EU vil styrke kontrollen af de ydre grænser

EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, holdt onsdag den årlige tale i Europa-Parlamentet om unionens tilstand.

Forsvaret af EU’s ydre grænser skal styrkes. Det var ét af budskaberne, som EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag præsenterede i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Formanden havde et helt konkret forslag med, da han holdt sin årlige tale om Unionens tilstand.

- De ydre grænser skal beskyttes mere effektivt. Derfor foreslår vi, at antallet af EU’s grænsevagter, som finansieres af EU, øges til 10.000 mand frem mod 2020, lød det fra Jean-Claude Juncker.

I forvejen har EU cirka 1500 grænsevagter udstationeret. Ifølge EU-kommissionen vil nogle af de 10.000 grænsevagter være bevæbnede. Det afhænger af hvilket land, de opererer i, da det er det enkeltes lands lovgivning, der gælder.

Forslaget om at øge antallet af grænsevagter bakkes op af den danske EU-kommissær Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre.

- Det er egentlig meget enkelt; hvis vi vil have åbne indre grænser, så bliver vi nødt til at have en sikker ydre grænse. Vi har jo set over de seneste år, at den ydre grænse ikke er sikker. Så ved vi ikke, hvem der kommer ind i Europa. Og man kan ikke indvandre ulovligt til Europa, lød det fra Margrethe Vestager til TV 2 efter talen.

Det er Jean-Claude Juncker sidste tale om Unionens tilstand. Han genopstiller ikke ved valget i 2019.
Det er Jean-Claude Juncker sidste tale om Unionens tilstand. Han genopstiller ikke ved valget i 2019. Foto: Frederick Florin / Ritzau Scanpix

Ønske om mere sammenhold

I talen opfordrede Jean-Claude Juncker også til mere sammenhold internt i EU. I de seneste måneder har der flere gange været ballade, fordi flere EU-lande har afvist at tage imod skibe med migranter.

- Vi kan ikke blive ved med at finde ad-hoc-løsninger, hver gang der kommer et skib med flygtninge, sagde Jean-Claude Juncker.

Formanden sagde også, at han er modstander af den grænsekontrol som flere EU-lande – herunder Danmark – har indført i kølvandet på flygtningekrisen.

- De genindførte grænser skal fjernes igen. Hvis dette ikke gøres, vil det være et uacceptabelt tilbageskridt for det nuværende og det fremtidige Europa, sagde Jean-Claude Juncker.

I sin tale kom formanden også ind på flere andre store emner. Få et overblik herunder:

8 vigtige emner i talen

Hvidvask af penge

I talen gjorde Jean-Claude Juncker opmærksom på, at EU-kommissionen i dag har foreslået strammere kontrol med de europæiske banker, så man kan forhindre hvidvask af penge.
Det sker efter adskillige sager om hvidvask i Europa - heriblandt sagen om Danske Banks hvidvask af store milliardbeløb i en filial i Estland. 

Sikkerhed

Ifølge Jean-Claude Juncker skal EU sikres fra de mange trusler, vi står overfor. Kun et stærkt og samlet EU kan beskytte vores indbyggere mod interne og eksterne trusler - såsom terror og klimaforandringer.
 

Brexit

Briternes farvel til EU blev også drøftet i talen. Jean-Claude Juncker understregede, at den britiske regering må forstå, at når de forlader Unionen, så kan de ikke bevare de samme privilegier som et medlemsland.

Nationalisme

Jean-Claude Juncker addresserede også den højredrejning, flere lande i EU har oplevet. Ifølge ham skal vi modsætte os den form for overdreven nationalisme, der spreder had og ødelægger alt på sin vej. I stedet skal vi tage den form for patriotisme til os, der bruges til at gøre gode ting og aldrig bruges imod andre.
 

Handelskrig med Trump

Trumps handelskrig med EU fik også et par ord med på vejen. I juli blev Juncker og Trump enige om, hvad der skal til for at undgå en handelskrig. For Juncker var den aftale et bevis på, at EU opnår bedre resultater, når vi taler med én stemme. 

Arbejdskraft

Formanden talte også om, at der aldrig før har været så mange mennesker i job i Europa som nu. 239 millioner har ifølge Jean-Claude Juncker et arbejde. Alene siden 2014 er der blevet skabt 12 millioner nye job.  

Euroen

Euroen er ifølge formanden en succes, selvom valutaen er under 20 år gammel. Men der skal fremover gøres endnu mere for "cementere dens status som en international valuta".

Afrika

Forholdet til Afrika skal ifølge Jean-Claude Juncker ændres, så det bliver mere ligeværdigt. Afrika har ikke brug for velgørenhed, men i stedet fair partnerskaber. Det skal således være slut med at se relationen mellem Afrika og EU som et "donor-modtager"-forhold.