Mindst 128 dræbt af bombe mod valgmøde i Pakistan

16x9
En såret føres væk efter bombeangrebet. Foto: Banaras Khan / Ritzau Scanpix

En kandidat ved det kommende valg er blandt de mindst 70 dræbte ved årets hidtil blodigste angreb i Pakistan.

Mindst 128 er dræbt i et bombeangreb mod et valgmøde i Baluchistan-provinsen i Pakistan.

Det oplyser den pakistanske sundhedsminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En selvmordsbombemand sprængte sig selv i luften under valgmødet i byen Mastung, ikke langt fra provinshovedstaden Quetta.

Det er det hidtil blodigste angreb i Pakistan i år, og dødstallet kan stige yderligere. Mindst 128 sårede modtager behandling på Quettas hospitaler, siger en talsmand for politiet.

Pakistansk politi oplyste tidligere, at over tusind mennesker deltog i valgmødet.

Stribe af selvmordsbombeangreb plager Pakistan

Nawabzada Siraj Raisani, som er kandidat ved det pakistanske valg 25. juli, er blandt de dræbte, bekræfter hans familie.

- Min bror er her ikke længere. Han er blevet martyr, siger hans bror, Lashkari Raisani, til pakistanske medier efter angrebet.

Regionen, hvor valgmødet blev holdt, betragtes som en højborg for yderliggående islamister.

Få timer tidligere var et andet valgmøde blevet ramt af et bombeangreb i byen Bannu i den nordvestlige del af Pakistan. Her blev fire mennesker dræbt.

Tirsdag angreb en selvmordsbombemand fra den militante talibanbevægelse et valgmøde i byen Peshawar. Her havde det politiske parti ANP, der er modstandere af Taliban, indkaldt til valgmøde.

Fredag ventes Pakistans tidligere premierminister Nawaz Sharif at vende tilbage efter flere år i eksil. Det har bidraget til at øge de i forvejen markante politiske spændinger i landet.

I forvejen var der frygt for, at de voldelige angreb ville stige i tiden op mod valget 25. juli.