Trafikeret motorvejsbro kollapset over huse i Genova - 23 døde

En trafikeret motorvejsbro nær den italienske by Genova er her til formiddag kollapset. Biler og lastbiler faldt 45 meter.

Morandi-broen, der fører A10-motorvejen over Polcevera-dalen nord for den italienske by Genova, er kollapset. Omkring 80 meter af kørebanen styrtede pludselig ned her til formiddag. 

Vi så, hvordan konstruktionen gav sig, og de første lastbiler fløj ned

Øjenvidne i Genova

Motorvejen var åben for trafik, da ulykken fandt sted omkring klokken 11.30. Adskillige biler faldt ned, da vejbanen og en af broens tre pyloner gav efter.

Mindst 23 personer har mistet livet i ulykken, og 16 er såret, heraf er ni personer i kritisk tilstand. Det oplyser landets myndigheder.

Tidligere lød meldingen fra landets vicetransportminister, Edoardo Rixi, at 35 mennesker havde mistet livet i ulykken.

- Dimensionerne er uden sidestykke, siger chefen for redningsberedskabet i Genova, Francesco Bermano, til nyhedsbureauet Adnkronos.

En familie på fire personer fortæller til avisen Republicca, at de så et lyn ramme en af broens pyloner, hvorefter broen begyndte at falde fra hinanden.

Den ødelagte bro.
Den ødelagte bro. Foto: Luca Zennaro / Ritzau Scanpix
Broen sank sammen på få øjeblikke.
Broen sank sammen på få øjeblikke. Foto: Handout / Ritzau Scanpix
Betonelementerne styrtede over 40 meter ned.
Betonelementerne styrtede over 40 meter ned. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

- Vi så, hvordan konstruktionen gav sig, og de første lastbiler fløj ned, oplyser et af familiemedlemmer til avisen.

Der søges stadig efter overlevende, og der er ankommet psykologhjælp til de mennesker, der overværede ulykken - flere af dem undgik med nød og næppe at styrte i døden eller at blive ramt af de tonstunge betonelementer.

Folk løb fra deres biler

Et vidne på stedet optog sammenstyrtningen med sin telefon - du kan se videoen herunder.

En befærdet motorvejsbro styrter sammen over beboet område. Video: Peter Møller
Genova ligger i den nordlige del af Italien.
Genova ligger i den nordlige del af Italien. Foto: TV 2
Broens vejbane var 45 meter over jorden.
Broens vejbane var 45 meter over jorden. Foto: Stefano Rellandini / Ritzau Scanpix

Broen passerer hen over et shoppingcenter, flere fabrikker, nogle boliger, et sæt togskinner med retning mod Milano samt floden Polcevera.

Nyhedsbureauet Adnkronos har talt med nogle af de bilister, der oplevede ulykken på nært hold. De fortæller, hvordan de i vild panik måtte flygte til fods ind i en tunnel for enden af broen.

- Jeg var i min bil omkring klokken 11.30, og havde netop passeret bommen fra Genova Lufthavn, da jeg så køen. Det regnede meget, og jeg troede det var en ulykke. Men så så jeg en en menneskemængde løbe mod mig. De skreg og rånte: 'Broen styrter sammen, løb..', siger et øjenvidne, Silvia Rivetti, til Adnkronos.

Silvia Rivetti søgte i sikkerhed i en tunnel, hvor andre bilister fortalte, at de havde set hvordan en af broens pyloner brød sammen.

Mellem 30 og 35 personbiler på broen

Andre var endnu tættere på døden.

Billeder fra stedet viser for eksempel, hvordan føreren af en lastbil var få meter fra at køre ud over kanten.

Chaufføren i lastbilen her nåede at bremse, inden broen styrtede sammen.
Chaufføren i lastbilen her nåede at bremse, inden broen styrtede sammen. Foto: Privatfoto

Ifølge tv-stationen  RAI, viser tal fra myndighederne, at der var mellem 30 og 35 biler samt tre lastbiler på broen, da den faldt sammen.

Betonelementerne fra vejbanen og pylonerne beskadigede flere bygninger, men ifølge myndighedernes oplysninger til RAI er der formentlig ingen, der er blevet ramt af betonelementerne.

En af dem, der var tæt på at blive ramt af broen hedder Marco Alloisio.

Han bor under dens skygge og var hjemme, da den styrtede sammen.

- Jeg hørte en høj lyd, en slags brøl. Det var mærkeligt, må jeg sige. Jeg kiggede ud af vinduet og så,  broen kollapse. Det var et skræmmende syn, jeg tænkte på hallucinationer eller noget i den retning, men det var ikke sådan. Et billede inden i mig, jeg ikke kan glemme... Og så så jeg broen krølle sig sammen på Polcevera-floden, siger han til mediet Genova24.

Da broen faldt flygtede han fra sit hjem, men hans hus ligger under den del af broen, der stadig er intakt.

Broen styrtede sammen over et beboet område.
Broen styrtede sammen over et beboet område. Foto: Handout / Ritzau Scanpix
En af pylonerne kollapsede og kørebanen styrtede ned.
En af pylonerne kollapsede og kørebanen styrtede ned. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix
De enorme betonelementer knuste alt under sig. Kørebanen var i 45 meters højde.
De enorme betonelementer knuste alt under sig. Kørebanen var i 45 meters højde. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

"En omfattende tragedie"

Franco Nativo, en lokal journalist, der var på stedet, fortæller, at han så mindst otte til ni biler knust under brudstykker fra broen.

- Det er et apokalyptisk scenarie, siger Nativo til tv-stationen SkyTG24.

Ifølge de lokale medier er broen formentlig kollapset på grund af en strukturel fejl og større mængder nedbør.

Morandi-broen er opkaldt efter den italienske ingeniør Riccardo Morandi, der konstruerede en række broer i Italien, Canada og Libyen i 1960'erne og 1970'erne.

Udsigt fra kanten.
Udsigt fra kanten. Foto: Privatfoto
De enorme betonelementer fra broen ses bagest.
De enorme betonelementer fra broen ses bagest. Foto: Andrea Leoni / Ritzau Scanpix
Ødelagte lastbiler efter kollapset.
Ødelagte lastbiler efter kollapset. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

De lokale har givet broen øgenavnet Brooklyn Bridge, fordi den ligner den kendte bro i New York.

Broen er i alt 1.182 meter lang og vejbanen er 45 meter over jordens overflade. Den blev holdt oppe af tre pyloner af beton, som strakte sig 90 meter op i luften.

Tegn på, at ulykken ville ske

Broen blev indviet den 4. september 1967, og ifølge avisen Republicca har den krævet omfattende vedligeholdelse gennem årene.

Ifølge mediet Genova24 så et vidne omkring klokken ni i morges, at der faldt noget ned fra broen. En kilde har desuden taget billeder af broen for tre dage siden, fordi vedkommende ville dokumentere, at den var i dårlig stand.

Et større vedligeholdelsesarbejde var nært forestående, og der var endda kørt en kran i stilling, som skulle bruges til at foretage reparationer på broen.

Undersiden af den kollapsede bro, som den fremstår på Google Street Wiev.
Undersiden af den kollapsede bro, som den fremstår på Google Street Wiev. Foto: Google Street Wiev

Antonio Brencich, der er ingeniør og professor i byggeteknik på universitetet i Genova, fortæller til mediet Engineers.info, at broen i årevis har været ramt af problemer, fordi den beton, der blev anvendt ved byggeriet var blandet forkert.

Det betød blandt andet, at bilister helt tilbage i 1980'erne oplevede, at broen var ujævn, fordi betonelementerne forskød sig. Ujævnhederne blev siden rettet ud, men de strukturelle svagheder ser altså ikke ud til at være blevet ordnet.