Brandfolk får hjælp fra oven i kamp mod naturbrande i Sverige

Søndag morgen klokken ni var der 21 naturbrande i Sverige. For halvanden uge siden var tallet 40.

Vejrguderne har sendt en hjælpende hånd til de brandfolk, som i Sverige kæmper mod de mange naturbrande.

Regnen har søndag meldt sin ankomst, og det er med til at dæmpe brandene, fortæller Martin Vang Nielsen, sektionschef i Beredskabsstyrelsen.

Han er leder for de danske brandfolk, som assisterer svenskerne.

- De steder, hvor vi arbejder, kan vi tydeligt se, at regnen har lagt en dæmper på opblussen af branden, som vi ellers har oplevet, siger han.

Stadig 21 naturbrande

Han fortæller, at branden ikke flammer lige så pludseligt op, som da området var mere tørt.

Regnen betyder dog ikke, at brandene - søndag morgen klokken ni var der 21 naturbrande i Sverige - er slukket inden for kort tid.

60 danske brandfolk assisterer i slukningen af brande i Ljusdal Kommune.
60 danske brandfolk assisterer i slukningen af brande i Ljusdal Kommune. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

- Området (hvor de danske brandfolk arbejder, red.) er meget, meget stort, fortæller Martin Vang Nielsen.

- Meget af skoven, der er over 100 kvadratkilometer, er vi hele vejen rundtom, men man er ikke gået over til taktikken, hvor man går ind for at slukke - endnu - for terrænet er meget ufremkommeligt.

Det danske bidrag har været udsendt siden 19. juli og hjælper til i den sydlige del af.

60 danske brandfolk hjælper

Her har det blandt andet haft til opgave at sørge for, at ilden ikke breder sig til et nærliggende kraftværk.

Tidligere på ugen rykkede en del af den danske styrke dog tættere på et højrisiko område, og det er gået godt, fortæller Martin Vang Jensen.

Søndag morgen klokken ni var der 21 naturbrande i Sverige.
Søndag morgen klokken ni var der 21 naturbrande i Sverige. Foto: 11720 Erik Simander/tt / Ritzau Scanpix
For halvanden uge siden var der 40 skovbrande i landet.
For halvanden uge siden var der 40 skovbrande i landet. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

- Det er forløbet rigtig, rigtig godt. Siden onsdag har vores brandfolk været indsat på strategisk vigtige punkter sammen med blandt andre svenskere, siger han.

60 danske brandfolk er udsendt for at hjælpe til mod flammerne. De skal være i Sverige frem til 5. august.

Flere andre lande, herunder Frankrig, hjælper også til i kampen mod naturbrandene.

Frankrig har bidraget med brandfly, men ifølge det svenske nyhedsbureau TT flyver de hjem tirsdag, fordi brandrisikoen i det sydlige Europa er høj.