BLOG: Brexit og Becketts 'Slutspil' i tre akter

16x9
Storbritanniens fremtid skal diskuteres på EU's næste Brexit-topmøde, der indledes i Salzburg i Østrig i morgen. Foto: Daniel Leal-olivas / Ritzau Scanpix

EU-topmødet i denne uge ligner første akt af et teaterstykke, men det behøver ikke blive ’Vi venter på Godot’.

Britiske journalister er mere og mere fascinerede over den teatralske vending, Brexit-forhandlingerne er ved at tage. Nu må de høre EU-diplomater sige, at forhandlingerne er inde i et ’Slutspil’ – en hentydning til Samuel Becketts teaterstykke, som netop blev opført første gang i London i 1957, da EU's Romtraktat blev undertegnet.

I forvejen er det svært for briterne at forstå, at de andre 27 lande ikke for længst er brudt op i smågrupper, der søger hver deres handel med Storbritannien. Dette har ellers hele tiden været briternes store håb.

Så nu mangler kun, at EU's næste Brexit-topmøde, som indledes i Salzburg i Østrig i morgen, udvikler sig til det langt mere kendte Beckett-stykke ’Vi venter på Godot’.

Journalisterne i Financial Times bruger i øvrigt den tyske titel ’Endspiel’. Så er man ikke i tvivl om, at de citerede EU-diplomater er tyskere.

For den britiske premierminister Theresa May og hendes regering har det sidste års tid haft øjnene stift rettet mod Berlin og Angela Merkel i et intenst håb, om at den magtfulde tyske kansler vil redde briterne ud af det Brexit-rod, som London-regeringen har anbragt sig selv i med hele Brexit-processen.

Brexit-rod

Mays regering er ved at falde sammen hen over Brexit-processen, fordi det konservative regeringsparti er dybt uenig om, hvad briterne skal opnå. Tidligere udenrigsminister Boris Johnson sprængte regeringen i sidste måned i protest mod Theresa Mays forslag om en blød løsning på Brexit, og han udfordrer nu premierministeren.

Alle holder vejret - også i EU – mens det konservative landsråd nærmer sig. Det holdes om to uger, og ingen ved, om det her vil lykkes Johnson at vælte May. Man ved kun, at han forsøger med næsten daglige angreb på hende i partibladet Daily Telegraph, som har støttet Boris Johnson, lige siden han var bladets EU-korrespondent tilbage i 1990’erne.

Boris Johnson gik tidligere på året af som udenrigsminister.
Boris Johnson gik tidligere på året af som udenrigsminister. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Brexit-rodet bliver yderligere forstærket af, at den første Brexit-minister David Davis også har trukket sig. Han håbede tidligere at kunne overtage premierministerposten fra May, men blev overhalet af ”Boris”, som er Storbritanniens mest populære politiker og i sin tid gjorde det godt som Londons overborgmester.

Selvmordsbæltet

Boris Johnson har omtalt Theresa Mays forhandlingsudspil til EU som et selvmordsbælte. Han sagde, at hendes plan, som regeringen vedtog på hendes landsted Chequers, ”sad fast i halsen”. Og netop i dag indleder han og hans venner en kampagne mod planen med sloganet ’Chuck Chequers’ – smid Chequers ud. Det er det første skridt hen mod det store opgør på partiets landsråd. Officielt er budskabet til Theresa May i ’Chuck Chequers’-kampagnen, at hun kan undgå selv at blive smidt ud, hvis hun bare smider sin Chequers plan ud. Men ingen tror i dag, at det vil holde ”Boris” fra at fortsætte med sit forsøg på at vælte hende. Det ville bare vise, at hun ikke tror på sig selv. Og sådan er May ikke.

EU's håb og frygt

Set fra EU er det lige meget, om May smider sit forhandlingsudspil ud, eller om hun selv bliver smidt ud. I begge tilfælde foreligger der intet udspil fra Storbritannien om, hvilket slags forhold landet ønsker, efter at det har forladt EU ved udløbet af forhandlingsperioden den 29. marts næste år.

Theresa May kæmper for et blødt Brexit.
Theresa May kæmper for et blødt Brexit. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Netop i dag sidder EU's chefforhandler Michel Barnier i Bruxelles, og de 27 regeringschefer sidder rundt i EU-landene. De forbereder det ekstraordinært indkaldte topmøde, som begynder i morgen i Salzburg.

Salzburg-topmødet er det første af de tre akter i ’Endspiel’-strategien, som gerne skulle slutte med en brugbar aftale mellem de 27 regeringschefer og Storbritanniens regering. De to næste akter er de to traditionelle EU-topmøder i oktober og i december i år. De mest bekymrede taler om et ’encore’ – en ekstraoptræden ved en fjerde akt; endnu et ekstraordinært topmøde i januar næste år. Men alle beder til, at det ikke bliver nødvendigt. For i så fald bliver det meget vanskeligt at få et resultat godkendt rundt omkring i hvert enkelt land, før man lige pludselig den 29. marts må sige farvel til Storbritannien – med eller uden en plan for, hvad vi alle sammen gør derefter.

Stirre ud i natten

Det, at det hele kan ende uden en plan, ses både i den britiske regering og i de 27 andre regeringer som den endelige ulykke. Så kan britiske fly for eksempel ikke længere lande i resten af EU – for blot at nævne et af de mest vanvittige udfald; men der er et uendeligt antal. For eksempel er det usikkert, om man kan skaffe medicin til hospitaler i Nordirland i givet fald. 

Det er det, topdiplomater i EU mener, når de ifølge det britiske blad The Guardian taler om, at briterne har brug for at ’stirre ud i natten’ for at forstå, hvor galt det kan gå.

EU's chefforhandler Michel Barnier (th.) sammen med EU-præsident Donald Tusk.
EU's chefforhandler Michel Barnier (th.) sammen med EU-præsident Donald Tusk. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

For EU's forhandlere har svært ved at se den fremgang i forhandlingerne, som er nødvendig, hvis EU-topmødet i Salzburg i denne uge skal føre frem mod en løsning.

De største og tungeste emner er præget af stilstand, fremgår det af The Guardians artikel i dag.

Der er reelt ingen fremgang, når det gælder en løsning på spørgsmålet om grænsen mellem Irland og den britiske provins Nordirland. Alle er enige om, at man må undgå egentlig grænsekontrol, fordi det kunne føre til, at borgerkrigen i Nordirland blusser op igen. Men der er helt enkelt ingen løsning på bordet. Og briterne afviser den løsning, som Theresa May officielt gik med til i foråret, nemlig at lade Nordirland forblive en del af toldunionen inden for EU. Det gør de, fordi det ville skabe en toldgrænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Til gengæld er der intet brugbart alternativ på bordet.

Chequers – en illusion?

Men det helt grundlæggende problem er, om Theresa Mays Chequers plan overhovedet har gang på jord. Groft sagt ønsker den britiske regering adgang for britisk industri, landbrug og fiskeri til EU's indre marked, men uden at være medlem, uden at betale og uden at bøje sig for de fælles regler, som håndhæves af EU-domstolen.

Holdningen hos EU's chefforhandler, Michel Barnier, og i Europaparlamentet er, at enten er man med, eller også er man udenfor.

Hertil kommer usikkerhed om, hvorvidt London City – verdens største finanscentrum – fortsat skal have fri adgang til EU. Usikkerheden har fået en stribe storbanker til at flytte store dele af deres London-kontorer til Frankfurt, Paris, Milano, Bruxelles og Amsterdam. Det gælder amerikanske Goldman Sachs og senest det tyske Deutsche Bank og UBS fra Schweiz.

Styrtdyk i huspriserne?

Hvis man endelig er i gang med at stirre ud i natten, så kan man samtidig høre på de advarsler, som i sidste uge kom fra chefen for den britiske nationalbank, Bank of England, da han talte til Theresa Mays kabinet, hendes centrale ministre.

Bankchef Mike Carney advarede om, at et Brexit uden en aftale med EU ville blive lige så slemt som finanskrakket i 2008. Arbejdsløsheden ville stryge op på mere end 10 procent. Den er på fire procent nu. Huspriserne ville styrtdykke. Mike Carney forudså, at huspriserne kunne falde med en tredjedel i løbet af de kommende tre år. Flyene ville ikke længere kunne flyve til EU. Og Eurostar-toget ville ikke længere kunne køre under den engelske kanal til Frankrig. Så slut med ferie i Spanien og en tur til Paris med toget.

Storbritannien kunne stort set lukke og slukke. Sådan var det billede, nationalbankchefen gav topministrene. De sad lamslåede tilbage. Selv de mest Brexit-ivrige ministre havde ingen kritiske spørgsmål, skrev de britiske aviser.

Det er disse billeder, der ligger i baghovederne, når Theresa May og hendes 27 kolleger sætter sig til bords ved EU topmødet i Salzburg i morgen og på fredag. Men bliver det ’Endspiel’? Eller bliver det i stedet første akt af ’Vi venter på Godot’? Samuel Beckett ville måske have en idé. Vi andre må vente – måske helt til den 29. marts.