Britisk politi finder lille flaske med rester af Novichok

Beholder med rester af den hyperfarlige gift identificeret hos det forgiftede par i Amesbury.

Kilden til den gift, der søndag førte til 44-årige Dawn Sturgess' død, stammer fra en lille flaske fundet hos hendes et år ældre samlever, Charlie Rowley. 

Parret blev forgiftet i slutningen af sidste måned, hvorefter det blev fastslået, at de var offer for nervegiften Novichok.

Siden har det britiske anti-terrorkorps forsøgt at spore, hvor parret er blevet forgiftet. Men nu har en undersøgelse af en lille flaske fundet i Charlie Rowleys lejlighed for to dage siden vist rester af den dødsensfarlige gift.

Stadig uklart, hvordan Rowley har fået fat i giften

Det er stadig uklart, hvordan Rowley er kommet i besiddelse af giften, der første gang kom til offentlighedens bevågenhed, da den russiske eks-spion Sergei Skripal og hans datter, Julia, i midten af marts blev forgiftet i byen Salisbury.

Det britiske Defence, Science and Technology Laboratorie (DSTL) i Wiltshire arbejder stadig på at klarlægge, om det seneste forgiftningstilfælde kan spores tilbage til samme gift, som Skripal-parret blev ramt af.

Politiet betegner dog fundet af flasken med giftrester i Rowleys lejlighed som et vigtigt skridt i opklaringsarbejdet.

- Det er klart et meget betydende og positivt skridt i efterforskningen. Desværre kan vi ikke garantere, at der ikke er mere af substansen i omløb, og efterforskningen på den front vil fortsætte en rum tid endnu, siger efterforskningsleder Neil Basu i en pressemeddelelse.

Charlie Rowley er stadig indlagt på hospitalet i Salisbury. Han befinder sig i kritisk tilstand, men er kommet til bevidsthed. Politiet har indledt de første afhøringer af Rowley og vil fortsætte, for at få klarlagt hvordan han og Dawn Sturgess er kommet i besiddelse af Novichok-giften.

Det britiske udenrigsministerium oplyser i dag fredag, at man har bedt om at få taget prøver af giften, som skal testes med henblik på at føre sag på baggrund af, at sagen muligvis handler om brug af kemiske våben.