Dansk EU-parlamentariker står ved beskyldninger om Juncker

Dansk europaparlamentsmedlem er overbevist om, at Juncker har et alkoholproblem.

En video af formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, der vakler rundt under et NATO-topmøde, har sat spekulationer i gang om formandens habitus.

For det danske medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen (DF) er der ingen tvivl: Jean-Claude Juncker har et alkoholproblem.

Det har han blandt andet givet til kende i et Facebook-opslag, hvor han har lagt en video op med Junckers ageren ledsaget af teksten: Stangstiv Juncker.

STANGSTIV JUNCKER

Stangstiv. Sådan rendte Jean Claude Juncker, EU-Kommissionens formand, rundt til det netop overståede Nato-topmøde. Det er slet og ret en skandale, at manden, der repræsenterer EU-Kommission, er sejlende beruset til officielle forpligtelser. Men hvad der næsten er endnu mere pinligt er, at medierne - også de danske - i årevis har været klar over, at Jean Claude Juncker ofte er synligt fuld til officielle begivenheder, uden at dække det. Hvorfor mon?

Posted by Anders Vistisen - Dansk Folkeparti on Thursday, July 12, 2018

Og Anders Vistisen fastholder sin kritik.

- Det er offentligt kendt – måske ikke så omtalt – at Juncker har en eller anden form for alkoholproblem. Vi har flere gange konstateret, når han er i Europa-Parlamentet, også når det er klokken 11 om formiddagen, at han har en meget udtalt spiritusånde. Det er sådan, at vores folk, der sidder nede foran i plenarsalen, kan lugte det. De sidder to-tre pladser fra ham.

Anders Vistisen mener, at det gør situationen ekstra problematisk, at EU-kommissionsformanden ikke blot er påvirket – som han vurderer, Juncker er -  når han passer sit job i EU, men også når han fungerer som EU’s ansigt udadtil, som under det netop overståede NATO-topmøde.

- Det er jo for mig at se fuldstændig vanvittigt, at man kan have en kommissionsformand, der opfører sig sådan.

Juncker bakkes op af statsledere

Jean-Claude Junckers adfærd tages imidlertid i forsvar af flere af de statsledere, der var til stede ved topmødet.

Én af dem, der ligefrem var med til at hjælpe Juncker, var Portugals premierminister, Antonio Costa. Han udtalte fredag til nyhedsbureauet AP, at der ikke var tale om beruselse.

- Det er en iskias, det er bare en iskias, lød det med henvisning til den største nerve i kroppen, der kan gøre ondt af flere årsager. Iskias-smerter kan være meget kraftige og invaliderende, mens symptomerne i andre tilfælde blot er ømhed og ændring af følesansen i benet.

Adspurgt om Juncker har et alvorligt problem med sit helbred svarede den hollandske premierminister, Mark Rutte:

- Det har han ikke. Nej, nej, han har ikke et alvorligt helbredsproblem, som vi bør være opmærksomme på, men han har haft rygproblemer i noget tid.

Herefter spurgte reporteren, om Rutte troede, at det var det, der var problemet. Juncker fremstod nemlig smilende og i godt humør.

- Ja, ja, men han er i godt humør, men han har haft et rygproblem i noget tid, men ud over det, så tror jeg, at du bliver nødt til at gå til Kommissionen for at få mere information, men det er, hvad jeg ved. Min information er, at det ikke er livstruende på nogen måde, men det er i en forstand et problem, at han ind imellem har de her smerteanfald.

- Billederne taler for sig selv

En talsmand for EU har også forsvaret kommissionsformanden i en udtalelse ved et pressemøde.

- EU-Kommissionens formand led onsdag aften af et meget smertefuldt angreb af iskias-smerter ledsaget af kramper. Formanden vil gerne offentligt takke Mark Rutte og Antonio Costa for at hjælpe ham i dette smertefulde øjeblik. Han tager nu sin medicin og har det bedre, siger Margaritis Schinas ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen mener ikke, at forsvaret for Junckers adfærd holder vand.

- Billederne taler for sig selv. Og uanset hvad: Hvis han er så syg, som de mener, han er, så burde man melde afbud til topmøde. For mig ligner det en dårlig undskyldning.

- Usmageligt

Der har tidligere floreret rygter om, at Jean-Claude Juncker har et alkoholproblem, men det blev igen benægtet efter topmødet.

- Jeg synes, det er mere end usmageligt, at nogle pressefolk har lavet fornærmende overskrifter ved at udnytte formand Junckers smerter. Jeg synes ikke, at dette er elegant, og jeg mener ikke, at det er retfærdigt, siger Margaritis Schinas.

En af de episoder, der har vækket undren i offentligheden, udspillede sig ved åbningen af et EU-topmøde i den lettiske hovedstad Riga i 2015, hvor en højlydt Juncker skabte påstyr ved at sammenligne sit slips med en række statslederes, uddele et smækkys og give kærlige lussinger til flere. 

Bagefter lød det fra Juncker selv, at det hører til hans afslappede og humoristiske facon.

Har ikke selv kunnet lugte alkohol

Anders Vistisen har ikke selv kunnet lugte på Jean-Claude Juncker, at han har fået meget alkohol.

- Jeg sidder jo lidt længere tilbage i salen, men jeg har kunnet høre på både den britiske medformand og vores polske næstformand, at oppe hos dem er det helt evident, at man ikke kan komme væk fra spiritustågerne.

For Vistisen handler det også om andre tegn på beruselse.

- Man kan høre, når han taler, at stemmen er sløret, og han har en relativt usammenhængende talestrøm, som er meget karakteristisk for personer, der har fået lidt for meget alkohol.