Trumps tidligere kampagnechef indgår aftale med særlig anklager

16x9
Paul Manafort. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Tidligere har Paul Manafort nægtet alle anklager, men erklærer sig nu skyldig i sammensværgelse.

Paul Manafort har valgt at indgå en aftale med den særlige anklager, Robert Mueller, der er sat i spidsen for undersøgelserne af russernes formodede forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Han erklærer sig dermed skyldig i sammensværgelse, som han blandt andet står anklaget for. Manafort har tidligere erklæret sig uskyldig i alle anklager mod ham.

Det erfarer det amerikanske medie NBC News, der har fået indsigt i sagens retsdokumenter.

Paul Manafort har samtidig erklæret sig villig til at samarbejde med Robert Mueller i dennes efterforskning, skriver nyhedsbureauet AP.

Det Hvide Hus har ifølge pressesekretær Sarah Sanders reageret på Manaforts aftale ved at udtale, at denne "absolut intet har at gøre med præsident Trump - eller hans sejrrige præsidentkampagne i 2016".

Erklærer sig skyldig i to forhold

Ifølge NBC News har retten fredag modtaget et nyt sæt anklager fra den særlige anklager. Heri er antallet af kriminelle forhold sænket fra syv til to.

Det ene forhold dækker over en række økonomiske lovovertrædelser, herunder hvidvaskning, skattesvindel og manglende registrering som en aktør på vegne af en fremmed magt. Det andet dækker over forhindring af rettens gang.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Paul Manafort erklærer sig skyldig i disse anklager på et retsmøde.

Forliget omhandler kun den anden af to dele af sagskomplekset mod Paul Manafort. Dommerne i sagen skal nu godkende forliget, før det kan træde i kraft.

Han blev i august i år i Virginia dømt skyldig i 8 ud af 18 forhold - hovedsageligt af økonomisk karakter i den første del af sagskomplekset. Ved de 10 andre forhold skal sagen gå om.

Vidne i fremtidige sager

I forbindelse med forliget har Paul Manafort indgået en 17 sider lang aftale om samarbejde med særlig anklager Robert Muellers videre arbejde med at afdække mulig russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

Det siger anklager Andrew Weissmann ifølge Washington Post.

Ifølge avisen er en del af aftalen, at Manafort kan optræde som et potentielt vidne for Mueller i fremtidige sager. Til gengæld er Mueller gået med til en nedsat staf.

En meget presset mand

Mirco Reimer-Elster, der er USA-analytiker, kalder over for TV 2 dagens udmelding fra Paul Manafort for opsigtsvækkende.

Men det er samtidig en nyhed, der stadig mangler en del informationer, før det er muligt at kende det fulde omfang af konsekvenserne. Både for Manafort og Donald Trump.

- Tidligere har Paul Manafort nægtet at samarbejde med Robert Mueller og afvist hele undersøgelsen, så det er opsigtsvækkende, at han nu er villig til at snakke, siger Mirco Reimer-Elster.

Han karakteriserer Paul Manafort som "en meget presset mand", der kan se frem til et årti i fængsel. Og netop derfor kan Trumps tidligere kampagnechef have flere grunde til at erklære sig skyldig i dele af anklagerne imod ham.

- En mulighed kan være, at Manafort giver sine indrømmelser i et forsøg på at få nedsat sin fængselsstraf, så han kan komme ud som en fri mand, inden alderen indhenter ham, siger Mirco Reimer-Elster og uddyber:

-  Desuden kan det tænkes, at han spekulerer i, at Donald Trump vil benåde ham på et senere tidspunkt i sin embedsperiode. Men det er endnu svært at sige noget om ud fra de sparsomme oplysninger, der foreligger, siger Mirco Reimer-Elster.

Ifølge USA-analytikeren tog præsident Trump nemlig Paul Manafort i forsvar i en del tweets, da han og Michael Cohen i august i år blev kendt skyldige i skattesvig. Trump valgte derimod ikke at tage Michael Cohen i forsvar.

Mangler 'den rygende pistol'

Det er endnu uvist, hvad aftalen mellem Paul Manafort og den særlige anklager, Robert Mueller, i detaljer går ud på.

Manaforts advokater har tidligere sagt, at den tidligere kampagnechef ikke har noget smuds på Trump. Og det kan ifølge Mirco Reimer-Elster give tre mulige scenarier i den netop indgåede aftale.

- Vi kender endnu ikke Paul Manaforts motivation til at indlede et samarbejde med Mueller. Men for det første kan Manafort have 'noget' til Robert Mueller, så han kan få nedsat sin egen straf. Dernæst kan det være, at Manafort vælger at samarbejde, men ikke rigtigt har noget at komme med. Endelig kan det være, at Mueller ikke har nok på Trump - 'den rygende pistol' mangler han stadig, siger Mirco Reimer-Elster.

Lobbyarbejde for prorussisk leder

Paul Manafort var kampagnechef for den amerikanske præsident Donald Trump fra maj 2016 til august samme år, hvor flere medier begyndte at stille spørgsmålstegn til det lobbyarbejde, han udførte for Ukraines tidligere prorussiske leder Viktor Janukovitj.

Den 19. august 2016 meddelte Donald Trump, at Paul Manafort havde sagt sin stilling som kampagnechef op. Det skete i kølvandet på nyhedsbureauet AP's afsløring af, at Manafort havde udført lobbyarbejde på vegne af politiske partier i Ukraine i USA uden at registrere sig som agent, hvilket den føderale lov ellers foreskriver. 

Manafort er blandt andet tiltalt for at have skjult millioner af dollars, som han havde tjent på sine politiske konsulenttjenester i Ukraine.