Trump får hug før ny orkan: Nej, 3000 døde er ikke en succes

Efterdønninger fra en af sidste års værste orkaner rammer nu den amerikanske præsident.

For 11 måneder siden ramte orkanen Maria det lille selvstyre Puerto Rico i Caribien med vindstød på op til 282 kilometer i timen og katastrofale følger.

Flere tusinde menes at have mistet livet, og mange steder er øen, der kontrolleres af den amerikanske regering, kun netop ved at komme på fode igen.

Den voldsomme orkan Florence forventes at gå i land natten til fredag dansk tid på den amerikanske østkyst, og præsident Donald Trump blev tirsdag derfor spurgt, hvad man kan lære af orkanen Maria.

- Det arbejde, som Fema (den føderale katastrofeberedskabstjeneste, red.) og myndigheder og alle udførte i samarbejde med Puerto Ricos guvernør, synes jeg var fabelagtigt. Jeg synes, at Puerto Rico var en utrolig, lidet anerkendt succes, svarede Trump ifølge BBC.

Det har fået især politiske modstandere til at kritisere præsidenten for at negligere begivenheden og dens konsekvenser.

- 3000 døde er ingen succes

Da Maria ramte øen, mistede én million mennesker strømmen, bygninger og infrastruktur tog alvorlig skade, og i første omgang blev det rapporteret, at et tocifret antal mennesker mistede livet. Men en undersøgelse fra juli i år estimerede, at flere tusinde puertoricanere har mistet livet på grund af katastrofens følger.

Som konsekvens af ødelæggelserne har sundhedssystemet og levestandarden imidlertid lidt et alvorligt knæk, og antallet af døde er siden blevet mangedoblet.

Derfor lyder det helt forkert, når Donald Trump kalder det amerikanske katastrofeberedskabs indsats for "en succes", mener hovedstaden San Juans borgmester, Carmen Yulin Cruz.

- Gud være os nådig, hvis han mener, at 3000 menneskers død er en succes, skriver hun på Twitter.

Den demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders skriver:

- Næsten 3000 mennesker døde. Det er ikke en "succes". Det er en tragedie og en skændsel.

Også Alexandria Ocasio-Cortez, som er kandidat til kongressen i New Yorks 14. valgdistrikt, har udtalt sig kritisk om Trump og beredskabets arbejde:

- Nogle af mine (puertoricanske, red.) familiemedlemmer har først fået strømmen tilbage for få uger siden. Folk udvikler luftvejssygdomme til dels på grund af svampesporer fra mangel på ordentlig oprydning. Administrationens beredskab i Puerto Rico har været en katastrofe.

Skyder skylden på myndigheder

Puerto Ricos guvernør, Ricardo Rossello, har brugt muligheden til at slå et slag for sit folks rettigheder. Han udtalte tirsdag, at orkanen Maria var den værste naturkatastrofe i landets moderne historie, og at:

- Intet forhold mellem en koloni og dens føderale regering kan nogensinde blive kaldt "en succes".

Ifølge BBC har Donald Trumps støtter på sociale medier argumenteret for, at der har været fiaskoer i Puerto Rico, men at præsidenten har gjort alt, hvad han har kunnet, og at det er de puertoricanske myndigheder, der er skyld i problemerne.

Donald Trumps administration har tidligere været kritiseret for ikke at gøre nok for at hjælpe med genopretningen af Puerto Rico efter orkanen Maria. Det fik senere Trump til at gå til modangreb:

- De vil have, at andre skal gøre det hele for dem, når det burde udføres af lokalsamfundet, lød det fra Trump i september.