Svenskere måtte indstillle helikopter-brandslukning efter granateksplosion

Adskillige brandmænd arbejder fortsat på at bekæmpe skovbrandene i Sverige. I et område udgør ammunition på en gammel skydebane en særlig risiko.

Det har været en hård nat for en gruppe danske brandmænd, der er i Sverige for at hjælpe med at slukke skovbrande ved Ljusdal nord for Stockholm.

Men arbejdet er foreløbigt forløbet "super", fortæller sektionsleder Martin Vendelbo fra Beredskabsstyrelsen fredag formiddag.

- Det er nogle seje gutter, vi har haft derude. De har knoklet løs med meget lidt søvn og efter en lang og hård køretur på over 20 timer. De er på vej i køjen nu, og vi har sendt afløsning derud, siger han.

De 27 danske brandmænd ankom til Ljusdal sent torsdag aften.

"Enormt setup"

Med sig har de slukningsudstyr og brandkøretøjer. Cirka 10 har været i aktion natten til fredag. Her har opgaven været at skaffe vand til brandslukningen.

- Vi pumper vand op fra en sø og transporterer det over en større afstand og leverer det til tankvogne og slukningskøretøjer i skoven. En af udfordringerne er, at få vandet derhen hvor det skal bruges.

Danske brandfolk skal aflaste deres udmattede svenske kolleger ved skovbrande

Martin Vendelbo leder den danske indsats. Han fortæller, at der er et "enormt setup" på stedet med både brandfolk, politi, forsvar og frivillige kræfter - herunder Røde Kors, der giver brandmændene mad og drikke.

- Det er kørt helt gnidningsfrit hele natten. Det har været en virkelig god start. Vi har kun positivt at sige om samarbejdet med dem, der leder operationen.

- Når man tænker på, hvor kompleks situationen er, vil jeg sige, at de håndterer det super godt, siger Martin Vendelbo.

Granat eksploderede under slukning

Fredag morgen er antallet af brande i svenske skove og marker vokset, så SOS Alarm, der driver det svenske 112, har registreret 52 "brande i åbent terræn".

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT fredag morgen omkring klokken ni.

Omkring klokken to natten til fredag opgjorde SOS Alarm antallet til 45.

Danske brandfolk skal aflaste deres udmattede svenske kolleger ved skovbrande

Et kort fra SOS Alarm viser, at brandene er spredt over det meste af landet, og mange af dem er fortsat ude af kontrol.

I Älvdalen i Dalarna besværliggøres brandmændenes arbejde yderligere af, at en del af området, som brænder, er en gammel skydebane, hvor der ligger ammunition. Det skriver Aftonbladet.

Kommunikationschef i Mora Kommune Anders Rosén fortæller, at man har aflyst at smide vand ned fra en helikopter på stedet på grund af eksplosionsfare. Onsdag eksploderede en gammel granat på stedet, det har medført, at brandfolkene er ekstra varsomme på stedet.

Har kostet 400 millioner

Klokken ti holder den svenske statsminister Stefan Löfven (S) et pressemøde for at redegøre for kampen mod flammerne.

På sin hjemmeside skriver tv-stationen SVT, at skovbrandene har kostet skovejere over 400 millioner danske kroner. 

- Der er ingenting, man kan gøre. Man bliver deprimeret, siger 72-årige Björn Brink, der har set på, mens dele af hans skov er gået op i røg, til SVT.

Han forklarer, at han har haft ejerskabet af skovarealet i baghånden som pensionsopsparing.

Björn Brink kommer fra kommunen Ljusdal, hvor slukningspersonale fredag morgen fokuserer kræfterne på at holde flammerne fra to kraftværker.

Ifølge TT oplyser Ljusdal Kommune, at fly fredag morgen vil fokusere deres vandbomber omkring vandkraftværkerne Öjeforsen og Laforsen.