Flere svenske byer evakueret - 15 brande ude af kontrol

Beboere i flere svenske byer gør klar til at forlade deres hjem med bilerne fulde af de vigtigste minder og dokumenter. 

49 steder i det nordlige og centrale Sverige står det tørre terræn lige nu i flammer. Det viser en opgørelse fra SOS Alarm

15 af brandene er ikke under kontrol, slår den svenske statsminister Stefan Löfven fast på et pressemøde torsdag eftermiddag.

- Denne her sommer har været rekordhed med meget lidt regn, og det øger landets sårbarhed, siger han på mødet.

De svenske myndigheder har måtte bede EU om hjælp for at slukke de skovbrande, der hærger i landet. Billedet her er fra Ljusdal.
De svenske myndigheder har måtte bede EU om hjælp for at slukke de skovbrande, der hærger i landet. Billedet her er fra Ljusdal. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Situationen er lige nu så kritisk, at beboere i flere byer må forlade deres hjem på grund af frygt for at blive fanget i brandene. 

I Finneby i Ljusdal Kommune har politiet givet de op mod 30 beboere frem til klokken 18 torsdag aften til at forlade området, skriver Sveriges Radio.

Tidligere i dag blev Huskölen i samme kommune evakueret, og natten mellem onsdag og torsdag måtte beboerne i flere andre byer i områderne Jämtland og Gävleborg nord for Stockholm også forlade deres hjem.

Billeder fra luften viser branden ved Ljusdal. Den er på nuværende tidspunkt en af de mere kritiske, og derfor er flere byer blevet evakueret.
Billeder fra luften viser branden ved Ljusdal. Den er på nuværende tidspunkt en af de mere kritiske, og derfor er flere byer blevet evakueret. Foto: 10300 Maja Suslin/tt / Ritzau Scanpix

Nye og stærkere beredskaber på vej 

De ekstraordinært mange brande har fået den svenske statsminister til at slå fast, at Sverige fremover må rustes bedre mod de farlige situationer, vejret kan skabe.  

- Der er meget, som taler for, at vi må styrke vores beredskab mod ekstremt vejr og den risiko, det giver. Det er et arbejde, vi vil gå i gang med, når brandene er slukket, for det er det, der er fokus nu, siger Stefan Löfven på pressemødet.   

Statsminister Stefan Lövfen er rejst til Ljusdal for at deltage i indsatsen mod brandene. Flere oppositionspolitikere har kritiseret regeringens håndtering af de mange brande.
Statsminister Stefan Lövfen er rejst til Ljusdal for at deltage i indsatsen mod brandene. Flere oppositionspolitikere har kritiseret regeringens håndtering af de mange brande. Foto: 62210 Mats Andersson/tt / Ritzau Scanpix

Udenlandske forstærkninger på vej

Den svenske statsminister er nu rejst til Ljusdal for at følge slukningsarbejdet. 

Her er forstærkninger også kommet til fra rundt om i Europa. 

To italienske brandslukningsfly er i luften over Ljusdal Kommune.

Italienske fly af typen Bombardier CL-415 SuperScooper deltager i bekæmpelsen af brandene i Ljusdal.
Italienske fly af typen Bombardier CL-415 SuperScooper deltager i bekæmpelsen af brandene i Ljusdal. Foto: Maja Suslin / Ritzau Scanpix

Yderligere to brandslukningsfly er tilkaldt fra Frankrig, og de forventes at nå frem til Sverige torsdag eftermiddag, så de kan deltage i slukningsarbejdet. 

27 danske brandmænd satte også kursen mod Sverige torsdag morgen. Her skal de hjælpe i kampen mod flammerne i tre dage.

27 danskere skal bekæmpe skovbrande

Tør ikke sove

Selvom forstærkninger er på vej til det brandplagede Sverige, tager de svenske myndigheder ingen chancer.

De har bedt befolkningen nær de ramte områder holde sig klar til at kunne forlade deres hjem hurtigt.

En af dem, der har forsøgt at pakke sit liv ned, er danske Dorthe Suwala, der er bosat i det centrale Sverige. 

Billeder og en computer er blandt de udvalgte ting, hun har klippet. Video: Nina Brorson

- Det er et stort nervepres. Man ved ikke, om man tør lægge sig til at sove, siger hun til TV 2. 

Hun åbner døren til sin bil og viser bagsædet, der er pakket med vanddunke, mad, familiebilleder, de vigtigste papirer, computer og mad til hendes hunde. 

På passagersædet ligger et foldet tørklæde klar, så det hurtigt kan bindes for mund og næse, så hun ikke bliver forgiftet af røg. Flere veje i hendes område har allerede været lukket på grund af røgen.

Flere veje i Dorthe Suwalas område har været lukket på grund af tyk røg. Hun er forberedt til at møde røgen, hvis det bliver nødvendigt.
Flere veje i Dorthe Suwalas område har været lukket på grund af tyk røg. Hun er forberedt til at møde røgen, hvis det bliver nødvendigt. Foto: TV 2

Torsdag eftermiddag er der i alt udstedt 13 meddelelser med advarsler om brandene, hvor folk enten bliver bedt om at forlade områder eller holde sig indendørs. Det fortæller talsmand for SOS Alarm Per Einersfors til Ritzau. 

Ifølge SVT Nyheter dækker skovbrandene nu over et kæmpe areal på samlet 20.000 hektar

49 steder i Sverige står skove og andre naturområder i brand. Det viser de nyeste tal fra SOS Alarm.
49 steder i Sverige står skove og andre naturområder i brand. Det viser de nyeste tal fra SOS Alarm. Foto: Maja Suslin / Ritzau Scanpix