Danske brandfolk kan komme i kamp mod svensk skovbrand inden for få timer

27 frivillige danske brandfolk er snart fremme ved de brandhærgede områder. De første forventes i aktion allerede i nat.

I Sverige fortsætter kampen mod de mange skovbrande, der raser i alle de af landet og nu vurderes til at dække et område på 200 kvadratkilometer.

Redningsindsatsen er blevet en international affære. Helikoptere og brandslukningsfly fra blandt andet Norge, Frankrig og Italien har været i aktion hele dagen, og andre fly fra Tyskland og Litauen er på vej.

Også frivillige brandfolk fra flere lande – blandt dem 27 danske brandfolk fra Beredskabsstyrelsen – er ved at ankomme til Sverige for at hjælpe og aflaste deres svenske kolleger, der er ved at være slidt ned efter flere dages uafbrudt tjeneste.

- Vi kan komme i aktion allerede i nat. Vi har tilbudt en enhed bestående af syv mand, en leder og seks brandfolk, til en aktion, hvor vi blev opfordret til at deltage, fordi man manglede styrker derude, fortæller sektionschef i Beredskabsstyrelsen Martin Vendelbo.

Han har allerede været til briefing med den svenske ledelse af brandindsatsen i den lille midtsvenske by Enskogen, hvis indbyggere i dag blev evakueret på grund af skovbrandene i nærheden.

- Jeg fornemmer at svenskerne, i forhold til hvor kompleks hændelsen er, har et rigtigt godt overblik over situationen, siger han.

De danske brandfolk kommer fra Beredskabsstyrelsens centre i Hedehusene og Herning og fra kommunale brandvæsener, og skal i første omgang blive i Sverige i tre dage.

Fra danske side bliver der desuden assisteret med slukningsudstyr og køretøjer.

Danske brandfolk skal aflaste deres udmattede svenske kolleger ved skovbrande

En række små landsbyer er ligesom Enskrogen blevet evakueret på grund brandfare.

- Politiet har lige været her, og de sagde, at vi skal være klar til at tage af sted. Så nu er man jo virkelig nervøs, fortæller regnskabschef Marin Eklund fra den lille by Finneby, der blev evakueret i dag, til TV 2.

Et andet sted, i byen Kårböle, blev beboerne overrasket af ilden, der pludseligt blussede op ganske tæt på byen, så 100 beboere måtte flygte over hals og hoved.

- Vi kunne ikke blive der. Det føltes virkeligt tungt, for vi har jo et virkeligt fint lille sommerhus der. Men ilden kunne jo være der hvert øjeblik, fortæller pensionist Elisabeth Nilsson.

Det er knastørt udenfor. Sørg derfor altid for at tage dine cigaretskodder, vinflasker og dåser med hjem. Engangsgrillen skal du helt holde dig fra. Video: Anne Brandbjerg