Trump roser Nordkorea til skyerne - og lader hammeren falde over Iran

Den amerikanske præsident, Donald Trump, talte tirsdag ved FN's generalforsamling.

- Irans leder spreder død, kaos og ødelæggelse. 

Sådan lød det tirsdag fra den amerikanske præsident på talerstolen i New York, hvor beslutningstagere fra alle dele af verden er samlet til FN’s 73. generalforsamling.

- Iran respekterer ikke deres naboers grænser og suverænitet. I stedet tager de deres ressourcer for at berige sig selv, fortsatte præsidenten, mens han forsikrede Iran om, at de kan se frem til flere hårde sanktioner fra USA i løbet af efteråret. 

Kort om atomaftalen

Atomaftalen er indgået mellem Iran, de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, EU og Tyskland. 

Iran forpligter sig til at begrænse landets atomprogram til civil brug. 

Til gengæld har Iran fået adgang til de omkring 100 milliarder dollars, som var indefrosset i banker i udlandet.

Den amerikanske præsident skal jævnligt bekræfte, at Iran overholder vilkårene i aftalen. 

Hvis aftalen bliver brudt, bliver sanktionerne genindført. 

Trumps forgænger Barack Obama indgik i 2015 en atomaftale med Iran, hvor Iran forpligtede sig til at afvikle centrale dele af sit atomprogram, mod at omverdenen hævede de omfattende sanktioner, som havde lagt landets økonomi i ruiner.

Men tidligere i år trak Trump USA ud af den aftale. 

- Diktaturet brugte midlerne til at finansiere terrorisme og atomvåben, argumenterede præsidenten foran FN's generalforsamling tirsdag. 

Gammel kritik, ny nation

Det er ikke første gang, Trump benytter taletiden foran FN til at rejse kritik af en af verdens atomnationer. 

Sidste år lagde han heller ikke fingrene imellem. Dengang over for Nordkorea. 

Han truede med "total ødelæggelse" af landet, og han omtalte hånende den nordkoreanske leder Kim Jong-Un som "raketmanden".

- Raketmanden er på en selvmordsmission for sig selv og for sit folk, sagde han dengang. 

Fra "raketmanden" til "fremragende"

Siden da har piben fået en noget anden lyd over for det koreanske land.

I marts bekræftede Det Hvide Hus, at et møde mellem de to ledere var under opsejling.

Og i juni gav de to hinanden hånd for første gang, da de mødtes på et hotel i Singapore. 

Kim Jung-un og Donald Trump under topmødet i sommer.
Kim Jung-un og Donald Trump under topmødet i sommer. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Her indgik de en aftale, hvor de blandt andet gav tilsagn om at etablere nye relationer mellem de to lande og arbejde for fred på Den Koreanske Halvø. 

Samtidig forpligtede Nordkorea sig til at arbejde mod en atomafrustning.

Indholdet af det historiske dokument er stadig ikke offentliggjort. Om få timer holder den amerikanske præsident pressemøde.

Mandag gav Trump FN håb om, at endnu et møde mellem de to lande kan ske "meget snart", skriver AP. 

Samtidig roste han den nordkoreanske leder for at være "meget åben" og "fantastisk", på trods af at atomafrustningen går langsomt. 

- Det er en anden verden. Dengang var det en farlig tid. Nu er det et år senere - en meget anderledes tid, sagde Trump mandag om sin nu noget mildere tone.

Beder alle lande isolere Iran

Mens tonen over for Nordkorea bliver mere og mere rosenrød, spidser den nu altså til overfor Iran. 

- Vi kan ikke tillade, at verdens førende sponsor af terrorisme er i besidde af de farligste våben på kloden.

Fra talerstolen i FN opfordrede Trump alle andre lande til at følge USA i kampen mod det iranske styre. 

- Vi beder alle isolere det iranske styre, så længe de fortsætter deres aggression, sagde han.

Præsident Donald Trump talte til FN's generalforsamling i 15 minutter, ligesom mange andre statsledere også er tildelt 15 minutters taletid.
Præsident Donald Trump talte til FN's generalforsamling i 15 minutter, ligesom mange andre statsledere også er tildelt 15 minutters taletid. Foto: Richard Drew / Ritzau Scanpix

Løkke skuffet over Trumps verdensbillede

Men præsidentens ord vakte ikke nødvendigvis glæde blandt statslederne på tilskuerrækkerne.

Heller ikke hos Lars Løkke Rasmussen, der var skuffet over talen.  

- Det handlede om, at Amerikas interesser går forud for alt andet, og så længe man ikke krydser deres spor først, så må man gøre, hvad man vil, siger han til Ritzau.

Han er enig i, at man bør sætte sit eget land først, men mener samtidig, at man skal engagere sig internationalt.

- Det, der har gjort Danmark til det rige land, vi er i dag, er jo, at vi har kunnet handle med hele verden, pointerer han. 

Irans præsident forventes at svare igen

Irans præsident, Hassan Rouhani, var også tilstede i New York til FN's generalforsamling.

Han taler ligeledes for forsamlingen tirsdag, ligesom han forventes at give en tale til den iranske nation som svar på Trumps anklager, skriver Express.

Der er ikke arrangeret noget møde mellem den iranske præsident og Donald Trump, mens de begge er i New Ýork. 

Det bekræftede Hassan Rouhani overfor tv-stationen NBC mandag.