KOMMENTAR: Omstridt bog giver mere nuanceret billede af Trump

16x9
Den prisbelønnede journalist Bob Woodwards bog 'Fear, Trump in the White House' udkom tirsdag. Men den vil nok hurtigt blive glemt, mener Mirco Reimer-Elster. Foto: Tasos Katopodis / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Det er tankevækkende, at årets vigtigste politiske bog allerede er ved at gå i glemmebogen igen.

Når man har læst Bob Woodwards seneste bog om præsident Trumps Hvide Hus, står man tilbage med et ret paradoksalt helhedsindtryk.

På den ene side har veteranjournalisten skrevet den mest gennemarbejdede bog om Trumps Hvide Hus indtil videre. Men på den anden side er det meget tvivlsomt, at Woodwards bog kommer til at være den publikation, der præger den brede offentligheds billede af USA's nuværende præsident allermest.

Den ære tilfalder nok fortsat sladderjournalisten Michael Wolff, der i starten af året udkom med sin tabloide bog 'Fire and Fury', den første litterære bestseller om Trumps Hvide Hus. Et paradoks, der desværre understreger, at hurtighed ofte betyder mere end grundighed i forlags- og mediebranchen.

Et mere nuanceret billede

Denne tendens er beklageligt, fordi Woodward mestrer at tegne et betydeligt mere nuanceret billede af præsident Trump, end Michael Wolff gjorde det. Som en af mine amerikanske kollegaer skrev til mig efter at have læst bogen:

- Det er ikke et flatterende portræt bogen tegner, men Woodward humaniserer Trump til en vis grad.

Jeg sad med den samme fornemmelse, mens jeg læste bogen. Vi ser en mere reflekteret og empatisk side af præsidenten og får mere baggrundsinformation til at forstå Trumps beslutninger. Med andre ord en mere nuanceret fremstilling forstået på den måde, at man efter at have læst bogen er blevet klogere på, hvad der driver præsidenten.

Hvorvidt man så bryder sig om denne fremstilling eller ej, må være op til den enkelte læser. Men det har været befriende at læse sådan en nøgtern og sober beskrivelse af tingenes tilstand frem for den skingre tone, der til dagligt karakteriserer meget af Trump-dækningen.

Apropos gennemarbejdet. Woodwards seneste bog er som sædvanlig meget detaljeret og tung læsning. Man skal virkelig være USA-nørd for at komme igennem de mange kapitler om interne diskussioner om for eksempel Nordkorea, handelspolitikken, Mellemøsten og håndteringen af den særlige anklagers Ruslandsundersøgelse.

Metodiske overvejelser

Der vil som altid være en diskussion om Woodwards metode. Selv som velorienteret læser var det ofte svært – hvis ikke umuligt – at kunne gennemskue, hvor tæt kilderne havde været på de beskrevne begivenheder.

Der er ikke nogen tvivl om, at særligt de tidligere medarbejdere Steve Bannon, Reince Priebus, Gary Cohn og Rob Porter har spillet en nøglerolle i Woodwards rekonstruktion. Men grundlæggende må man i 'Fear' sætte sin tillid til forfatteren, når det kommer til kildernes troværdighed og ægthed.

Praktiserende journalister vil sikkert pointere, at der ikke er noget meningsfyldt alternativ til Woodwards metode. At man ellers ikke kan rekonstruere begivenhederne i samme detaljegrad. Det er der sikkert noget om. Men som historiker er jeg også en anelse skeptisk over for metoden. Ikke mindst fordi brugen af anonyme kilder efterhånden synes at have taget overhånd i dækningen af Trump.

Ultimativt ender man ved brugen af anonyme kilder i en situation, hvor forfatterens troværdighed er altafgørende. Her er kontrasten mellem Wolff og Woodward igen slående. For mens man ved Wolffs tabloide fremstilling ofte sad tilbage med et indtryk af, at sladderjournalisten nok havde pyntet lidt på historierne, kan Woodwards troværdighed i højere grad bære det omfattende brug af anonymiserede kilder. Der er i overvejende grad ikke nogen grund til at tro, at Woodwards beskrivelse ikke er dækkende.

Helte eller forrædere?

Apropos anonyme kilder. Den største afsløring i bogen har vi allerede diskuteret i godt og vel en uge: eksistensen af en indre modstandsbevægelse i Trump-administrationen, der aktivt modarbejder og til tider direkte saboterer den folkevalgte præsidents politiske agenda.

I bogen får vi et utal af eksempler, hvor højtstående medarbejdere og ministre – som den forhenværende udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsministeren James Mattis – til tider forsøger at forhindre gennemførelsen af præsidentens politiske agenda.

At der er uenighed og forskellige fløje i en amerikansk administration er så amerikansk som æbletærte. Men det, som Woodward beskriver, går langt ud over uenigheder og fløjkrige. Obstruktion er en mere rammende beskrivelse for det, der foregår.

En fremgangsmåde, der er vand på Trumps mølle og fortælling om den såkaldte `dybe stat`, der modarbejder ham ved enhver lejlighed. I Trumps tilfælde er staten bare ikke særlig dyb, men består tværtimod af folk, han selv har udpeget. Modstanden kommer fra egne rækker, hvilket gør det endnu mere frygtindgydende.

Frygtens facetter

Apropos frygt, som Woodward har navngivet bogen med henvisning til et tidligere citat fra Trump.

Hvorvidt modstandsfolkene er helte eller forrædere, vil være et emne, der kommer til at optage og splitte historikere de næste årtier. Men man kan roligt sige, at frygt – bogens titel - er et rammende udtryk for, hvordan både Trumps støtter og kritikere ser det nuværende Hvide Hus.

Den underliggende årsag for denne frygt vil der være delte meninger om. Kritikerne vil pege på præsidenten som en frygtindgydende faktor, mens Trumps støtter vil pege på de ansatte, der aktivt modarbejder landets folkevalgte leder.

Altså i det omfang man i USA overhovedet forholder sig til Woodwards seneste skriv endnu. Hvilket bringer mig til min personlige frygt i kølvandet på læsningen af bogen.

Det har virkelig været slående – og skræmmende - at se, at alle de store nyhedsskabende historier allerede er blevet lanceret i sidste uge, da de første uddrag og medieomtaler af bogen udkom i USA. Ironisk nok har vi derfor nok også allerede haft den store diskussion om Bob Woodwards seneste bog.

Ser man på den amerikanske mediedækning på udgivelsesdagen, har emner som årsdagen for terrorangrebene den 11. september 2001 og orkanen Florence fyldt nyhedsfladerne, mens Woodwards bog knapt nok er blevet omtalt.

Med andre ord: på udgivelsesdagen for årets hidtil vigtigste bog var selve bogen ikke nogen nævneværdig historie i sig selv længere.

Det er godt nok frygteligt.

PS: en sidste sjov detalje i forbindelse med jagten på identiteten på den anonyme læserbrevsskribent i avisen New York Times: Ordet ”lodestar” (ledestjerne på dansk), der måske meget karakteristisk blev brugt i læserbrevet, optræder kun en enkelt gang i Woodwards bog – og bliver ytret af Trumps handelsminister Wilbur Ross.