Flertal har stemt mod Löfven som Sveriges statsminister

Over 200 rigsdagsmedlemmer stemte nej til, at Sveriges statsminister kan beholde posten efter valget for to uger siden.

Stefan Löfven er tirsdag morgen blevet fældet som Sveriges statsminister.

Det skete ved en afstemning i Rigsdagen, hvor 204 stemte nej til fortsat at have socialdemokraten Löfven i spidsen for regeringen, og 142 stemte for.

Dermed var der et flertal imod ham.

Afstemningens resultat var ventet, da de fire borgerlige partier i Alliancen og Sverigedemokraterne havde varslet, at de ville stemme mod Stefan Löfven.

I spidsen for overgangsregering

Det er uklart, hvem der skal overtage statsministerposten i Sverige.

Men selvom Löfven og dermed hans regering i dag er blevet nedstemt, kommer den til at sidde som overgangsregering, indtil en ny regering er på plads.

Imens starter forhandlingerne mellem Rigsdagens partier for alvor om, hvem der skal danne og stå i spidsen for Sveriges nye regering.

Löfven har allerede understreget, at han gerne vil fortsætte som statsminister, og siger, at han er parat til at forhandle om en regeringsdannelse. Han opfordrer til, at de to blokke brydes op.

- Nu er al opmærksomhed rettet mod de borgerlige partiers store løfte til den svenske befolkning om aldrig at regere med støtte fra Sverigedemokraterne, siger Löfven.

Dødt løb mellem blokkene

Rigsdagsvalget den 9. september blev præcis så tæt, som mange eksperter havde spået, og derfor er det helt åbent, hvem der ender med at tage magten i Rigsdagen.

Blokkene er næsten helt lige, og selvom den rødgrønne blok til venstre for midten er lidt større end den borgerlige, kaldet Alliancen, har den ikke et klart flertal.

Andreas Norlén fra Moderaterne blev mandag valgt som talman med støtte fra de borgerlige partier og Sverigedemokraterne. Talmannen, der er formand for Riksdagen, styrer forhandlingsprocessen med en regeringsdannelse.

Det sker ved, at talmannen peger på en statsministerkandidat og beder vedkommende undersøge, at denne kan danne regering. Talmannen har fire chancer til at foreslå en statsminister, som et flertal kan stemme ja til. Sker det ikke, skal svenskerne til stemmeurnerne igen.

- Nej til Stefan Löfven

Det borgerlige parti Moderaterne ventes at komme til at dominere i disse forhandlinger i første omgang.

For Moderaternes leder og statsministerkandidat Ulf Kristersson mener, at de fire partier i Alliancen er det største reelle alternativ til den afgående regering. Han afviser et samarbejde med Socialdemokraterne.

- Vi afgav et løfte op til valget: En stemme på et af de fire partier i Alliancen var en stemme på en ny regering og et nej til Stefan Löfven, siger han.