USA truer med sanktioner, hvis mulige krigsforbrydelser efterforskes

John Bolton langer ud efter Den Internationale Straffedomstol og erklærer, at domstolen allerede er så godt som død.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, retter nu et angreb mod Den Internationale Straffedomstol, ICC, og truer domstolen med sanktioner. 

Det skriver flere internationale medier.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer i en tale, som John Bolton har afholdt i Washington D.C.

Årsagen til sikkerhedsrådgiverens utilfredshed med ICC er tilsyneladende straffedomstolens granskning af beskyldninger om amerikanske krigsforbrydelser i Afghanistan. 

Ligeledes mener Bolton, at palæstinensernes kamp for, at ICC bør undersøge Israel i forbindelse med den verserende konflikt, er dybt urimelig.

Bolton: ICC er allerede død

Som konsekvens har USA nu lukket Den Palæstinensiske Befrielsesfronts (PLO) kontor i USA's hovedstad. Og med hensyn til sanktionerne mod domstolen, så truer John Bolton med at nægte ICC-dommere og -anklagere adgang til USA, ligesom han vil indefryse eventuelle midler, som ICC måtte have i landet.

- USA vil tage alle midler i brug for at beskytte vores borgere og vores allierede mod uretmæssig retsforfølgelse fra denne illegitime domstol, sagde Bolton i sin tale, ifølge britiske The Guardian.

Faktisk er Donald Trumps regering klar til at gå så vidt som at retsforfølge repræsentanter for ICC, hvis strafferetsdomstolen fortsætter med at efterforske mulige amerikanske krigsforbrydelser i Afghanistan eller i Israel, som er en nær allieret til USA.

- Vi vil lade ICC tage livet af sig selv. Når alt kommer til alt, så er ICC i alle henseender allerede død, erklærede Bolton. 

USA overvejer nu at tage sagen op i FN's sikkerhedsråd for at begrænse ICC's magt.

USA isolerer sig

John Boltons udtalelser falder den amerikanske advokat og diplomat David Scheffer for brystet. Han var i sin tid præsident Bill Clintons repræsentant i ICC, da straffedomstolen blev oprettet i Rom i 1998.

I alt 120 lande støttede oprettelsen - herunder også Danmark. 

David Scheffer mener, at Boltons kommentarer bidrager til at isolere USA yderligere fra international strafferet og underminerer forsøget på at bringe forbrydere over hele verden for en domstol.

- Den dobbeltmoral, som han giver udtryk for i sin tale, vil højst sandsynligt falde i god jord hos autoritære regimer, som vil undgå at skulle stå til ansvar for grusomme forbrydelser og ignorere den internationale indsats for at fremme lovgivningen. Denne tale var indhyllet i frygt, og Bolton leverede endnu engang budskabet; at USA er skræmt af international lovgivning og multilaterale organisationer. Jeg så ikke styrke, men svaghed udtrykt af Trumps regering i dag, siger David Scheffer. 

- Vi vil ikke underkaste os

Også den palæstinensiske repræsentant i USA, Saeb Erekat, langer ud efter Trump-administrationen efter Boltons udmelding.

Han ser tiltaget som endnu et bevis på, at Trumps regering bevidst ønsker kollektivt at straffe det palæstinensiske folk.

- Vi gentager, at det palæstinensiske folks rettigheder ikke er til salg, at vi ikke vil underkaste os amerikanske trusler og chikane, og at vi vil fortsætte vores legitime kamp for frihed, retfærdighed og uafhængighed, forsikrer Saeb Erekat.