Kort efter USA's nye sanktioner mod Rusland, har de to lande forsøgt at forbedre deres forhold

16x9
Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har fredag talt i telefon med sin russiske kollega Sergej Lavrov. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix

Sanktionerne bliver kaldt en "markant optrapning" mellem de to nationer. Alligevel prøver Rusland og USA at holde den pæne tone over telefonen.

Blot to dage efter USA har strammet grebet om Rusland og indført en række nye sanktioner mod landet, har de to supermagters udenrigsministre, Mike Pompeo og Sergej Lavrov, talt i telefon.

Her diskuterede de blandt andet de nye hårde sanktioner, som er blevet indført, fordi USA og præsident Donald Trump nu er overbevist om, at Rusland stod bag nervegiftangrebet på den russiske eks-spion Sergej Skripal i marts.

Trods den nylige optrapning mellem de to nationer lyder det dog til, at telefonopkaldet mellem ministrene gik roligt for sig. Det er i hvert fald sådan, det amerikanske udenrigsministerium udlægger samtalen:

- Udenrigsminister Pompeo gentog, at USA søger at forbedre forholdet til Rusland, og de to ministre blev enige om at fortsætte den gode dialog, oplyser talskvinden for udenrigsministeriet, Heather Nauert, ifølge Reuters.

Den diplomatiske ordveksling falder blot et døgn efter, at en af talsmændene for den russiske regering, Dmitrij Peskov, udtalte sig i væsentligt skarpere vendinger. Han sagde, at sanktionerne både er "entydigt fjendtlige" og "ikke i overensstemmelse med folkeretten".

Markant optrapning fra USA

Ifølge TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, vil sanktionerne komme i etaper.

- I første omgang vil de eksempelvis ramme eksport af elektronik til Rusland. Og hvis Rusland stadig ikke dels vil erkende, at de stod bag angrebet, og dels vil love, at de stopper med at bruge kemiske og biologiske våben, så kan det komme til at betyde, at USA dropper al handel med Rusland, fortalte Jesper Steinmetz, da USA annoncerede de nye sanktioner onsdag.

Han fortalte desuden, at det også kan betyde, at russiske fly ikke længere kan lande i USA.

- Det er en meget markant optrapning fra amerikansk side.

Sanktionerne vil ifølge en pressemeddelelse fra det amerikanske udenrigsministerium træde i kraft omkring den 22. august.