Tech-giganter censurerer kontroversiel talkshow-vært

Chefforsker i sociale medier mener, det kan blive et problem for demokratiet.

Hadtale og promovering af vold er ikke tilladt på de sociale medier. Heller ikke selvom du er kendt talkshow-vært med flere millioner følgere. 

Det har den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones mandag måtte sande, efter Facebook, Youtube, Spotify og Apple har valgt at slette hans sider og indhold fra deres tjenester med henvisning til deres retningslinjer.

Det skriver CNN.

9/11 var orkestreret af regeringen

Siden 1999 har Alex Jones i sit program Infowars flittigt luftet sine mange konspirationsteorier.

I dag har programmet over seks millioner ugentlige seere, men flere gange har værtens postulater skabt harme.

I et program har han blandt andet proklameret, at terrorangrebene den 11. september 2001 var planlagt af den amerikanske regering, ligesom han i et andet program påstår, at skoleskyderiet på Sandy Hook i 2012, der kostede 26 børn og voksne livet, var iscenesat af venstreorienterede skuespillere.

I USA er der meget vidde rammer for, hvad man må sige i det offentlige rum. Det behøver ikke være sandt, og det må gerne være stødende. Den ramme er nu blevet knægtet for Alex Jones vedkommende. Det giver garanteret blot endnu mere vind i sejlet, at tech-giganterne vælger at censurerer ham. Det viser ham og hans følgere, at de er oppe mod en sammensværgelse af eliten, medier, politisk rettænkende mennesker og pengetanke. Man kan sige, at der sandsynligvis kommer retsligt efterspil, fordi han nu kan påstå, at han er offer for politisk korrekthed, og at hans ytringsfrihed bliver indskrænket.

Et spørgsmål om ytringsfrihed

Den højreorienterede talkshow-vært er tidligere blevet suspenderet fra Facebook i 30 dage, men denne gang lader det til at være endegyldigt.

Selvom det måske falder i god jord hos mange, at Alex Jones ikke længere kan lade sine holdninger flyve frit på nettet, kan censuren rejse nogle nye principielle spørgsmål, forklarer Jakob Linaa Jensen, som er chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til TV 2. 

- Det rejser spørgsmålet, om Alex Jones ikke er mere farlig, hvis han bliver censureret, ligesom det også rejser spørgsmål om ytringsfriheden. For skal en ekstrem mand som ham ikke også have lov at tale frit?

Kan skabe et demokratisk problem

Jakob Linaa Jensen peger i øvrigt på, at det kan blive et problem for demokratiet, hvis tech-giganterne har magt til at censurere folk.

- Er det godt, at de påtager sig en opgave, som de enkelte stater normalt tager sig af, spørger han retorisk. 

I dag har vi et demokrati, men censur er en glidebane

Jakob Linaa Jensen, chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Ligeledes sætter han spørgsmålstegn ved, hvem der skal beslutte, hvad der er kontroversielle ytringer - og hvad der ikke er. Det kan ifølge chefforskeren i værste fald ende med, at enhver systemkritiker vil blive censureret.

- I dag har vi et demokrati, men censur er en glidebane, og det er et demokratisk problem, hvis tech-giganterne begynder at tage sagen i deres egne hænder.

Infowars fortsætter

Hovedpersonen selv lader dog ikke til at lade sig skræmme af de store tech-firmaers censur. 

På Twitter opfordrer han Infowars mange følgere til at finde programmet på selvsammes egen hjemmeside, som han i øvrigt kalder "den eneste platform, de ikke kan censurere". 

- Forstå dette: Censuren af Infowars understreger blot alt, hvad vi har sagt. Hvem vil nu stå imod tyranni, og hvem vil stå for ytringsfrihed? Vi er alle Alex Jones nu, skriver han på Twitter.