To russere udvist for at ville hacke laboratorium, der skulle analysere nervegift

16x9
Arkivfoto. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

Rusland kalder anklagerne "en ny anti-Rusland-løgn".

I al hemmelighed forsøgte to russiske spioner tidligere i år at hacke sig ind i et schweizisk laboratorium i den hollandske by Haag, mener de schweiziske myndigheder.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Laboratoriet havde til opgave at analysere prøver fra nervegiftangrebet på en russisk eksspion i Storbritannien den 4. marts.

Men de to russiske spioner blev opdaget og udvist af Holland.

Udvisningerne har ikke tidligere været nævnt med et ord af hverken de schweiziske eller hollandske myndigheder - ind til nu hvor to aviser er begyndt at grave i sagen.

Anholdt i foråret

Ifølge den schweiziske avis Tages-Anzeiger blev de russiske spioner anholdt i den hollandske by Haag tilbage i foråret.

Det bekræfter regeringen i Schweiz nu.

Schweiz' udenrigsminister Ignazio Cassis kræver, at Rusland "omgående" stopper med at spionere på schweizisk territorium.

Landets efterretningstjeneste følger sagen nøje.

- De schweiziske myndigheder er opmærksomme på sagen, hvor russiske spioner er blevet anholdt i Haag og udvist fra samme sted, skriver talskvinde for efterretningstjenesten Isabelle Graber i en mail til nyhedsbureauet AP.

Rusland afviser

Efterretningstjenesten arbejder nu "aktivt" sammen med Storbritannien og Holland, oplyser Graber videre.

Rusland afviser alle anklager.

Stanislav Smirnov, der er talsmand for den russiske ambassade i Schweiz, kalder sagen "absurd".

- Vi mener, at dette er en ny anti-Rusland løgn fabrikeret af de vestlige medier. Det er absurd med disse helt nye grundløse anklager, siger han.

Hollands forsvarsministerium afviser at kommentere sagen.

Angreb i Salisbury

Den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia blev fundet bevidstløse på en bænk i Salisbury den 4. marts.

Britiske videnskabsfolk analyserede sig frem til, at far og datter blev udsat for nervegiften Novichok. Storbritanniens premierminister, Theresa May, sagde efterfølgende, at Rusland stod bag angrebet.

Som reaktion på angrebet udviste en lang række lande, heriblandt USA og 21 EU-lande, flere end 150 russiske diplomater.

Tilbage i marts oplyste Hollands premierminister, Mark Rutte, at landet havde udvist to russiske efterretningsfolk.

Premierministeren oplyste dengang ikke yderligere om sagen, og det vides derfor ikke med sikkerhed, om der er tale om de samme russiske spioner.