Spion: Dansk bistand brugt til tortur og forfølgelse af Sydafrikas sorte

Flere blev anholdt og fængslet. Nogle døde.

Hvis man betalte skat i Danmark i 1970’erne, har man været med til at finansiere et torturcenter i Sydafrika under apartheidstyret.

TV 2 og Jyllands-Posten har talt med den tidligere sydafrikansk spion Craig Williamson. Han fortæller, at han i slutningen af 1970'erne med succes tog kontrol over millioner af danske bistandskroner og over en række danskstøttede projekter i landet. Historien underbygges af nøgledokumenter om sagen fra Rigsarkivet.

Pengene var egentligt tiltænkt dem, der bekæmpede den hvide mindretalsregering, men i stedet – forklarer sydafrikanske Craig Williamson – lykkedes det ham at omdirigere de danske bistandsmillioner, så de i stedet havnede i hænderne på en omfattende efterretningsoperation.

En operation, der førte til forfølgelse, tortur og i visse tilfælde drab på det hvide mindretalsstyres modstandere. 

- Godt arbejde med brugt til onde ting

I interviewet fortæller den i dag 69-årige eksspion, at han i 70’erne påtog sig rollen som ung, venstreorienteret idealist og fik arbejde hos IUEF. En projektorganisation, der årligt modtog millioner fra blandt andet den danske bistandsbøtte.

Som ung lykkedes det Craig Williamson at overbevise en lang række mennesker om, at han hørte til på venstrefløjen.
Som ung lykkedes det Craig Williamson at overbevise en lang række mennesker om, at han hørte til på venstrefløjen. Foto: AP

Med tiden avancerede han til vicedirektør. Med denne titel fik han adgang til organisationens regnskab, hvilket han udnyttede til at sende de mange penge direkte i lommerne hos den sydafrikanske efterretningstjeneste.

- De var gode humanitære folk, der ville hjælpe. Men de var politisk naive, for de forstod ikke, at deres gode arbejde blev brugt til onde ting af onde folk, fortæller han om sine kollegaer hos IUEF.

Selvom Craig Williamson forlængst er blevet benådet af Nelson Mandela, er han stadig en jagtet mand. Derfor gik han også i panik, da han første gang mødte TV 2 og Jyllands-Postens udsendte. Hør Ole Vestergaard fortælle om episoden her. Video: Anna Christensen

Ikke nok med, at han sikrede apartheidpolitiets økonomisk, sørgede Williamson også for, at apartheidsmodstandere blev snydt til at være stikkere i deres egen sag, fordi de i god tro betroede sig til det danskstøttede IUEF.

- De arbejdede for den sydafrikanske efterretningstjeneste uden selv at vide det, fortæller han og tilføjer:

- En masse af de mennesker, vi involverede os i, blev anholdt, fængslet – og nogle døde.

Craig Williamson var sydafrikansk spion i 1970'erne og 1980'erne. Billedet her er fra 1996.
Craig Williamson var sydafrikansk spion i 1970'erne og 1980'erne. Billedet her er fra 1996. Foto: AP

Dansker: En forfærdelig erkendelse

En dansk nøgleperson, som Jyllands-Posten og TV 2 har talt med, Poul Brandrup, fortæller i dag om Williamson:

- Nogle af de folk, der døde, har jeg mødt, og det er en forfærdelig erkendelse, at han har siddet i den rolle. Vi blev forledt af ham, og han har skabt en masse ødelæggelse.

Jyllands-Posten og TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med det et danske udenrigsministeriums bistandsorganisation.

I Danmark har spionsagen, som eksploderede i 1980, hidtil været et meget lidt omtalt emne, og der er aldrig blevet lavet en tilbundsgående undersøgelse i sagen.

Craig Williamson var den sydafrikanske super-spion, der i 70’erne førte Danmark bag lyset og brugte danske bistandspenge på et torturcenter. For første gang fortæller han om, hvordan han narrede de godtroende danskere. Det er historien om bedrag, spionage – og mord. Programmet er lavet i samarbejde med Jyllands-Posten. Se det på TV 2 Play.