Ferrari-topchef er død af komplikationer efter operation

16x9
Sergio Marchionne blev 66 år. Hans død bliver begrædt af hele bilindustrien. Foto: Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Italiensk-canadiske Sergio Marchionne overlevede ikke komplikationer efter en operation. Han blev 66 år.

Ferrari-topchef og den tidligere Fiat Chrysler-topchef, Sergio Marchionne, er død i en alder af 66 år. Det oplyser Agnelli-familien, der står bag bilfirmaet Fiat Chrysler, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Desværre er det, vi frygtede, sket, siger Fiat-arving John Elkann.

- Sergio Marchionne, mand og ven, er død, lyder det i udtalelsen.

Italiensk-canadiske Sergio Marchionne havde siden i sidste uge oplevet komplikationer efter en operation.

Marchionne skrev en vigtig side i den italienske industris historie

Sergio Mattarella

Lørdag aften var hans helbred forværret så markant, at det ikoniske italienske bilmærke Ferrari og bilkoncernen Fiat Chrysler annoncerede et skift i direktørkontoret.

- Fiat Chrysler må med oprigtig sorg meddele, at uforudsete komplikationer har vist sig i løbet af ugen efter en operation.

- Disse komplikationer er blevet forværret signifikant de seneste timer, lød det i meddelelsen.

Det vides ikke, hvad Sergio Marchionne døde af, eller præcis hvornår han døde.

Hans exit fra bilindustrien var planlagt

Fiat Chrysler-selskabet er en af verdens største bilproducenter. Selskabet producerer flere forskellige bilmærker. Ud over Fiat og Chrysler vil flere måske kende Alfa Romeo, Dodge, Jeep, Maserati og Lancia fra motorvejene.

Tidligere har Ferrari også hørt under koncernen, men Ferrari blev i 2016 udskilt i et separat selskab - og det var her, Sergio Marchionne var både direktør og bestyrelsesformand.

Sergio Marchionne har efterladt sit aftryk på både Ferrari og Fiat Chrysler. Fusionen mellem Fiat og Chrysler skete under Marchionnes lederskab. Det samme gjorde Ferraris exit fra Fiat Chrysler-koncernen.

Det var på forhånd planlagt, at Marchionne skulle forlade bilindustriens top. Hans farvel til Fiat Chrysler var planlagt til næste forår, mens han i 2021 ville sige farvel til Ferrari.

- Han repræsenterede det bedste af Italien

Flere af bilbranchens direktører såvel som nuværende og tidligere italienske premierministre begræder Sergio Marchionnes død, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Marchionne skrev en vigtig side i den italienske industris historie, lyder det fra den italienske premierminister, Sergio Mattarella.

Fra Silvio Berlusconi, Italiens tidligere premierminister, lyder det:

- Italien har ikke kun mistet en af sine mest brillante direktører, men også en af landets mest symbolske figurer. Han repræsenterede det bedste af Italien.

Fra branchen lyder det blandt andet fra Bill Ford, direktør for Ford Motors, at hans ”ekstraordinære lederskab, oprigtighed og passion for industrien vil blive savnet af alle, som kendte ham.”

Fra Italiens tidligere finansminister og nuværende direktør for den italienske afdeling af Morgan Stanley lyder det:

- Sergio var en unik blanding af en visionær og en udfører. Han kombinerede en stor viden og evnen til at få tingene gjort. Det er en stor tragedie.