Genforenet efter årtiers ufrivillig adskillelse - men glæden var kort

Som resultat af Kim Jong-un og Moon Jae-ins historiske møde, blev flere familier fra Nord- og Sydkorea genforenet efter årtiers adskillelse.

De knuger sig til hinanden.

Stående i den nordkoreanske bjerg-  og turistby Mount Kumgang. På en historisk mandag den 20. august. Samlet over tre dage, hvor familier, brødre og søstre, mødre og døtre, på sammenlagt et halvt døgn vil forsøge at indhente næsten et helt livs adskillelse. Genforenet mellem Korea i nord og nabolandet i syd.

Billedet viser tårerne vælte ned ad kinderne på dem.

De er nogle af de heldige, der fik lov til at se hinanden.

Se hinanden for første gang i næsten 70 år.

Men efter tre dage og tre møder på sammenlagt 12 timer var det slut.

93-årige Ham Sung-chan kom, så og vinkede farvel til sin 79-årige bror Dong Chan - og tårerne pressede sig igen på:

- Jeg sagde til mig selv: ”Jeg græder ikke, jeg græder ikke”, men jeg eksploderede i tårer, siger Ham Sung-chan ifølge nyhedsbureaet AP.

Tusindvis mangler genforening

Ham Sung-chan var blot én blandt 197 sydkoreanere, der besøgte Diamond Moutain resort i Nordkorea mandag til onsdag, mens omkring 300 fik lov fredag til søndag.

Jeg eksploderede i tårer

93-årige Ham Sung-chan

I Sydkorea, hvor familierne udvælges ved lotteri, havde flere end 57.000 mennesker registreret sig som overlevende fra krigen i håb om at blive udvalgt til et kortvarigt familiemøde. Men kun en brøkdel var heldige i denne omgang.

Tusindvis af udeladte står derfor tilbage med udsigt til måske aldrig at se deres familiemedlemmer igen.

Men selvom Ham Sung-chan er taknemmelig for sit besøg, er meget fortsat uforløst: 

- Den tid, vi havde sammen, var for kort. Alt for kort. Det var ikke en uge. Det var ikke 10 dage. Lige efter vi mødtes, skulle vi rejse, siger han.

Han er født i det østlige Nordkorea, men arbejdede i Sydkorea. Og da Koreakrigen brød ud i 1950, blev han fanget på den anden side.

Der var gråd, da familierne sagde farvel til hinanden ved busserne.
Der var gråd, da familierne sagde farvel til hinanden ved busserne. Foto: Lee Su-kil/korea / Pool / Ritzau Scanpix

Men selvom de to brødre ikke havde set hinanden i næsten 70 år, var der ikke nogen tvivl om de tætte familiære bånd:

- Han råbte: ”Bror, det er mig”, siger Ham Sung-chan og fortsætter:

- Jeg genkendte ham lige med det samme. Han var den samme slanke, stille dreng. Måske var det vores blod, der førte os sammen, siger han.

Dong Chan havde altid troet, at Ham Sung-chan var død. Derfor troede han ikke på myndighederne, da de fortalte ham, at hans bror ledte efter ham.

Men det var sandt.

Og de tre dage i denne uge brugte brødrene på at fortælle hinanden om deres liv, vise hinanden billeder og lære hinanden at kende.

Ham lovede inden afskeden sin bror, at han vil være den første sydkoreanske statsborger, der søger om visum til Nordkorea, hvis forholdene mellem de to lande bliver så godt, at man kan krydse grænsen permanent. Det skriver AP.

Arbejder på flere genforeninger

De korte familiegensyn har fundet sted flere gange siden 1985. Sydkorea har gentagne gange opfordret til flere genforeningsmøder, men politiske spændinger og et ofte anstrengt forhold mellem de to lande har betydet, at møderne flere gange er blevet aflyst.

Koreakrigen - helt kort

Korea var besat af Japan indtil slutningen af Anden Verdenskrig og blev erobret af Sovjetunionen fra nord og USA fra syd.

Landet blev delt langs den 38. breddegrad. I syd indsatte USA en provestlig regering, og i nord indsatte Sovjetunionen oprørslederen Kim il-Sung som regeringsleder. I 1948 blev staterne Sydkorea og Nordkorea oprettet.

I 1950 brød Koreakrigen ud. Nordkorea blev støttet af Kina og Sovjetunionen, mens Sydkorea blev støttet af FN (i praksis USA og en række allierede).

Krigen sluttede med en våbenstilstandsaftale i 1953. Grænsen blev stort set liggende langs den 38. breddegrad.

Ved et møde i januar udtalte Sydkoreas minister for genforening, Cho Myoung-gyon, at Sydkorea ønskede at genforene de splittede familier. Alene det, at Nordkorea accepterede Sydkoreas invitation til dette møde, blev opfattet som et tegn på opblødning mellem de to naboer.

Nordkoreanske Kang Ho Rye på 89 år, da hun sagde farvel til sine sydkoreanske søstre.
Nordkoreanske Kang Ho Rye på 89 år, da hun sagde farvel til sine sydkoreanske søstre. Foto: Korea Pool / Ritzau Scanpix

Denne uges genforeninger er de første i tre år og udløber af den aftale, der blev underskrevet af de nord- og sydkoreanske ledere, Kim Jong-un og Moon Jae-in, ved et historisk topmøde i april, hvor en fredsaftale blev annonceret.

Men der vil blive arbejdet på at få flere møder i stand. Det fortæller en repræsentant for Røde Kors, der står for at arrangere møderne:

- Forestil dig at gå 73 år uden at vide, om deres familiemedlemmer stadig er i live eller døde – ingen nyheder overhovedet. Fortvivlelsen og vreden, det er en ufattelig menneskelig tragedie, har Park Kyong-seo, direktør for sydkoreansk Røde Kors, tidligere sagt til CNN.

Han fortæller, at han sammen med nordkoreanske samarbejdspartnere vil forsøge at finde andre måder at hjælpe det store antal koreanere, der stadig venter.

I alt har 18.800 nord- og sydkoreanere ifølge Ritzau haft mulighed for kortvarigt at blive genforenet med deres familier.

85-årige Pak Yong-hi græd, da hun skulle ombord på bussen igen.
85-årige Pak Yong-hi græd, da hun skulle ombord på bussen igen. Foto: Yonhap / Ritzau Scanpix

I september mødes Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, igen. De to ledere har lovet at arbejde videre mod "en erklæring om afslutningen på Koreakrigen og underskrivelsen af en fredsaftale".