Sladdermagasin brugte omstridt metode til at skjule Trumps hemmeligheder

16x9
Trump har været gode venner med National Enquirers direktør, David Pecker, i årevis Foto: TV2 / TV2

Manden bag tabloidavisen National Enquirer, der hjalp Donald Trump til magten ved at tilbageholde historier, kan nu være med til at fælde ham.

Et pengeskab fyldt med hemmeligheder, opsnappet ved hjælp af ’catch-and-kill’-metoden (fang og dræb, red.).

Der er ikke tale om kidnapning eller mord, men derimod sladderbladet National Enquirers metode til at opsnappe og hemmeligholde skandalehistorier, som kan skade en given person – i dette tilfælde den amerikanske præsident Donald Trump.

TV 2 har talt med USA-analytiker Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet, for at forstå fænomenet ’catch-and-kill’ og det kontroversielle magasin:

- National Enquirer er et blad, der får Se&Hør til at minde om Kristeligt Dagblad, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

Sagen kort

Sladdermagasinet National Enquirer betalte i 2016 Playboy-modellen Karen McDougal 150.000 dollars for retten til hendes historie om, at hun angiveligt har været Trumps elskerinde.

Men i stedet for at udgive historien blev dokumenterne om sagen gemt i et pengeskab på chefens kontor i New York.

Det er så langt ude et sladderblad, så ondartet, så man næsten ikke tror sine egne øjne, når man ser det

Niels Bjerre-Poulsen, USA-analytiker

På den måde blev historien opsnappet og tilbageholdt under præsidentvalgkampen - kendt som fænomenet 'catch-and-kill', da historien på den måde bliver indfanget og lagt død, inden den når offentligheden.

Chefen

Manden bag magasinet er David Pecker.

Han ejer American Media, som har en hel række af tidsskrifter og tabloidmedier under sig, heriblandt National Enquirer. Han er samtidig en gammel ven af Donald Trump – det var han i hvert fald indtil han i torsdags indgik en aftale om straffrihed med anklagemyndigheden, hvor han til gengæld lover at fortælle alt om, hvordan han og hans mange blade under valget i 2016 efter aftale med Trump-lejren undlod at trykke historier, som kunne skade den daværende præsidentkandidat.

Det skriver medierne The Wall Street JournalVanity Fair og The New York Times, som alle citerer flere unavngivne kilder.

Magasinet

For at forstå hvordan National Enquirer arbejder, skal man dykke lidt mere ned i deres dækning af præsidentvalgkampen i USA.

Ifølge Politico blev Donald Trump af National Enquirer fra start udråbt til vinder, mens de brugte talrige af forsider på at fortælle kritiske – og mere eller mindre sandfærdige – historier om Hillary Clinton.

Et udsnit af National Enquirer-forsider med Hillary Clinton fra valgkampen.
Et udsnit af National Enquirer-forsider med Hillary Clinton fra valgkampen. Foto: Politico

- Det er så langt ude et sladderblad, så ondartet, så man næsten ikke tror sine egne øjne, når man ser det, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

Donald Trump er af en anden overbevisning. Hvis det stod til ham, burde magasinet have vundet den prestigefulde Pulitzer-pris for sin dybdeborende journalistik, har han udtalt ifølge Washington Post.

Et faktum, som Niels Bjerre-Poulsen ryster på hovedet ad. Han henviser blandt andet til bladets dækning af Trumps sidste konkurrent blandt de republikanske kandidater, Ted Cruz. National Enquirer skrev en historie, hvori Ted Cruz’ far blev udråbt som medskyldig i mordet på J.F. Kennedy.

Forsiden af National Enquirer med Ted Cruz.
Forsiden af National Enquirer med Ted Cruz. Foto: TV 2 / TV 2

I USA er reglerne væsentligt anderledes end i Danmark, når det kommer til pressen.

- Men den måde injurielovgivningen er skruet sammen på i USA, så er det nærmest umuligt at sagsøge et tidsskrift som National Enquirer, så der er ret frit slag, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Flere hemmelige historier kan være gemt væk

Pengeskabet på David Peckers kontor har angiveligt indeholdt flere kontroversielle sager.

- Det siges, at boksen var en rigtig boks med talkode i ægte Olsen Banden-stil. Men da Karen McDougal-sagen begyndte at rulle, blev indholdet flyttet eller tilintetgjort, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

Hvad der så ellers lå gemt væk af sprængfarlige historier ved National Enquirer, står derfor endnu hen i det uvisse.

- Det er der mange, der meget, meget gerne vil vide i dag, siger Niels Bjerre-Poulsen.