Trump tog Canada med bukserne nede, men Trudeau vil ikke lade sig presse til ny aftale

16x9
USA's præsident, Donald Trump, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, er begge stadig positive i forhold til udsigterne om en ny nordamerikansk handelsaftale. Foto: Geoff Robins / Ritzau Scanpix

USA har truet med at øge tolden på biler og autodele fra Canada, hvis ikke det lykkes at nå til enighed før fredag.

Canada blev taget med bukserne nede, da den amerikanske præsident Donald Trump mandag kunne fortælle, at en handelsaftale mellem USA og Mexico var på plads. Det forklarer den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, til The Guardian.

Særligt kom det bag på canadierne, at Mexico var klar til at erstatte Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (Nafta) med en bilateral aftale kun med USA. 

Freeland valgte derfor at afbryde en rejse i Europa for at tage til USA og sætte sig tilbage ved forhandlingsbordet. Men canadierne har travlt, for Donald Trump har sat fredag som deadline, hvis de vil med i aftalen.

- Det kommer til at blive en indsats for fuld damp. Vi vil kæmpe for de canadiske nationale interesser og for canadiske værdier, mens vi leder efter områder, hvor vi kan finde et kompromis, siger Chrystia Freeland, der forholder sig "optimistisk" forud for forhandlingerne.

På et pressemøde onsdag siger Canadas premierminister, Justin Trudeau, at han ligeledes anser det som muligt at nå frem til en aftale før Trumps deadline.

- Vi anerkender, at der er muligheder for at nå i mål inden fredag, men det er kun en mulighed, for det vil afhænge af, hvorvidt der i sidste ende er en god aftale for Canada, fastslår Trudeau ifølge The Guardian og tilføjer:

- Ingen Nafta-aftale er bedre end en dårlig Nafta-aftale.

Trump: Vi er tilbage på sporet

Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, har meddelt, at han forventer, Canada kommer til at slutte sig til aftalen, og Donald Trump fortæller onsdag, at han tror på, at det lykkes at nå til enighed.

Ifølge Trump går forhandlingerne med Canada "rigtig godt".

- De ønsker at være en del af aftalen, og vi har givet dem indtil fredag, og jeg tror, at vi formentlig er tilbage på sporet. Vi må se, hvad der sker, lød det fra Trump til reporterne ved Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Truer Canada med ny told

Forhandlingerne om en ny nordamerikansk handelsaftale har stået på et års tid, og Donald Trump har gjort det klart, at USA og Mexico kan gå videre med den nye aftale uden Canada. 

Mandag sagde Trump, at hvis det ikke lykkes at nå til enighed med Canada, vil han øge tolden på biler og autodele, som USA importerer fra naboen mod nord. 

- Det bliver enten told på biler, eller at en aftale falder på plads. Og told på biler er helt ærligt en meget nemmere vej at tage, men måske vil det andet (en aftale, red.) være meget bedre for Canada, sagde Trump mandag ifølge The Guardian.

USA er Canadas største eksportmarked. Og eksporten af køretøjer udgør 56 milliarder amerikanske dollar eller cirka 20 procent af den samlede udførsel til USA ifølge BBC. 

Men gør Trump alvor af truslen, vil USA også komme til at betale en høj pris, fordi de amerikanske bilfabrikker bruger autodele produceret i Canada.