Trump forbereder nye toldangreb mod Kina

16x9
USA's præsident, Donald Trump Foto: Susan Walsh / Ritzau Scanpix

Trump fortsætter med toldforhøjelser på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar, skriver medier.

Donald Trump har givet ordrer til, at de amerikanske myndigheder fortsætter forberedelserne af en toldforhøjelse på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og erhvervsmediet Bloomberg på baggrund af anonyme kilder med kendskab til ordrerne.

Trækket kommer til trods for, at USA's finansminister, Steven Mnuchin, har forsøgt at få genstartet forhandlinger med Kina om en deeskalering af toldkrigen mellem de to lande, skriver Bloomberg.

En annoncering af nye toldforhøjelser er dog udskudt, skriver Bloomberg.

Ifølge erhvervsmediets kilder skyldes det, at regeringen først ønsker at gennemgå de bekymringer, der er internt i den amerikanske opinion.

Fald på aktiemarkeder

Nyheden fik ifølge nyhedsbureauet Reuters aktiemarkederne til at reagere negativt.

En dag med en samlet stigning på de tre toneangivende indekser - Dow Jones, Nasdaq og S&P 500 - blev forvandlet til et mindre fald.

Særligt aktier hos selskaber, hvis indtjening hviler på moderne teknologi såsom Apple faldt i værdi.

Den ikoniske iPhone-producent har tidligere advaret om, at nye toldforhøjelser vil øge prisen på selskabets produkter.