KOMMENTAR: Er Tyskland blevet Putins fange?

16x9
German Chancellor Angela Merkel (L) and US President Donald Trump (R) Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Trump overdriver som sædvanlig, men rejser en meget relevant diskussion.

I Trump-æraen oplever man de vildeste ting. Hvem havde troet, at man en dag hos B.T. skulle se et Ritzau-telegram med følgende dækkende overskrift:

”Merkel: Tyskland er ikke kontrolleret af Rusland”

Pyha, så kan vi ånde lettet op!

Spøg til side. Rubrikken refererede selvfølgelig til præsident Trumps kommentar tidligere i dag om, at Tyskland er alt for afhængig af russisk olie og gas og dermed gør sig til "fange" af Rusland.

At lige præcis Donald Trump vil irettesætte andre regeringsledere for at have et for tæt forhold til Rusland, er selvfølgelig yderst tragikomisk al den stund, at russerne var medvirkende til, at Trump i dag overhovedet kan kalde sig netop det: regeringsleder.

Men ikke mere om det her og nu. Lad os hellere zoome ind på Trumps grundlæggende kritik.

Trump overdriver omfanget

Det er lodret forkert, når Trump påstår, at Tyskland får "60-70 procent" af sin energiforsyning fra Rusland. Endda i en sådan grad, at man ikke engang kan komme USA's præsident til undsætning med det gamle ordsprog om, at overdrivelse fremmer forståelse.

Tyskland modtager cirka 25 procent af sin energiforsyning fra Rusland. I alt importerede Tyskland olie og gas fra Rusland til en værdi af cirka 150 milliarder danske kroner sidste år.

Til sammenligning er afhængigheden af russisk naturgas markant større i lande som Østrig, Tjekkiet eller Finland (hvoraf kun Tjekkiet er medlem af NATO).

Trumps kritik er med andre ord nok delvist bundet op på en grundlæggende antipati over for tyskerne - og særligt den tyske kansler Angela Merkel - og ikke udtryk for en reel bekymring om, at tyskerne er for afhængige af russiske energileverancer.

Jeg har i hvert fald ikke på det seneste hørt Trump være bekymret for tjekkernes suverænitet.

Diskussionen er velkendt og vedvarende

Diskussionen om, hvorvidt (Vest-)Tysklands energibehov skaber en form for (politisk) afhængighed til Rusland, er velkendt for den historiske interesserede læser. Under i arbejdet til min Ph.d.-afhandling om Vesttysklands Ostpolitik i Den Kolde Krigs slutfase, støder jeg jævnligt på lignende amerikanske anklager om tysk afhængighed af russisk energi. Bare ikke i lige så bombastiske termer, som dem Trump buldrer frem med.

Men desuagtet havde man under Den Kolde Krig præcis samme diskussion mellem amerikanerne og tyskerne. I 1982 protesterede Reagan-administrationen for eksempel også højlydt over opførelsen af en gasledning mellem Sibirien og Vesteuropa. Lige præcis opførelsen af gasledninger vender vi tilbage til.

Grundlæggende er disse amerikanske anklager ikke uden grundlag, om end omfanget altid har været overdrevet.

Den tyske historiker Werner Lippert har beskæftiget sig indgående med netop energihandelen mellem Sovjetunionen og Vesttyskland og har overbevisende argumenteret for, at man under Den Kolde Krig godt kan tale om en vis form for afhængighed – men en gensidig en af slagsen.

For ligesom mange vesteuropæiske lande er blevet afhængige af russiske gasleverancer, er Rusland afhængig af Vestens, og særligt tyskernes, kolde kontanter.

Dette grundlæggende dilemma er ikke forsvundet i dag. Der eksisterer fortsat en gensidig afhængig mellem tyskerne og russerne.

Den afgørende forskel er, at der i dag er tale om en tysk afhængighed, som tyskerne kunne undgå ved at købe gas i USA i stedet for. Men det nægter de at gøre.

Tyskerne som Kreml-klienter

Dette bringer os til det næste stridspunkt: gasledningen Nordstream 2.

square to 16x9

Det er ikke kun Trumps USA, der er imod den nye gasledning. Det samme er polakkerne, ukrainerne og EU-kommissionen.

Sidstnævnte kritiserer, at Nordstream 2 underminer EU`s planer om en energiunion.

Polakkerne vil ikke støtte projektet, fordi de ikke vil gøre sig afhængig af energileverancer fra en fjendtligsindet magt, der tidligere har brugt gasledningen som et politisk våben ved at lukke ned for forsyningen til for eksempel Ukraine.

Og af netop den årsag er særligt ukrainerne rasende over, at Merkels regering potentielt går med til, at Ukraine kan blive cuttet af og miste milliarder af gasindtægter hvert år på grund af Nordstream 2.

Tyskerne derimod har mindre kvaler med at blive endnu større Kreml-klienter og poste penge i Putins regime frem for at købe det (dyrere) gas i USA.

Bei Geld hört die Freundschaft auf, som man siger i Tyskland.

Trump rejser en relevant diskussion

Det er her, den relevante diskussion ligger: er det politisk set klogt at give Putins regime endnu flere russiske rubler i form af øgede energiindtægter?

Som så ofte før med Trump, så bliver kritikken desværre artikuleret alt for bombastisk, hvilket skygger for, at Trump rent substantielt har fat i noget.

Også det kommer efterhånden næppe bag på de fleste. Meget kan man sige om Trump, men han er ikke ligefrem en nuanceninja.

Det ændrer dog ikke noget ved, at vi burde rejse de relevante spørgsmål:

Burde NATO-landene arbejde for yderligere at diversificere deres energiforsyning og så vidt muligt undgå at købe russisk gas?

Eller er en øget samhandel med Rusland i form af for eksempel gasleverancer en god ting, der kan forbedre de politiske relationer mellem Vesten og Rusland?

Et tilbagevendende stridspunkt

Problemet i den diskussion er selvfølgelig, at amerikanerne og tyskerne ikke er enige. Det var de i øvrigt heller ikke under Den Kolde Krig.

Men de kan I på et tidspunkt læse mere om, når jeg endelig bliver færdig med min afhandling.

Hvis jeg nogensinde skulle blive færdig med den.

Præsident Trump gør i hvert fald sit for, at det ikke kommer til at lykkedes.

Hvilket ved nærmere eftertanke gør mig til en fange af Trump.

Det er faktisk ikke nogen særlig rar tanke.