Efter 116 år lukkes populære dyrekiks ud af burene

16x9
Sådan ser de nye æsker ud til Barnum's Animal Crackers. Dyrene er nu fri og befinder sig i savannelignende omgivelser. Foto: Charlie Neibergall / Ritzau Scanpix

Kikseproducenten har foretaget ændringen efter pres fra dyreværnsorganisationen PETA.

Det lyder måske som en aprilsnar i august, men den er god nok.

Efter mere end et århundrede bag tremmer bryder de vilde dyr fra æskerne med dyrekiks nu fri.

Producenten af de populære Barnum’s Animals Crackers har valgt at give efter for pres fra dyreværnsorganisationen PETA og har ændret designet på indpakningen af deres kendte kiks.

Siden 1902 har løver, isbjørne, gorillaer og elefanter ligget i bure, men i det nye design står de fire dyr – nu med tilslutning fra en giraf – i det fri i savannelignende omgivelser.

- Da PETA henvendte sig om Barnum’s, så vi det som endnu en god mulighed for at holde vores firma moderne og nutidig, udtaler marketingschef Jason Levine fra producenten Mondelez ifølge Associated Press.

Bekæmper cirkusdyr i bure

Dyrekiksene har taget navn og tema fra det nu hedengangne Barnum and Bailey Circus.

Sådan så de gamle æsker ud. Dyrefamilierne lå adskilt bag tremmer i hver deres bur.
Sådan så de gamle æsker ud. Dyrefamilierne lå adskilt bag tremmer i hver deres bur. Foto: Kiichiro Sato / Ritzau Scanpix

PETA har i mere end 30 år protesteret mod brugen af vilde dyr i cirkusser verden over, og i 2016 formulerede organisationen et brev til Mondelez og deres datterselskab Nabisco og efterspurgte et nyt design til dyrekiksene.

- Med udgangspunkt i den grove grusomhed, der er forbundet med cirkusser, der bruger dyr, og offentlighedens tiltagende modstand mod udnyttelsen af dyr, der anvendes til underholdning, opfordrer vi Nabisco til at opdatere emballagen for at vise dyr, der frit kan bevæge sig rundt i deres naturlige omgivelser, lød det fra PETA i brevet.

Afstemning

Mondelez gav efter og gik i gang med at arbejde på et nyt design, der nu er på hylderne i supermarkederne.

Vilde dyr gjort forbudt i danske cirkusser

Ændringen vækker ikke overraskende begejstring hos dyreværnsorganisationen.

- De nye æsker for Barnum’s Animal Crackers reflekterer på perfekt vis, at vores samfund ikke længere tolererer at sætte vilde dyr i bure og kæder til cirkusforestillinger, udtaler PETA’s vicedirektør, Tracy Reiman, ifølge nyhedsbureauet AP.

Debatten om dyrevelfærd og brugen af vilde dyr i cirkusser har i de senere år været et varmt emne mange steder i verden.

Også herhjemme, hvor et politisk flertal tidligere i år gjorde det forbudt fremover at have vilde dyr i cirkusmanegen. Dermed bliver de tre tilbageværende elefanter i Cirkus Arena de sidste, vi får at se her i landet.

- For os er det vigtigt, at dyrene har det godt. Det gælder også for cirkuselefanterne, som lever i et stressende miljø. Derfor er tiden kommet til, at vi siger, at det her er de sidste elefanter, vi har i cirkus i Danmark, udtalte Simon Kollerup, dyrevelfærdsordfører i Socialdemokratiet.