Dommer sender Bill Cosby i fængsel: - Du har ødelagt denne kvindes liv

Komikeren er dømt for at have bedøvet og misbrugt en kvinde seksuelt i 2004. Dommeren henvendte sig direkte til Cosby.

Den 81-årige amerikanske komiker Bill Cosby er blevet idømt mellem 3 og 10 års fængsel.

Udover fængselsdommen skal Cosbys navn figurere på en liste over dømte sexforbrydere.

Bill Cosby

- Født William Henry Cosby Jr. 12. juli 1937 i Philadelphia.

- Er en amerikansk skuespiller og komiker. 

Især kendt for sin rolle som Dr. Heathcliff 'Cliff' Huxtable i 'The Cosby Show', som kørte fra 1984 til 1992.

- Gift med Camille Cosby siden 1964.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Det var en tydeligt mærket Bill Cosby, der tirsdag forlod retten iført håndjern, hvorefter han blev kørt direkte til afsoning. Her skal han minimum tilbringe de næste tre år. 

Bill Cosby er dømt for at have bedøvet og misbrugt en kvinde seksuelt i 2004. Han blev dømt skyldig i april, og tirsdag afgjorde en domstol i Pennsylvania, at han skal i fængsel.

Anklageren gik efter en straf på 5 til 10 års fængsel. Komikerens forsvar gik efter husarrest.

Den amerikanske komiker Bill Cosby skal i fængsel i 3 til 10 år for at have bedøvet og forgrebet sig på en kvinde i 2004. Video: Michael Rathje

Forholdt sig tavs i retten

Bill Cosby forholdt sig tavs i retten, da han fik udmålt sin straf. Ifølge AP har han appelleret dommen. Dommeren i sagen har afvist muligheden for, at Cosby skal kunne løslades mod kaution, mens man venter på appelsagen.

- Sagen er meget omtalt og bruges af forskellige bevægelser i landet. Jeg er klar over, at sagen har stor samfundsmæssig betydning. Det kan have været medvirkende til, at ofre er trådt frem – at forældelsesfristen er blevet forlænget – eller at nogle har turdet anmelde, at de har været udsat for misbrug.

- Det er alt sammen rigtig godt, men jeg vil godt understrege, at siden tiltalte blev sigtet den 30. december 2016, er tiltalte blevet behandlet som alle andre, vi rejser sager imod, sagde distriktsanklager i Montgomery County Kevin R. Steel på et pressemøde efter strafudmålingen.

Kvinden, som Bill Cosby nu er dømt for at have misbrugt seksuelt, hedder Andrea Constand, og hun er 1 ud af omkring 60 kvinder, der har anklaget Bill Cosby for at have misbrugt dem seksuelt.

Flere af sagerne stammer helt tilbage fra 1960'erne, og mange af sagerne er forældede. Det er kun overgrebene mod Andrea Constand, der i dag er 45 år, som han er dømt for.

Ifølge Bill Cosby havde hun givet samtykke til sex, og han afviser derfor, at der var tale om overgreb.

Andrea Constand i midten efter strafudmålingen mod Bill Cosby.
Andrea Constand i midten efter strafudmålingen mod Bill Cosby. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Anklager kom før Metoo

Ifølge Jesper Steinmetz, der er TV 2-korrespondent i USA, kan den Metoo-bevægelse, der startede med sexanklagerne mod filmproduceren Harvey Weinstein, have været med til at fælde Bill Cosby, som blev ramt af sexanklager, inden Metoo-bevægelsen blev dannet.

- Metoo-bevægelsen har sat en dagsorden i det her samfund, hvor man ikke accepterer den samme opførsel fra mænd, især i underholdningsindustrien, som man gjorde, dengang Bill Cosby var ung eller midaldrende. Og det kan meget vel have været med til at fælde ham, siger Jesper Steinmetz.

Forbryderfotoet af Bill Cosby efter strafudmålingen tirsdag.
Forbryderfotoet af Bill Cosby efter strafudmålingen tirsdag. Foto: Handout . / Ritzau Scanpix

Det ultimative fald fra berømmelsens tinder

Han beskriver tirsdagens dom mod Cosby som "det ultimative fald fra berømmelsens tinder".

- Han var om nogen elsket i USA. Han var et middelklasseikon, og så var han en af de første sorte skuespillere, der fik succes i et mainstream tv-show.

- Og det er derfor, det også er så smertefuldt især for sorte amerikanere, at den mand, de så op til, som var forbilledet, som viste vejen til succes i det her land, nu har vist sig at være en gemen kriminel.

At det tirsdag endelig lykkedes at få Bill Cosby dømt i sagen, skyldes - ifølge Jesper Steinmetz - at dommeren ved retten i Pennsylvania tog Andrea Constand alvorligt.

- Og så gjorde dommeren også noget, som tidligere dommere ikke har været villige til. Nemlig at acceptere, at andre kvinder, der var kommet med tilsvarende beskyldninger, fik lov til at forklare sig i retten.

Summen af de mange kvinders beskyldninger mod komikeren endte altså med at koste ham en fængselsdom.

Bill Cosby bliver ført væk efter strafudmålingen på minimum tre års fængsel.
Bill Cosby bliver ført væk efter strafudmålingen på minimum tre års fængsel. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Dommer henvendte sig direkte til Cosby

Ifølge Jesper Steinmetz var dommeren usædvanlig skarp i forbindelse med strafudmålingen i retten tirsdag. 

- Han henvende sig direkte til Cosby og sagde; "du har ødelagt et andet menneskes liv. Du har ødelagt denne kvindes liv".

Men sagen har også påvist andet og mere end Metoo-bevægelsens betydning i forhold til sexforbrydere.

Allerede i de første øjeblikke efter dommen bed Jesper Steinmetz mærke i, hvordan især sorte kvinder modtog dommen.

- Her var et gennemgående træk, at ja, det er typisk. En sort mand, der er kendis, han bliver dømt og skal i fængsel. Mens en hvid mand, der er kendis, får lov til at gå frit omkring, fortæller TV 2s USA-korrespondent og forklarer, at flere af kvinderne har henvist til landets præsident Donald Trump, som også har været anklaget for at krænke kvinder seksuelt.

- Der er mange følelser på spil i øjeblikket. De viser, hvor dybt raceforskelle stadig stikker i samfundet, siger han.

Hele Amerikas far

Bill Cosby har siden domfældelsen i april siddet i husarrest i sit hjem i Cheltenham i Pennsylvania.

Det var Bill Cosbys rolle som familiefaren Heathcliff Huxtable i 80'er-serien 'The Cosby Show', der gjorde ham kendt som "Amerikas far".

Siden vendte stemningen imod ham, da anklagerne fra flere forskellige kvinder begyndte at komme frem i 2014.