KOMMENTAR: Trumps justitsminister holder næppe året ud

16x9
Jeff Sessions ses her i baggrunden ved en Trump-tale. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Jeff Sessions er gået fra at være en af præsidentens favoritter til at blive udsat for regulær voksenmobning.

Forholdet mellem Donald Trump og Jeff Sessions er et af de mest tumultariske i Trump-administrationen.

Under den amerikanske præsidentvalgkamp gav den daværende mangeårige republikanske senator fra Alabama overraskende (tidligt) sin støtte til den politiske pirat og outsider Trump. Vel og mærke som den første siddende republikanske senator overhovedet.

At Sessions efter Trumps overraskende valgsejr fik en post i administrationen, var der derfor ingen tvivl om. For hvis der er noget, Donald Trump vægter højt, så er det loyalitet. Justitsministerposten var så og sige Trumps måde at sige tak på til Sessions.

Men siden Sessions blev minister, har præsidenten igen og igen kritiseret justitsministeren, han selv har udpeget. Det har været voksenmobning på et højt niveau, vi har været vidne til. Det samme gælder for det justitsministerium, som Sessions står i spidsen for. I denne uge kaldte præsidenten for eksempel Sessions` ministerie for en total ”en total joke”.

Præsidenten virker i øvrigt heller ikke synderlig imponeret af sin ministers intellektuelle kapaciteter. Tre dage inden han havde afskrevet justitsministeriet som værende en vittighed, havde Trump karakteriseret sin justitsminister som værende ”blank”.

Ruslandsundersøgelsen er nøglen

Så hvad er det, der får præsidenten til at tvivle på justitsministerens intellektuelle færdigheder?

På en måde er der tale om en ret paradoksal situation.

For det første fordi Sessions faktisk er kvalificeret til at bestride justitsministerposten som tidligere justitsminister i sin hjemstat Alabama.

For det andet fordi Sessions grundlæggende faktisk på en lang række områder har gennemført præsidentens agenda.

Rent substantielt er der altså ikke meget at komme efter, burde man tro. Problemet for Sessions er dog, at han har fejlet på lige præcis det ene område, som optager præsidenten mere end noget andet: Ruslandsundersøgelserne. Her har justitsministeren begået den ultimative dødssynd set med Trumps øjne: Sessions valgte at være loyal over ministeriet og dets procedurer og ikke hans chefs præferencer.

Det er sgu ret vildt, selv i en verden hvor vi efterhånden har vænnet os til det glade vanvid

Mirco Reimer-Elster

I starten af marts 2017 erklærede justitsministeren sig inhabil til at overse justitsministeriets Ruslandsundersøgelse.

Beslutningen blev annonceret i kølvandet på, at det kom frem, at også Sessions havde glemt at fortælle om en række møder med russere under den amerikanske valgkamp. Derefter blev det vicejustitsministeren Rod Rosenstein, der overså Ruslandsundersøgelserne – fra maj 2017 også den særlige anklager Robert Muellers.

Sessions beslutning var efter bogen; justitsministeren havde fulgt den anbefaling, han havde fået fra sine embedsmænd. Ikke desto mindre har denne handling, som altså skete tilbage i marts 2017, i snart halvandet år formået at få præsidentens pis i kog.

Så sent som i juni måned i år tweetede Trump, at Sessions var blevet fyret, hvis præsidenten på forhånd havde vidst, at hans justitsminister ville erklære sig inhabil til at overse Ruslandsundersøgelserne.

Loyal to Familia, Trump-style

I dag gik præsidenten så skridtet videre og erklærede, at Sessions kun havde fået justitsministerposten, fordi han havde støttet Trump så tidligt under valgkampen. I det mindste er Trump ærlig. Det er denne del af Trumps kritik, der får os tættere på sagens substantielle kerne.

I Donald Trumps forståelse skal justitsministeriet tydeligvis arbejde for at fremme præsidentens interesser – særligt når det kommer til, hvem der skal retsforfølges, og hvem der ikke skal.

Antallet af interviews og tweets, hvor Trump brokker sig over, at navngivne personer ikke bliver retsforfulgt – eller er blevet undersøgt, men hvor justitsministeriets konklusioner ikke passer Trump – er efterhånden utallige.

Ligeledes er det åbenbart præsidentens opfattelse, at justitsministeren skal beskytte præsidenten imod dårlige sager eller ubekvemme undersøgelser, for eksempel hvis præsidenten opfatter dem som værende ”heksejagter”. For bare at tage det seneste eksempel: Så sent som i går brokkede præsidenten sig i et interview med tv-stationen Fox News over, at justitsministeriet angiveligt skulle være befolket med demokrater, og at hans justitsminister aldrig var trådt i karakter.

Hvornår fyrer Trump Sessions?

Det var denne kritik, der ret bemærkelsesværdigt og sjældent fik justitsministeren til at svare igen via en pressemeddelelse i går.

Igen er det værd at stoppe op og fundere over det, vi er vidne til: En tidligere republikansk senator og nuværende justitsminister – der blev udpeget af en republikansk præsident – føler behov for at slå fast, at han faktisk trådte i karakter i embedet fra dag et. Modsat hvad manden, der gav ham jobbet, postulerer. Det er sgu ret vildt, selv i en verden hvor vi efterhånden har vænnet os til det glade vanvid.

Hensigten med præsidentens kommentarer står rimelig klart. Trump prøver at mobbe Sessions ud af embedet. Det behøver man efterhånden ikke at være USA-analytiker for at kunne se. Hvilket bringer os til et andet paradoks.

Det mest bemærkelsesværdige ved Trumps efterhånden langevarende offentlige mobning af Sessions er præsidentens inkonsekvens. Hvorfor fyrer Trump ikke bare Sessions? Særligt efter det kontante modsvar ville det da være oplagt, at præsidenten endnu engang ytrede de berømte ord ”you are fired” og fandt sig en ny justitsminister.

Svaret er nok, at præsidenten godt ved, at timingen i en sådan beslutning lige nu ville være mildest talt suboptimalt. En fyring vil blive set som et åbenlyst forsøg fra Trumps side på at blande sig i Ruslandsundersøgelsen. Præsidenten har ligesom været ret åben omkring, at han er utilfreds med justitsministerens håndtering af sagen og i øvrigt mener, at undersøgelsen aldrig burde være blevet åbnet og dernæst være blevet lukket ned igen for længst.

På lige præcis den front fik præsidenten måske en åbning i går efter et par fremtrædende republikanere i senatet – der ellers har støttet deres tidligere kollega Sessions - åbnede op for, at præsidenten burde udskifte sin justitsminister, og at de sagtens kunne finde tid til konfirmationshøringer. Dog vel og mærke først efter midtvejsvalget. Det vil nok også være strategisk smartere at vente med fyringen fremfor at give oppositionen endnu et argument til at få sine vælgere ud og stemme den 6. november.

Men gemt er som bekendt jo ikke glemt. Så hvis jeg var Jeff Sessions, ville jeg nok regne med at skulle troppe op på det lokale jobcenter inden jul og allerede så småt forberede fruen på, at julegaverne bliver mindre i år.