Vi trækker på klodens rigdomme, og med den fart har vi kun 80 år tilbage

Den 1. august har klodens beboere brugt alle de ressourcer, som Jorden naturligt kan producere på ét år.

Vi mennesker har igen i 2018 opbrugt de ressourcer, som kloden naturligt har til rådighed for hele året - lang tid før året er omme.

Det viser en opgørelse fra Global Footprint Network, som WWF Verdensnaturfonden har været med til at udarbejde.

Onsdag den 1. august er dagen, hvor menneskeheden begynder at bruge flere ressourcer, end jorden kan nå at genskabe på et enkelt år. Det er én dag tidligere end sidste år, hvor skæringsdatoen lå den 2. august.

På spørgsmålet om, hvor lang tid vi har tilbage på kloden med den udvikling, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i Verdensnaturfonden:

- Hvis ikke vi begynder at gøre noget ved det og tænke grundigt over, hvordan vi bruger Jordens ressourcer, og det fortsætter sådan, som det har gjort indtil nu, så er det cirka 80 år. Så der vil være folk, der bliver født i år, der vil se enden, hvis ikke vi bliver klogere.

Danmark på en niende plads

Denne dag er blevet udnævnt som "Earth Overshoot Day". Danmark ligger som nummer ni på listen over lande, som forbruger mest. Hvis hele verden levede, som vi gør i Danmark, så skulle der være 4,2 jordkloder til rådighed.

CO2-udslip, landbrug, skovbrug og fiskeri er blandt de områder, som er med i udregningerne for verdens nationers forbrug af ressourcer. På verdensplan forbruger vi, som om der var 1,7 jordklode til rådighed.

- Der er ikke uendelige mængder af skov, fisk i havet, rent drikkevand og alt det andet livsnødvendige gods, som naturen giver os. I dag har vi taget og brugt et helt års naturlige ressourcer fra Jorden, siger Bo Øksnebjerg.

- Vi overfisker. Vi fælder for mange træer. Og vi udpiner klodens landbrugsjord. Mennesker presser kloden meget mere, end den kan klare.

Økosystemerne kan kollapse

Det er alvorligt, at vi mennesker år efter år forbruger langt mere, end Jorden naturligt producerer. For det kan resultere i, at økosystemerne kollapser, lyder det fra generalsekretæren.

Danmark ligger som nævnt højt på listen og er en af de mest forbrugende nationer i verden. Det skyldes blandt andet, at vi har en stor fødevareproduktion, som eksporteres, fortæller Bo Øksnebjerg.

- Vi har et utroligt stort og negativt aftryk på verden. Det er især vores landbrug, fiskeri og Danmarks CO2-udslip, som er de store syndere. Vi udnytter simpelthen vores natur til sidste strå eller mindste fiskeyngel.

For at vende denne udvikling må vi producere mere bæredygtigt og forbruge ressourcerne på en smartere måde. Derfor håber Verdensnaturfonden, at der fra politisk side vil blive sat større fokus på både nationalt og globalt forbrug af ressourcer.