Sørgende spækhugger bar sin døde unge 1600 kilometer

16x9
På snuden bar den 20-årige spækhugger sin døde unge 1600 kilometer. Foto: Center for Whale Research

Vi mennesker har ikke eneret på følelser, lyder det fra ekspert.

17 dage skulle der gå, før den 20-årige spækhugger Tahlequah var klar til at give slip på sin afdøde unge. En hun.

Ungen døde kort efter sin fødsel, men moderen var ikke klar til at sige farvel. Med snuden skubbede hun derfor sin unge 1600 kilometer langs den nordamerikanske vestkyst, mens hun forsøgte at følge med sin flok.

Andre spækhuggere fra flokken måtte flere gange hjælpe hende med at bære den døde unge afsted, ligesom de også forsøgte at få den sørgende mor til at spise lidt. Det fortæller observatører til The Atlantic.

Lørdag gav hun slip, og observatørerne så med det samme en ændring i hendes opførsel. Hun virkede straks mere glad og livlig igen, skriver mediet. 

- Vi har ikke eneret på følelser

Historien om den sørgende spækhugger-mor kommer ikke bag på Carl Kinze, der er biolog og specialist i hvaler. Det er sket før, og det kommer til at ske igen. 

- Spækhuggere er jo pattedyr, og alle pattedyr har følelser. Det betyder, at mødrene - nøjagtigt som mennesker - danner et moderligt bånd til deres unger, og det er derfor, hun ikke bare har opgivet sin unge, siger han til TV 2.

 Tahlequah (forrest i billedet, red.) ser ud til at være kommet sig over tabet af sin baby.
Tahlequah (forrest i billedet, red.) ser ud til at være kommet sig over tabet af sin baby. Foto: Center for Whale Research

Derfor er det ifølge Carl Kinze også ganske naturligt, at Tahlequah har skullet igennem en sorgperiode, før hun var i stand til at give endegyldigt slip.

- Det passer ikke, at sorg kun eksisterer hos mennesker. Vi har ikke eneret på følelser, og derfor ser man situationer som denne hos spækhuggere. Det kan også ses hos eksempelvis elefanter, fordi også de er flokdyr. 

Spækhuggere er meget sociale

Carl Kinze forklarer, at der netop hos flokdyr eksisterer en mere "sofistikeret" form for sorgfølelse, og at det er derfor, flokken har været så gode til at hjælpe den triste mor. 

- At gruppen hjælper hende, handler om det sociale bånd, der er i sådan en flok. Spækhuggere har en social struktur, og selvom de tænker på sig selv først, hjælper de gerne hinanden, fortæller han og uddyber: 

- De har en form for medfølelse.

Situationen er ikke ny

Hvaleksperten forklarer, at når en historie som denne får lov til at få spalteplads i medierne, er det, fordi vi mennesker ikke tidligere har haft samme adgang til dynamikken blandt dyr. Og slet ikke dyr, der artmæssigt er langt fra os.

- Det er ikke overraskende for mig, at det er sket. Sådan har det altid været, vi mennesker er bare blevet bedre til at dokumentere alle afkroge af verden nu, og det giver os en ny form for indsigt i andre arter, siger han.