's Senat.

Det sker ved en afstemning.

Når en person først er valgt til jobbet som højesteretsdommer, kan vedkommende ikke fyres. Dermed sidder højesteretsdommerne på livstid, eller ind til de selv vælger at trække sig tilbage.

Sidste gang, der blev udnævnt en højesteretsdommer i USA, var i april 2017, hvor Donald Trump udnævnte den 51-årige Niel Gorsuch til nyt medlem af den eksklusive klub.

Når den nuværende ledige stilling i USA's Højesteret bliver besat, vil det formentlig være Donald Trump, der har valgt dommeren. 

Det kræver dog, at Donald Trumps kandidat bliver godkendt i Senatet.

Under Barack Obamas otte år som præsident blev der også skiftet to dommere i USA's højesteret.

Obama placerede to kvinder på de magtfulde poster.

Kandidaten Brett Kavanaugh

Hvem er han?

Brett Kavanaugh.
Brett Kavanaugh. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Brett Kavanaugh er 53 år gammel og født i Washington DC. Hans forældre var velhavende - faderen stod i spidsen for USA's brancheorganisation for parfumeproducenter. Det fremgår af hans biografi i New York Times.

Han tilbragte sin skoletid på en drengeskole i Maryland, inden han blev uddannet som jurist fra Yale University.

Det er episoder, der angiveligt fandt sted under fester i hans tid på universitet og i gymnasiet, der nu hjemsøger ham. 

Efter endt uddannelse fik han et job, der kickstartede karrieren.

Jobbet var hos den særlige undersøger Kenneth Starr - manden der granskede den daværende præsident Bill Clintons sidespring med praktikanten Monica Lewinsky.

Her var Brett Kavanaugh med til at skrive en rapport, der anbefalede, at Bill Clinton skulle afsættes som følge af sagen.

Bill Clinton red dog stormen af, og Brett Kavanaugh blev partner i et advokatfirma. Da George W. Bush blev præsident i USA, fik Brett Kavanaugh job i Det Hvide Hus.

Her mødte han sin kommende hustru Ashley Estes, der også var ansat hos Bush - deres første date var den 10. september 2001.

Efter tiden hos Bush blev Brett Kavanaugh dommer.

Han er katolik og modstander af fri abort, han giver desuden udtryk for at være en mand med stærke kristne værdier.

Politikerne fra Demokraterne kalder ham en "jurist fra den yderste højrefløj".

Hvorfor er han kontroversiel?

Demonstranter foran USA's højesteret.
Demonstranter foran USA's højesteret. Foto: Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Allerede inden han blev mødt af anklager om sexovergreb, var Brett Kavanaugh et kontroversielt valg som højesteretsdommer.

Hvis han får jobbet, kan han nemlig tippe balancen blandt de ni dommere, så retspraksis i USA bliver udsat for en højredrejning.

Det kan for eksempel betyde, at retten til fri abort og homoseksuelles rettigheder bliver indskrænket.

Brett Kavanaugh har tidligere kritiseret USA's abortlove, og præsident Trump har tidligere sagt, at retten til abort vil blive ophævet, hvis man udpeger to eller tre højesteretsdommere, der er imod abort.

Anklagerne

Sexovergreb i gymnasiet

Christine Blasey Ford.
Christine Blasey Ford. Foto: Privatfoto

Christine Blasey Ford, der i dag er professor ved universitetet i Palo Alto, anklager Brett Kavanaugh for at have udsat hende for et seksuelt overgreb, da de to gik i gymnasiet.

Hun beskrev anklagerne i et brev til de demokratiske politikere Anna Eshoo og Dianne Feinstein tidligere på sommeren, og på det tidspunkt bad hun om anonymitet.

Avisen Washington Post fik hende dog til at ændre mening og fortælle sin historie. Christine Blasey Ford fortæller til avisen, at Brett Kavanaugh forgreb sig på hende under en gymnasiefest i 1980'erne.

Hun siger, at han tvang hende til at ligge på en seng, mens han forsøgte at tage tøjet af hende. Da hun forsøgte at skrige, holdt han hende for munden.

Overgrebet nåede ikke at udvikle sig yderligere, fordi en af Brett Kavanaughs venner, en en mand ved navn Mark Judge, lagde sig oven på de to. Derefter lykkedes det Christine Blasey Ford at flygte.

Christine Blasey Ford fortalte ikke nogen om episoden før i 2012, hvor hun var i parterapi med sin mand.

Terapeuten tog noter, og heraf fremgår det, at Christine Blasey Ford fortalte, at hun var blevet angrebet af en ung mand fra en eliteskole for drenge, og at manden nu var "et højtstående og respekteret medlem af samfundet i Washington."

Brett Kavanaughs navn blev altså ikke nævnt.

Christine Blasey Ford husker ikke præcis hvor og hvornår, overgrebet fandt sted, men hun mener, at hun var omkring 15 år gammel, og at overfaldet fandt sted i et hus. Hun husker også, at Brett Kavanaugh og en af hans venner var berusede.

Der er ingen fysiske beviser i sagen kun hendes eget vidneudsagn og terapeutens noter fra 2012.

Sexovergreb på universitetet

Deborah Ramirez vil ikke kommentere anklagerne. Hun har efterladt denne seddel på sin skraldespand.
Deborah Ramirez vil ikke kommentere anklagerne. Hun har efterladt denne seddel på sin skraldespand. Foto: Scanpix

Deborah Ramirez, der gik i klasse med Brett Kavanaugh på Yale University, anklager ham også for et overgreb.

Hun fortæller til magasinet New Yorker, at hun blev udsat for et angreb fra Brett Kavanaugh, da de to var studerende i skoleåret 1983 - 1984. 

Deborah Ramirez fortæller, at hun var til en fest som ny studerende, da Brett Kavanaugh trak bukserne ned foran hende.

Han kastede sin penis mod hendes ansigt, så hun rørte den. Han havde ikke fået Deborah Ramirez' samtykke først, forklarer hun til magasinet.

Hun fortæller, at hun var beruset, da det skete, og at der er huller i hendes hukommelse. Til gengæld husker hun, at en festdeltager råbte:

- Brett Kavanaugh har lige puttet sin penis i Debbies ansigt.

En klassekammerat, der ikke vil stå frem i offentligheden, siger til New Yorker, at han hørte om hændelsen dengang, og at han er sikker på, at det var Brett Kavanaugh.

En anden klassekammerat, Richard Oh, siger, at han også hørte om hændelsen dengang, men at han ikke kan huske navnene på de involverede.

Festerne i Washington

Michael Avenatti er også advokat for pornostjernen Stormy Daniels, der siger, at hun har haft en affære med Donald Trump.
Michael Avenatti er også advokat for pornostjernen Stormy Daniels, der siger, at hun har haft en affære med Donald Trump. Foto: Andrew Cullen / Ritzau Scanpix

Advokaten Michael Avenatti meddelte søndag den 23. september, at han har en klient, som er i besiddelse af belastende oplysninger om Brett Kavanaugh.

Klienten er en kvinde ved navn Julie Swetnick. Hun siger, at hun har kendskab til flere fester, der fandt sted i Washington DC i slutningen af 1980'erne.

Her siger hun, at Brett Kavanaugh udså sig kvinder, der blev bedøvet med alkohol og medicin og dernæst voldtaget af flere mænd. 

Julie Swetnick fortæller, at Brett Kavanaugh var en del af en kultur, hvor druk og seksuelle overgreb ikke var en sjældenhed. 

Hun påstår også, at hun blev voldtaget ved en fest, hvor Brett Kavanaugh deltog - men hun udpeger ikke ham som gerningsmand.

Julie Swetnick anklager Brett Kavanaugh for overgreb.
Julie Swetnick anklager Brett Kavanaugh for overgreb. Foto: Twitter / Michael Avenatti

Julie Swetnicks oplysninger understøttes delvist af en kvinde ved navn Elizabeth Rasor.

Hun var dengang kærester med en af Brett Kavanaughs venner - en mand ved navn Mark Judge.

Elizabeth Rasor fortæller til The New Yorker, at Mark Judge engang fortalte om en episode, hvor han sammen med sine venner på skift havde haft sex med en fuld kvinde.

De anonyme kvinder

Brett Kavanaugh har givet sin kalender fra 1982 til myndighederne som bevismateriale.
Brett Kavanaugh har givet sin kalender fra 1982 til myndighederne som bevismateriale. Foto: TV 2

Da Brett Kavanaugh blev afhørt om de påståede sexovergreb i USA's Senat tirsdag den 25. september, blev han præsenteret for to anklager fra anonyme kvinder.

Den ene anklage kom i et brev til den republikanske senator Cory Gardner. Her beskriver en kvinde en episode i 1998, hvor Brett Kavanaugh "på en agressiv og seksuel måde" skubbede en kvinde op mod en mur efter en middag i Washington. 

Ifølge brevskriveren er der fire vidner til episoden, men de vil foreløbig ikke stå frem med navn.

Den demokratiske senator Sheldon Whitehouse har også modtaget en anonym henvendelse om Brett Kavanaugh. 

Henvendelsen drejede sig om et sexovergreb, der angiveligt fandt sted på en lystbåd i havnen i Newport, Rhode Island, i august 1985. 

Senator Sheldon Whitehouse blev ringet op af en mand, der kunne fortælle, at en af hans kvindelige bekendte havde været udsat for et overgreb af en mand der ligner Brett Kavanaugh samt en af hans venner en tidlig morgen efter en fest.

Kvinden på båden kontaktede manden, der fortæller historien, og da han kom til stedet, kom han i slagsmål med manden, der lignede Brett Kavanaugh og hans ven.

Ifølge manden, der fortæller historien, blev han først klar over, at den ene af mændene var Brett Kavanaugh 33 år efter - nemlig da han så et billede fra Brett Kavanaughs årbog på Yale i tv i september 2018.

Brett Kavanaugh benægter at kende noget til de anonyme anklager.

Alkohol og slagsmål i 1980'erne

Brett Kavanaugh under senatshøringen.
Brett Kavanaugh under senatshøringen. Foto: Jim Bourg / Ritzau Scanpix

Brett Kavanaughs alkoholvaner i hans tid som studerende er blevet et af sagens omdrejningspunkter.

Under senatshøringen den 27. september blev kandidaten spurgt om sit førhold til øl, vin og spiritus.

Flere af de kvinder, der beskylder Brett Kavanaugh for overgreb, har nemlig nævnt, at han var beruset, da overgrebene fandt sted.

Brett Kavanaugh insisterede under høringen igen og igen på, at han aldrig drak så meget, at han ikke kunne huske, hvad der var sket.

- Jeg kan lide øl. Jeg kan stadig lide øl, men jeg drak ikke så meget, at jeg fik et blackout, og jeg har aldrig udsat nogen for sexovergreb, sagde han. 

En af Brett Kavanaughs medstuderende fra dengang, siger imidlertid, at Trumps kandidat ofte var fuld.

Den medstuderende hedder ​Chad Ludington. I et brev til New York Times skriver han, at han var en del af Brett Kavanaughs vennekreds.

- Brett drak hyppigt og meget. Jeg ved det, for især i de første to år på universitetet, drak jeg ofte med ham. Ved mange lejligheder hørte jeg Brett snøvle, når han talte, og så ham slingre på grund af indtagelse af alkohol. Og det var ikke øl det hele.

- Når Brett blev fuld, var han ofte krakilsk og aggressiv. Ved en af de sidste lejligheder, hvor jeg festede sammen med Brett, oplevede jeg, hvordan han reagerede på en halvfjendtlig bemærkning - ikke ved at afmontere situationen, men ved at kaste øl i mandens ansigt og starte et slagsmål, der endte med, at en af vores fælles venner kom i fængsel, skriver Chad Ludington. 

Oplysninger fra politiet i New Haven viser også, at Brett Kavanaugh mindst én gang var i nærheden af et værtshusslagsmål. Det skriver New York Times.

Det var i september 1985, hvor en 21-årig mand beskyldte Brett Kavanaugh for at kaste en isterning efter ham.

Situationen udviklede sig til et slagsmål, hvor en af Brett Kavanaughs venner kastede et glas efter manden, der fik et sår bag øret.

Hvordan forholder Brett Kavanaugh sig til anklagerne?

Brett Kavanaugh og hans familie møder Donald Trump.
Brett Kavanaugh og hans familie møder Donald Trump. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix

Brett Kavanaugh har fra starten afvist alle anklager.

Han forsvarer sig i et interview på Fox News.

Her siger han, at han "altid har behandlet kvinder med respekt", og at han aldrig har forgrebet sig på nogen.

- Ikke i high school og ikke senere hen, siger han.

Han hævder, at han var jomfru "lang tid efter high school".

- Jeg var ikke engang tæt på at have sex i high school. Det skete først mange år efter. Lad mig bare sige det sådan. Mange år efter, siger han.

Ifølge Brett Kavanaugh har de episoder, som anklagerne beskriver, aldrig fundet sted.

Han mener i stedet, at der er tale om en "smædekampagne" mod ham.

Han siger, at han ikke har tænkt sig at trække sig fra posten til højesteret "på baggrund af falske beskyldninger".

Brett Kavanaughs hustru, Ashley Kavanaugh, understreger, at hun stoler på sin mand:

- Det her hænger ikke sammen med, hvordan Brett er, siger hun.

Politikerne

Hvad mener Republikanerne?

Det republikanske parti, som præsident Trump også tilhører, har flertal i USA's senat, der skal godkende højesteretsdommeren.

Hidtil har der været opbakning til Brett Kavanaugh blandt republikanerne, der ønsker at få ham indsat på posten inden midtvejsvalgene i november.

Der er 100 pladser i senatet, og republikanerne har 51 af pladserne. 

Ifølge Fox News havde 41 republikanske senatorer udtalt støtte til Brett Kavanaugh den 25. september, mens 10 var i tvivl.

Republikanere i Senatets juridiske udvalg har indvilliget i at undersøge de nye overgrebsanklager mod Kavanaugh, inden afstemningen.

Mitch McConnell, der er leder af republikanerne i Senatet, angriber dog Demokraterne for at føre en smædekampagne mod Brett Kavanaugh.

Hvad mener Demokraterne?

De demokratiske politikere i USA's senat er modstandere af Brett Kavanaughs kandidatur.

Demokraterne sidder på 49 ud af 100 pladser i USA's Senat, og da de ikke har flertal, kan de ikke blokere for udnævnelsen alene.

I november 2018 er der midtvejsvalg i USA, og derefter kan senatets sammensætning ændre sig, derfor har de demokratiske politikere en interesse i at trække processen i langdrag.

I forbindelse med anklagerne om overgreb har den demokratiske senator Dianne Feinstein opfordret til "øjeblikkelig udsættelse af alle procedurer" i forbindelse med nomineringen.

Hvad mener Donald Trump?

Trump og Kavanaugh.
Trump og Kavanaugh. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix (arkiv)

Præsidenten støtter sin kandidat til trods for anklagerne.

- Han er en god mand med en pletfri fortid, sagde Donald Trump den 24. september.

Ifølge Trump er anklagerne ikke underbygget af fakta, og han siger, at der må ligge et politisk motiv bag, siden kvinderne pludselig kommer med anklager efter over 30 års tavshed.

- Dommer Kavanaugh er en enestående person, og jeg er med ham hele vejen. Lad os se, hvordan det går i Senatet, lad os se, hvordan det går med afstemningen, sagde Trump.

Donald Trump står ved dommer Brett Kavanaughs side, på trods af at to kvinder anklager ham.