USA øger atter toldafgifterne på kinesiske varer

16x9
Præsident Trump og Kinas præsident Xi Jinping går et trin op på eskalationsstigen i handelskrigen mod hinanden. Foto: Nicolas Asfouri / Scanpix Denmark

De ventede øgede toldafgifter fra USA mod Kina er torsdag morgen trådt i kraft. Kina vil svare tilbage straks.

USA har torsdag morgen dansk tid tilføjet yderligere toldafgifter mod Kina, som det tidligere er blevet varslet.

Gennem flere måneder har en handelskrig været under optrapning mellem de to lande.

USA tilføjer yderligere stigninger af tolden på varer fra Kina til en værdi af 16 milliarder dollar.

Kinas straks ude med modsvar

Kina har varslet en umiddelbar modreaktion. Og blot en halv time senere har Kina fulgt trop og indført tilsvarende toldafgifter på amerikanske varer til en værdi af 16 milliarder dollar.

Det kinesiske handelsministerium oplyser i en pressemeddelelse, at Kina ser sig nødsaget til at fortsætte med at slå tilbage mod USA.

- Kina modsætter sig resolut dette og vil blive ved med at tage de nødvendige modtræk, lyder det.

Men nok er nok, mener handelsministeriet. Derfor vil Kina nu sende en klage over den amerikanske opførsel til Verdenshandelsorganisationen (WTO), lyder det fra ministeriet.

Formålet med klagen er "at beskytte den frie handel og de multilaterale systemer" og ikke mindst at "forsvare Kinas egne retlige interesser".

Sender forhandler til USA

Parterne har tidligere på ugen meddelt, at der skal sendes en kinesisk forhandler til USA sidst i august for at genoptage handelssamtaler mellem de to lande.

Kinas vicehandelsminister Wang Shouwen, der også er repræsentant for internationale handelsforhandlinger, skal mødes med David Malpass, en embedsmand fra USA's finansministerium, fremgår det af en udtalelse.

Her skal de forsøge at lægge en dæmper på den handelskonflikt, der er taget til inden for de seneste uger.