USA indfører told på kinesiske varer for 103 milliarder kroner

16x9
Kina bør ikke undervurdere Donald Trump, advarer hans økonomiske chefrådgiver. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Kina truer med at svare igen med told på blandt andet amerikansk kaffe og kød.

Den amerikanske regering fortsætter med at lægge told på varer fra Kina. Nu har USA offentliggjort en liste med kinesiske produkter for cirka 103 milliarder kroner, som vil blive pålagt en told på 25 procent.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer.

De nye toldsatser træder i kraft den 23. august, og det er anden gang, Donald Trumps regering har lagt told på produkter fra Kina. Den 6. juli indførte USA told på importerede varer fra Kina for 218 milliarder kroner.

Kina varer igen

Annonceringen af nye toldsatser er ikke overraskende. De kommer, efter USA har truet med at indføre told for 200 milliarder dollar på kinesiske varer. Og Kina har allerede truet med at gengælde enhver amerikansk told.

- I modstrid med den bilaterale konsensus, der er opnået efter flere forhandlinger, har USA igen ensidigt eskaleret handelskonflikten, lød det i en pressemeddelelse fra det kinesiske handelsministerium fredag, skriver CNN.

Kina meddelte i samme forbindelse, at man er klar til at indføre op til 25 procent told på over 5000 amerikanske produkter til en værdi af 385 milliarder kroner. Det er alt fra kød og kaffe til møbler og dele til biler.

Efterfølgende advarede Donald Trumps økonomiske chefrådgiver, Larry Kudlow, i et tv-interview Kina mod at undervurdere den amerikanske præsident.

Fælles front mod Kina

I interviewet Fox Business Insider hævdede han også, at USA gør fremskridt i forhandlinger med EU og Mexico, og at "Kina er stadig mere isoleret med en svag økonomi".

- Vi går sammen med EU og laver en aftale med dem, så vi kommer til at have en fælles front mod Kina, og jeg tror det meste af vores handelshold vil fortælle dig, at vi rykker tættere på Mexico, sagde han.

USA og Kina er verdens to største økonomier, og landenes samhandel er verdens største. Ifølge CNN handler landene varer for 650 milliarder dollar med hinanden hvert år. 

Udover at have indført told på kinesiske importvarer har Donald Trump indført toldsatser på stål og aluminium fra EU på henholdsvis 25 og 10 procent. Som modsvar indførte EU nye toldsatser på flere amerikanske varer.