Svensk tv tager afstand fra partileders udtalelser under debat

Sverigedemokraterna mener, det er "uacceptabelt" og "uden fortilfælde", at SVT på den måde tager afstand fra en partileder.

Fredag aften mødtes de svenske partiledere i en afsluttende tv-debat inden søndagens valg i Sverige.

Bølgerne gik højt undervejs, men det er, hvad der skete umiddelbart efter debatten, som har taget overskriften i de svenske medier.

I nedlægget efter tv-debatten lød det fra studieværten, at den statslige svenske tv-station SVT tager afstand til Sverigedemokraternas partileder Jimmie Åkessons udtalelser under debatten.

- Vi skal starte med at sige, at Jimmie Åkessons udtalelser her i indledningen var groft generaliserende, og SVT tager afstand til det, sagde studieværten Martina Nord ifølge blandet andre Expressen og Omni.

Under debatten svarede Jimmie Åkesson på angreb fra de andre partier med et grin og en joke om at ville indføre "den sorte død" ("digerdöden", red.).

Han sagde også, at det er svært for personer med indvandrerbaggrund at få job i Sverige, fordi de "ikke er svenskere".

- Lad os lige tale ud af posen. Grunden til at så få indvandrere kommer i arbejde er, at de ikke er svenskere og ikke passer ind i Sverige, lød det fra Jimmie Åkesson.

Slog næven i bordet

Den udtalelse fik Annie Lööf fra Centerpartiet til at blive så vred, at hun hamrede næven i bordet.

- Hvordan er det, du udtrykker dig?, sagde hun.

- Du er altid så vred. Hold op med at skrige og råbe i hver eneste debat, svarede Jimmi Åkesson.

Ifølge Expressen var Jimmie Åkesson placeret længst til højre blandt de otte deltagere i tv-debatten, og han forsøgte flere gange at bryde ind i debatten, når han følte han blev angrebet.

Afstemning

SD: Uden fortilfælde i svensk historie

Kort efter udsendelsen udsendte Sverigedemokraterna et tweet, hvor de kalder SVT's ageren for "helt uden fortilfælde i moderne svensk historie".

Flere personer fra partiets top er ligeledes gået til angreb på tv-stationen. Ifølge Aftonbladet kalder Martin Kinnunen fra Sverigedemokraternas ledelse SVT's afstandtagen for "uacceptabel" og betegner SVT som en "møgkanal".

- SVT går altså ud efter debatten og kritiserer Åkesson for, at han gør det klart, at indvandrere har sværere ved at få job i Sverige, hvis ikke de tilpasser sig. Uacceptabelt. Møgkanal, skriver han.

TV 2s udsendte reporter Hans Redder fulgte debatten på svensk tv. Han forudser, at situationen vil komme til at fylde i debatten i Sverige det seneste døgn op til valget.

- Det er en ret opsigtsvækkende handling, at et public-service-organ, der skal forholde sig objektivt og har en central rolle ved at sende den her afsluttende debat, et døgn før valgstederne åbner, direkte melder sig ind i valgkampen ved at tage afstand fra en af partilederne, forklarer Hans Redder.