Trump præciserer efter massiv kritik: - Jeg har udtrykt mig forkert

USA's præsident erkender efterretningstjenestes konklusion om, at Rusland blandede sig i valgkamp, men siger, at det ikke påvirkede valget i 2016.

Donald Trump trækker i land i forhold til de første udmeldinger, han kom med under mandagens topmøde med Ruslands præsident Vladimir Putin i Helsinki.

Trump siger, at han har fuld tillid til og støtter de amerikanske efterretningstjenester.

Præsidenten siger desuden, at han "accepterer" efterretningstjenesternes konklusion om, at Rusland blandede sig i valget i USA i 2016. Men denne indblanding påvirkede på ingen måde udfaldet af valget.

Sådan lyder det i en udtalelse fra Trump i Washington tirsdag aften, dansk tid.

Trumps nye udmelding kommer efter en dag med massiv kritik, også fra hans egne partifæller, efter mandagens topmøde med Putin. Her udtrykte Trump tvivl om sine egne efterretningstjenesters konklusioner om, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp forud for præsidentvalget i 2016.

Vladimir Putin fastslog nemlig i Helsinki, at Rusland på ingen måde har forsøgt at påvirke valgresultatet, hvilket Donald Trump gav ham ret i.

- Der var slet ikke nogen sammensværgelse. Det ved alle. Det er latterligt. Det er latterligt, hvad der foregår med denne undersøgelse, sagde Trump og rettede kritikken mod Robert Mueller, der er leder af den igangværende efterforskning.

Vil afværge nye forsøg på indblanding

Nu foretager den amerikanske præsident så lidt af en kovending.

Tirsdag aften siger han, at der er brug for en opklarende udtalelse fra hans side, og at han udtrykte sig forkert på pressemødet mandag, da han sagde, at han "ikke så nogen grund" til, at Rusland blandede sig i præsidentvalget i USA i 2016.

Trump siger, at det, han egentlig mente, var, at han ikke kan se grund til, at det ikke skulle være Rusland, der stod bag indblandingen op til valget.

- I en vigtig sætning i mine udtalelser sagde jeg "ville" i stedet for "ville ikke", hævder Trump under pressemødet tirsdag aften i Det Hvide Hus.

Samtidig gentog Trump sit synspunkt om, at Obama-administrationen kendte til russisk indblanding i valgkampen i 2016. Donald Trump siger videre, at hans administration vil arbejde hårdt på at afværge forsøg på indblanding ved valget i 2018.

Dernæst løftede Trump lidt for sløret af, hvilke emner han og Ruslands præsident talte om i Helsinki.

- Da jeg mødtes med præsident Putin i omkring 2,5 timer, talte vi om mange ting, blandt andet det, der sker i Mellemøsten. Et stort emne i vores diskussion var Nordkorea. Atomvåben er den største trussel i vores verden i dag, siger USA's præsident blandt andet om mødet med Vladimir Putin.

Skarp kritik i USA

Det vakte altså enorm opsigt, at Donald Trump mandag udtalte, at han ikke stoler på sine egne efterretningsfolk i sagen om russisk indblanding i valgkampen mod Hillary Clinton i 2016.

I USA afstedkom den udtalelse mange vrede kommentarer fra politikere og efterretningsfolk. Blandt andet fra den tidligere CIA-direktør John O. Brennan, der kaldte Donald Trumps udtalelser på pressemødet for "forræderiske" og "imbecile".

Også den republikanske senator fra Arizona, Jeff Flake, kritiserede i skarpe vendinger Trump.

- Jeg troede aldrig, jeg ville opleve den dag, hvor vores amerikanske præsident ville stå på scenen med den russiske præsident og placere skylden for russisk aggression på USA. Det er skammeligt, lød det fra Flake.

Forsøg på at stoppe uroen

Fredag den 13. juli rejste USA en officiel tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer med anklager om, at de skulle have hacket det demokratiske partis computernetværk, da Hillary Clinton var præsidentkandidat for to år siden.

Dermed var det mere eller mindre nødvendigt, at Donald Trump trak sine udtalelser tilbage, så han kunne forsøge at stoppe den megen uro i det republikanske bagland. Det vurderer TV 2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard.

- Det er en kovending, der bliver udlagt som en klarificering. Han (Trump, red). siger, at han kom til at udtale sig forkert. I virkeligheden svarer det til, at han har slået folk grundigt oven i hovedet, men at han kom til at ramme den forkerte. Den går jo ikke nogen steder, og det er der heller ikke nogen, der tror et sekund på.

- Han har igen og igen fået at vide af sine rådgivere og af alle dem, der støtter ham, at han må ud og rydde op i det her øjeblikkeligt. Hele kernen af det republikanske parti er begyndt at svigte ham, og nu begynder vi så at se noget, der ligner, hvad der skete, dengang præsident Nixon måtte forlade Det Hvide Hus, truet af en rigsretssag, siger Svenning Dalgaard.

Bemærkelsesværdige udsagn

USA-analytiker Mirco Reimer-Elster vurderer ligeledes, at de nye udmeldinger fra Donald Trump er opsigtsvækkende, fordi det er så sjældent, at præsidenten trækker i land.

- Dagens udsagn var ganske bemærkelsesværdige, om end der kun var tale om en kvart kovending. For efter bortforklaringen om, at præsidenten udtrykte sig forkert - hvilket de færreste køber - og accepten af efterretningernes konklusion om den russiske indblanding fulgte der atter et aber dabei: at det jo også kunne have været alle mulige andre. Close but no cigar, som amerikanerne ville sige, lyder det fra Mirco Reimer-Elster.

Ifølge TV 2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard har Trump reelt set ikke haft mulighed for at gøre andet end at trække i land.

- Der er folk i hele det her gigantiske sikkerhedsapparat i USA, som er begyndt at bruge ord som, "her har vi lige præcis de nødvendige forudsætninger for at køre en rigsretssag", og der er folk, der bruger ord som "landsforræderi". Han (Trump, red.) er derude, hvor du ikke kan komme tilbage. Medmindre der pludselig er nogen, der hjælper dig med at komme tilbage, for ellers så synker du, siger Svenning Dalgaard.