Brandtornadoer raserer Californien - seks døde og knap 40.000 evakueret

To børn og deres oldemor er ofre for naturbrande, der har udløst undtagelsestilstand i Californien.

To børn på fire og fem år samt deres 70-årige oldemor er døde i de voldsomme naturbrande, der raserer det nordlige Californien.

De omkom, da branden med voldsom fart stormede ind i byen Redding i det nordlige Californien, oplyser de lokale myndigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet AP.

Søndag er endnu en person, som ikke er identificeret, fundet død, oplyser sheriffen i Shasta County, Tom Bosenko, søndag aften. 

Bulldozer mod flammerne

Dermed er det foreløbige dødstal steget til seks, siden branden begyndte mandag.

En brandinspektør samt en 81-årig mand, der forsøgte at bekæmpe flammerne med en bulldozer, var de første ofre for branden i Redding.

17 personer meldes fortsat savnet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flammer blev til brandstorme

Blæsten betød, at naturbranden med kort varsel bredte sig fra skovbeklædte bjergsider til Redding, der er hjem for omkring 90.000 mennesker.

De kraftige vinde suger flammerne op og spreder den som såkaldte "brandtornadoer", der river træer op med rødderne og vælter biler om på taget, forklarer brandberedskabet ifølge BBC.

Brandtornadoerne var så kraftige, at de sprang hen over Sacramento Floden og ramte den vestlige del af byen.

Præsident Trump har lørdag erklæret undtagelsestilstand i Californien, hvormed beredskabet i de områder, der er berørt af ilden, kan få hjælp fra den nationale beredskabsstyrelse.

Flere andre naturbrande

Mere end 38.000 personer i Redding og det omkringliggende område er blevet evakueret, skriver Reuters.

Ud over branden i Redding, som har spredt sig over 36.400 hektar, hærger mindst 12 andre større naturbrande i Californien.

Blandt andet er der voldsomme brande nær nationalparken Yosemite og San Jacinto bjergene øst for Los Angeles i nærheden af Palm Springs.

Mere end 10.000 brandmænd kæmper mod de mange brande i delstaten, skriver AP.