Nu tilstår 17-årig drabet på 13-årig pige i Norge

16x9
Den 13-årige pige blev fundet død ved en gangsti nær sit hjem i byen Varhaug. Byen ligger omtrent 37 kilometer syd for Stavanger i det sydvestlige Norge. Foto: Privatfoto / Ritzau Scanpix

Der var tale om et tilfældigt offer, som den 17-årige dreng dræbte på vej hjem til sig selv.

En mordsag, der har rystet hele Norge, får nu en form for afklaring. 

En 17-årig dreng, som har siddet fængslet for drabet på 13-årige Sunniva Ødegård, har nu tilstået, at han dræbte pigen, skriver avisen VG.

Det gjorde han i tidsrummet efter klokken 22.15 søndag aften den 29. juli, hvor Sunniva Ødegård var på vej til sit hjem i byen Varhaug.

Samtale med kæreste blev afbrudt

Ifølge Stavanger Aftenblad talte hun i telefon med sin kæreste, men samtalen blev pludselig afbrudt.

Den 17-årige dreng har fortalt norsk politi, at hun var et tilfældigt offer, som han dræbte på vejen hjem til sig selv.

- Drabet skete, da hun var på vej hjem, siger politiinspektør Lars Ole Berge ifølge Stavanger Aftenblad.

Til VG fortæller familiens bistandsadvokat Harald Øglænd, at familien udtrykker lettelse over, at den sigtede har erkendt mordet:

- Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål, men de er glade for, at dette ikke bliver en uopklaret sag, siger han. 

Blev flyttet til findestedet

Tidligere har den 17-årige erkendt et indbrud i en børnehave nær ved samme nat. Men det er først torsdag, han har tilstået drabet, oplyser Bjørn Kåre Dahl, som leder efterforskningen.

- Sigtede har forklaret, at der blev udøvet vold to steder, siger Bjørn Kåre Dahl ifølge NTB.

- Vi ved, at Sunniva blev flyttet til findestedet, før hun blev fundet. Sigtede har forklaret om drabsvåbnet, og vi mener, at vi har styr på dette våben.

Blev fundet 150 meter fra hjemmet

Drengen, hvis navn ikke er offentligt kendt, har tidligere afbrudt forhør med politiet og afvist at forklare sig. Flere vidner har dog set ham tæt på gerningsstedet, og han har også selv bekræftet, at han var i området den pågældende aften.

Ifølge VG blev liget af den 13-årige fundet omtrent 150 meter fra hendes hjem. Fundet skete klokken 03.10 natten til mandag, og på det tidspunkt havde hun været efterlyst i flere timer.

Politiet har modtaget over 100 tip og gennemført omtrent 50 vidneafhøringer i sagen. 

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke at komme med flere detaljer om drabet.