Regeringsparti peger på Annie Lööf som mulig svensk statsminister

16x9
Annie Lööf. Foto: Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Hvis alt andet slår fejl, vil Miljøpartiet ikke udelukke, at Centerpartiets leder bliver statsminister.

Sveriges bistandsminister, Isabella Lövin, der er talskvinde for regeringspartiet Miljøpartiet, vil ikke udelukke, at lederen for det borgerlige Centerpartiet, Annie Lööf, bliver den næste statsminister.

Det kan blive aktuelt, hvis statsminister Stefan Löfven får et flertal imod sig i Rigsdagen.

Det siger Lövin til radioprogrammet P1-Morgon.

Efter valget søndag er der næsten dødt løb mellem Löfvens rød-grønne fløj og de borgerlige partier. Mellem de to blokke står det højrenationale Sverigedemokraterne (SD).

Begge blokke afviser Sverigedemokraterne

Begge blokke har afvist at gøre sig afhængige af SD ved dannelsen af en ny regering.

- Hvis man har prøvet forskellige varianter i flere forhandlingsrunder, så udelukker jeg det ikke, siger Lövin om Lööf som statsminister.

Men hun mener stadig, at Löfven bør fortsætte som statsminister.

Lövin ser flere områder, hvor Löfvens regering burde kunne samarbejde med Centerpartiet. Hun peger på udvikling af små bysamfund, en bedre politik for mindre næringsdrivende og så klima og miljø.

Foreløbig har de borgerlige partier og SD, som tilsammen har flertal, sagt nej til, at Löfven skal fortsætte som statsminister.

Endelig fintælling klar søndag

Forskellen mellem de to største blokke i Sverige endte på ét mandat. Det viste den endelige sammentælling af stemmer fra valgdagen, brevstemmer og stemmer afgivet i udlandet, der blev offentliggjort torsdag.

Det var ventet, at resultatet af den sidste fintælling ville ligge klar fredag, men tidligt fredag meldte valgmyndighederne, at den først er klar på søndag. Det skriver de på deres hjemmeside.

Den rød-grønne blok bestående af de to regeringspartier, Socialdemokraterne og Miljøpartiet, samt Venstrepartiet står til at få 144 mandater.

Et af de sidste mandater har i flere dage ligget på vippen mellem Centerpartiet og Sverigedemokraterne. Mandatet endte i den seneste optælling hos Centerpartiet, og dermed slutter den borgerlige blok, Alliancen, på i alt 143 mandater, hvis det står ved magt.

Sverigedemokraterne, der står uden for de to blokke, ser ud til at ende på 62 mandater, medmindre resultatet af fintællingen viser noget andet.