Mysteriet om Bermuda-trekanten er løst, siger forskere

16x9
Forskere hævder nu at have løst mysteriet om Bermuda-trekanten. Foto: Screendump / Google

Voldsomme storme, der mødes, skaber ifølge en gruppe forskere gigantiske bølger, der kan blive over 30 meter høje.

Skibe og fly, der forsvinder i tætte tåger, voldsomme uvejr, der kommer ud af det blå, og kompasnåle, der snurrer rundt i underlige bevægelser.

Det er bare nogle af de mange historier, der tilsammen gennem mere end et århundrede har været med til at opbygge myten om Bermuda-trekanten.

Bermuda-trekanten er et geografisk område mellem Florida, Bermuda og Puerto Rico.

Jo større båden er, jo mere skade sker der

Dr. Simon Boxal

Området har i mere end 100 år været kendt for fortællinger om et højt antal skibe og fly, som forsvinder uden spor, og uden at der umiddelbart er noget ved vejrforholdene, som kan pege i retning af en forklaring. Flere end 1000 personer er forsvundet i området.

Men nu mener en gruppe forskere ifølge flere internationale medier at have løst mysteriet.

Efter at have undersøgt området i årtier konkluderer de i dokumentaren ’The Bermuda Triangle Enigma’, at det er et sjældent, men naturligt vejrfænomen, der formentlig ligger til grund for de mange skibsforlis.

Det drejer sig ifølge forskerne om særligt voldsomme bølger, der pludseligt opstår på åbent hav.

Skibet USS Cyclops forsvandt i 1918 med 309 mennesker ombord. Det menes at være forsvundet i Bermuda-trekanten.
Skibet USS Cyclops forsvandt i 1918 med 309 mennesker ombord. Det menes at være forsvundet i Bermuda-trekanten. Foto: National Archives photo / National Archives photo

Bølgerne, der kan blive over 30 meter høje, opstår under særlige forhold, hvor vinden kommer fra flere retninger på samme tid.

- Det er storme fra syd og nord, der mødes. Og hvis der også kommer storme fra Florida, kan det potentielt blive en dødelig formation af voldsomme bølger. Vi har målt bølger, der var over 30 meter høje. Jo større båden er, jo mere skade sker der, siger Dr. Simon Boxall, der står i spidsen for den gruppe britiske oceanografer fra University of Southampton, der nu mener at have knækket koden bag Bermuda-mysteriet, ifølge The Sun.

Oceanograferne har bygget indendørs simulatorer, der kan genskabe de forhold, voldsomme bølger medfører.

For at se, hvordan bølgerne rammer skibe, byggede forskerne en miniature-model af skibet USS Cyclops, der forsvandt i Bermuda-trekanten i 1918 med 309 personer ombord.

Og i forsøget tog det også kun ganske kort tid, inden miniature-modellen blev oversvømmet af bølgerne.

De gigantiske bølger blev ifølge The Sun første gang observeret med satellitter i 1997 ved kysten i Sydafrika.

Det hører med til historien, at en række forskere og myndigheder ikke mener, at der er forekommet flere skibsforlis og flyulykker i Bermuda-trekanten end i andre områder, hvor der lige så meget skibstrafik.

- Kystvagten anerkender ikke eksistensen af den såkaldte Bermuda-trekant som et område, der er specielt farligt for skibe eller fly, udtaler den amerikanske kystvagt ifølge Huffington Post.