Trump advarer om 'voldelige konsekvenser', hvis demokraterne vinder midtvejsvalg

16x9
Donald Trump taler til mødet med de kristne ledere. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Medier gengiver ord fra Trump, der faldt på et lukket møde med kristne ledere. USA-analytiker ser tegn på panik hos Det Republikanske Parti før valg.

USA’s præsident, Donald Trump, gør i disse dage, hvad han kan for at sikre sit republikanske parti mest mulig opbakning, når der er midtvejsvalg den 6. november.

Mandag var han til møde med ledere fra den magtfulde evangeliske kirke, hvis medlemmer er blandt hans kernevælgere. Ifølge flere amerikanske medier talte Donald Trump med store bogstaver ved mødet, der fandt sted i Det Hvide Hus, for at sikre at de får deres medlemmer til at stemme.

Advarer om voldelige konsekvenser

Medier som New York Times, CNN og NBC News gengiver - på baggrund af lydoptagelser - dele af Trumps ord, der faldt i forbindelse med en middag, efter at præsidenten havde holdt sin officielle tale og dørene var blevet lukket for pressen.

Under middagen advarede han ifølge optagelserne om voldelige konsekvenser, hvis Demokraterne vinder kontrollen over Kongressen. 

- Det er ikke et spørgsmål om at kunne lide eller ej. Det er et spørgsmål om, at de vil omgøre alt, hvad vi har gjort, og de vil gøre det hurtigt og voldeligt, sagde Trump ifølge CNN.

Trump gentog flere gange ordet voldeligt. Han advarede blandt andet mod Antifa, der er en fællesbetegnelse for et løst organiseret netværk af aktivister på den yderste venstrefløj og beskrev konsekvenserne, hvis de republikanske vælgere ikke går til stemmeboksen.

- I er et valg væk fra at miste alt, hvad I har, lød fra Trump ifølge NBC News.

Sendte hilsen til John McCain

I den officielle tale, som er gengivet på Det Hvide Hus’ hjemmeside, lagde Trump blandt andet vægt på, at hans administration har stoppet undermineringen af religionsfrihed.

- Vi er samlet her i aften for at fejre USA’s arv bestående af tro, familie og frihed. Som I ved, har regeringen de seneste år prøvet at underminere religiøs frihed. Men angrebene mod trossamfund er ovre. Vi har stoppet det, lød det fra Trump.

Han benyttede også lejligheden til at tale om den nu afdøde senator John McCain: 

- Vores hjerter og bønner går til senator John McCains familie, som går meget aktivitet i møde de næste dage. Vi sætter meget stor pris på alt, hvad senator McCain har gjort for vores land. Mange tak, lød det i talen fra Trump, til stor jubel blandt de fremmødte.

Analytiker: Tegn på panik

Trumps retorik under den lukkede middag er et tegn på, at Det Republikanske Parti er ved at gå i panik frem mod midtvejsvalget til november, vurderer USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- De kristne er en meget central del af den republikanske base. Derfor er republikanerne blandt andet bange efter de mange personsager, som Trump har været involveret i.

Mirco Reimer-Elster ser Trumps udmelding til mødet som et forsøg på at mobilisere de mange kristne vælgere, som kan være påvirket af Trumps personsager.

- Han sørger for at sige, at det er ham, der udpeger dommerne og sørger for, at de kristnes religiøse overbevisning bliver beskyttet. Og understreger at det samme ikke sker, hvis Demokraterne vinder valget.

- Jeg ser primært hans udmeldinger som en måde at gøre tydeligt for de republikanske vælgere, at de skal ud og stemme. Og det gør han ved at male et meget dyster billede op. Trump er kendt for at overdrive, og det gør han også her, siger Mirco Reimer-Elster.