KOMMENTAR: Anonym kronik gør USA en bjørnetjeneste

16x9
Onsdag udgav New York Times en anonym kronik, som kritiserer den amerikanske præsident. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Med publiceringen underminerer forfatteren de samme kræfter, der åbenbart er nødvendige for at sikre nationens velvære.

Som en journalist skrev til mig i dag: ”Hvor. Er. Det. En. Vild. Kronik.”

Den anonyme kommentar i The New York Times er ikke bare vild - den er uset. Jeg kan ikke komme i tanke om et fortilfælde i amerikansk historie, hvor en (angivelig) højtstående medarbejder i en siddende amerikansk administration på den måde går ud og advarer nationen imod karaktertræk ved deres siddende og folkevalgte leder.

Nogle har sammenlignet skriveriet med den legendariske amerikanske diplomat George Kennan og hans berømte X-artikel i tidsskriftet Foreign Affairs i 1947. Her argumenterede diplomaten for behovet for at inddæmme Sovjetunionens ekspansive trang.

Men de to ting kan ikke sammenlignes meningsfyldt. For det første vidste mange godt, at Kennan var ophavsmanden, da han i et telegram året forinden havde fremlagt de samme tanker. For det andet kan de to artikler ikke sammenlignes. Kennan advarede imod en ydre fjende. Den anonyme medarbejder advarer mod de destruktive og farlige instinkter, vedkommende ser i sit eget lands leder. Instinkter, der åbenbart gør det nødvendigt at inddæmme en demokratisk valgt præsident.

Jeg har ytret mig til spekulationerne om, hvem den anonyme skribent mon er andre steder hos TV 2. Så nok om det, selvom jeg godt forstår fascinationen ved det. Særligt fordi, der er så mange ansatte i Trump-administrationen, som man kan mistænke for at være ophavsmanden eller ophavskvinden bag indlægget.

Modstandsbevægelsen bekender kulør

I den her kommentar vil jeg dog hellere fokusere på indlæggets substans og timing.

For kort sagt er der ikke meget nyt under solen i det famøse indlæg. Vi har hørt de samme fortællinger fra et hav af anonyme kilder i Trump-administrationen de sidste tyve måneder.

Hvad der er nyt, er den konkrete italesættelse af en indre modstandsbevægelse i Det Hvide Hus.

Det skelsættende er, at en af modstandsfolkene nu åbenbart selv har sat sig til tasterne og har følt behov for at bekræfte de mange historier, der i forvejen cirkulerede. At vedkommende har følt det nødvendigt at berolige nationen og forsikre amerikanerne om, at der altså er en række støttepædagoger i Det Hvide Hus, der inddæmmer landets folkevalgte, men åbenbart til tider dybt destruktive præsident.

I forlængelse af dette historiske indlæg er det store spørgsmål derfor, hvordan vi skal kategorisere kommentaren i New York Times. Der er ikke nogen tvivl om, at avisen selvfølgelig skulle publicere indlægget.

Hvad der til gengæld ikke er så lige til, er diskussionen om, hvorvidt vedkommende skulle have skrevet indlægget til at begynde med.

Er motivet ædelt eller selvbetjenende?

For det første er der spørgsmålet om, hvorfor vedkommende besluttede sig for at skrive indlægget. Er der tale om en repræsentant for en flok (indtil videre) anonyme patrioter med ædle formål, der prøver at beskytte USA og nationens interesser?

Måske. Det virker til, at den anonyme medarbejder har hjertet på rette sted og fædrelandskærligheden i behold. Og der er ingen tvivl om, at indlægget er et vigtigt og historisk bidrag og dokument i den vedvarende debat om, hvorvidt Donald Trump er egnet til at være USA's præsident.

Men samtidig kan man selvsagt ikke udelukke, at motiverne også i høj grad har karakterer af at være selvbetjenende. Man kan godt have mistanken, at der er tale om det, tyskerne med et genialt udtryk kalder torschlusspanik.

Udtrykket bruges typisk om ældre singlekvinder, der løber om kap med det biologiske ur i jagten på mand og børn. Men i det her tilfælde kan udtrykket også være en meget rammende beskrivelse af en flok medarbejdere, der måske også prøver at redde deres eget eftermæle ved at tage afstand fra en historisk upopulær præsident, inden historiens dom rasler ned over dem, når præsident Trump en dag er politisk fortid.

Et PR-stunt med knap så noble formål med andre ord.

Hvorfor kommer indlægget netop nu?

Dette henleder os til spørgsmålet om timingen. For hvorfor publicere indlægget lige netop i denne uge?

Den mest sandsynlige forklaring er veteranjournalisten Bob Woodwards nye bog, der udkommer i næste uge. Dagen inden publiceringen af det anonyme indlæg var de første uddrag af journalistens nye bog blev offentliggjort – og tematisk er der et stort overlap mellem uddragene og substansen i den anonyme skribents indlæg.

I mange tilfælde underbygger skribenten faktisk Woodwards påstande om præsident Trumps lunefulde og svingende temperament. Så selv om indlægget blev skrevet før uddragene blev publiceret, har vedkommende nok kendt til indholdet af Woodwards bog. Højst sandsynligvis fordi vedkommende selv har valgt at medvirke i bogen som anonym kilde.

Forfatteren burde have stået frem

Dette fører os naturligt til det sidste element: forfatterens anonymisering.

I mine øjne gavner vedkommendes fremgangsmåde ikke sagen. Tværtimod gør forfatteren den såkaldte indre modstandsbevægelse i Det Hvide Hus en bjørnetjeneste.

Hvis det virkelig skulle have rykke noget, burde vedkommende have stået frem med navn. Eller have ladet være med at indsende indlægget til at begynde med.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, og måske vil nogle opfatte det som en gratis omgang, når det kommer fra den behagelige analytikerstol. En stol, hvor man selvsagt ikke selv skal stå til ansvar og ikke dagligt er konfronteret med præsident Trumps luner i samme omfang.

Forfatterens forpligtelse

Men uanset hvordan man vender og drejer det, vil jeg mene, at man ikke kan have begge dele.

Man kan ikke både være en del af en anonym indre modstandsbevægelse i Det Hvide Hus og samtidig ville henvende sig til offentligheden og udbasunere ens indre mission, hvis man ikke er villig til at stå på mål for det med navn.

Særligt ikke når man mere end indikerer - for eksempel ved at henvise til det 25. forfatningstillæg - at en demokratisk valgt statsleder burde fjernes fra magten, eller som minimum har brug for støttepædagoger.

Jeg vil ikke kalde det, som denne indre modstandsbevægelse foretager sig, som et forsøg på at kuppe en demokratisk valgt præsident. Men hvis tingenes tilstand virkelig er så graverende, som den anonyme skribent beskriver, så kan der ikke være nogen tvivl om, at forfatteren har en forpligtelse til at gå til de rette instanser for at få det standset. Eller alternativt fortsætte sin mission undercover frem for at fortælle hele verden om den.

I stedet for har vi en dramatisk situation, der nok bliver forværret med publiceringen af indlægget.

For med det anonyme indlæg i New York Times har vedkommende i sidste ende primært bidraget til at styrke præsident Trumps paranoia og åbnet op for en klapjagt, der i sidste ende underminerer de selv samme kræfter, der ifølge skribenten er med til at sikre nationens velvære.

Det er der ingen, der er tjent med – selvom det har givet ny anledning til den vigtige diskussion om, hvorvidt USA's siddende præsident er stabil nok til at kunne varetage sit hverv.