Rusland har indledt den største militærøvelse siden den kolde krig

16x9
Sådan her så det ud, da Rusland lavede en stor militærøvelse med Hviderusland sidste år. I år bliver øvelsen endnu større. Foto: Sergei Gapon / Scanpix Denmark

Henover de næste dage deltager 300.000 russiske tropper i en historisk stor militærøvelse.

Det er en militærøvelse af de helt store dimensioner, som i dag begynder i Rusland. Faktisk er en lignende ikke set siden 1981, og dengang var der ikke nær så mange tropper involveret. Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau TASS.

Omkring 300.000 russiske tropper deltager i øvelsen Vostok-2018, der finder sted i den østlige del af Rusland. Med sig har de op mod 36.000 kampvogne, mandskabsvogne og andre køretøjer. I luften skal cirka 1000 fly, helikoptere og droner medvirke, mens 80 skibe også indgår i den storstilede øvelse.

Men russerne er ikke alene om Vostok-2018. Både Kina og Mongoliet sender tropper med til øvelsen. Kina bidrager med 3200 tropper, mens det er uvist, hvor mange der kommer fra Mongoliet.

Øvelserne går så småt i gang i dag, og de varer frem til den 17. september. Vostok-18 løber af stablen på et tidspunkt, hvor der er spændinger mellem Rusland og Vesten.

Senest er forholdet blevet forværret efter sagen om nervegiftangrebet på den russiske dobbeltagent Sergej Skripal, som Storbritannien beskylder russerne for at stå bag. Senest er to russiske mænd blevet efterlyst i sagen.

Russerne holder årligt kæmpeøvelser. Sidste år var det ”Sapad-17”, som foregik i den vestlige del af landet, og nu går det så løs i østen (”Vostok” betyder "østen' på russisk). Den slags strategiske øvelser har selvfølgelig været planlagt længe, men for russerne er tidspunktet meget opportunt, netop mens der er nye spændinger mellem Rusland og Vesten

Ikke et forsøg på at provokere Vesten

Vostok-18 er ifølge det russiske forsvarsministerium delt op i to dele: Den første del af øvelsen foregår tirsdag og onsdag. Den omfatter indsættelsen af tropper og materiel over store afstande både til lands, til vands og i luften. Den anden del vil indeholde simulationer med indsættelse af nyudviklet russisk våbenteknologi.

square to 16x9

Den vestlige forsvarsalliance NATO har til nyhedsbureauet Reuters fortalt, at de vil overvåge øvelsen, som de blev varslet tilbage i maj.

- Vostok viser Ruslands fokus på at øve konflikter i stor målestok. Det passer ind i et mønster, vi har set i nogen tid: Et mere selvhævdende Rusland, som øger sit forsvarsbudget og sin militære tilstedeværelse væsentligt, siger NATO's talsmand Dylan White i en email til Reuters.

De russiske medlemmer af NATO har tilbudt alliancen at sende folk til Rusland for at observere øvelsen.

- Øvelsen er ikke rettet mod andre lande og er i overensstemmelse med vores militære doktrin, som af karakter er defensiv, udtalte den russiske generalstabschef, Valerij Gerasimov, på et pressemøde forleden ifølge nyhedsbureauet AP.

På det samme pressemøde afviste den russiske viceforsvarsminister, Alexander Fomin, også, at Vostok-18 bliver afholdt for at provokere Vesten.

Da Rusland sidste år afholdt en stor militærøvelse sammen med Hviderusland, blev det af mange anset som en stor provokation. Især i de baltiske lande var der frygt for, at øvelsen Sapad-17 var et skalkeskjul for en russisk invasion.

Den slags bekymringer behøver man ikke at have med den nuværende øvelse, som jo også er en udmærket anledning til at få et indblik i, hvad russerne formår. Der er faktisk inviteret militærobservatører, selv om Rusland ikke er forpligtet til det, da det jo foregår på den fjerne side af Ural-bjergene.

Stort bidrag fra Kina

Kinas hær har ifølge nyhedsbureauet AP sendt deres største bidrag til en udenlandsk militærøvelse nogensinde.

Omkring 3200 kinesiske tropper er i Rusland. Siden slutningen af august har kineserne sendt over 1000 styk militært materiel til Rusland via jernbane.

Det kinesiske forsvarsministerium har ifølge BBC sagt, at de deltager i øvelsen med Rusland for at udvide det militære samarbejde og styrke begge landes evne til sammen at svare igen på forskellige sikkerhedstrusler. 

Tirsdag mødtes den russiske præsident, Vladimir Putin, med sin kollega den kinesiske præsident, Xi Jinping.
Tirsdag mødtes den russiske præsident, Vladimir Putin, med sin kollega den kinesiske præsident, Xi Jinping. Foto: Dmitri Lovetsky / Pool / Ritzau Scanpix

Tirsdag mødtes den russiske præsident, Vladimir Putin, med den kinesiske præsident, Xi Jinping, i en helt anden sammenhæng. Det skete ved et økonomisk topmøde i den russiske by Vladivostok. Foran de rullende tv-kameraer sagde Vladimir Putin, at de to lande havde et samarbejde baseret på tillid indenfor områder som politik, sikkerhed og netop forsvar. 

Kineserne har før været med men aldrig i den slags kæmpeøvelser. Det er et vink med en vognstang til Vesten om, at hvis Rusland bliver presset op i en krog, så har man andre venner, altså kineserne, som jo også har deres egne konflikter med USA, nemlig Trumps handelskrig.

Vladimir Putin har planlagt et besøg til øvelserne en af de kommende dage, men det vides endnu ikke præcist hvornår.