Merkel genåbner sag om kontroversiel fyret efterretningschef

16x9
Den afskedigede tyske spionchef Hans-Georg Maassen kommer nu under lup igen efter protester fra oppositionen. Foto: Clemens Bilan / Ritzau Scanpix

Den tyske kansler tager SPD-protester over fyringsforfremmelse af efterretningschef, der blev for at negligere højradikal vold, til efterretning.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at hun er klar til at forhandle på ny, om hvorvidt man fandt den rigtige løsning om den tidligere efterretningschef Hans-Georg Maassen.

Han blev fyret og siden forfremmet til en chefstilling i indenrigsministeriet, efter han blev beskyldt for at være for eftergivende over for højreekstremister.

Det socialdemokratiske regeringsparti SPD raser over forfremmelsen. Og det kan nu få konsekvenser.

- Forbundskansleren finder det rigtigt, at de rejste spørgsmål vurderes på ny, og at der findes en holdbar løsning, siger regeringens talsmand, Steffen Seibert.

Maassen har hidtil været chef for Bundesamt für Verfassungsschutz, der er den indenlandske efterretningstjeneste i Tyskland.

Maassen kom i centrum, da han rejste tvivl om, at højreorienterede og neonazister skulle have angrebet indvandrere i byen Chemnitz i slutningen af august.