Trumps opførsel er 'helt uden fortilfælde i Natos historie'

Trump langer ud efter tyskerne på Nato-topmøde. Og han har en pointe, mener TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Donald Trumps bedsteforældre blev født i den tyske by Kallstadt, men der er ikke den store fædrelandsnostalgi at spore hos den amerikanske præsident, som igen onsdag langede hårdt ud efter Tyskland.

Trump mener, det er hyklerisk, at tyskerne på den ene side køber gas af russerne og på den anden side gerne vil have USA til at beskytte sig mod selvsamme Rusland. Og det kan han godt have en pointe i, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- På den ene side er Tyskland bannerfører for hårde sanktioner mod Rusland, men minsandten om tyskerne på den anden side ikke er storkøbere af russisk gas og endda støtter den nye gasledning Nordstream 2. Det er jo hyklerisk, siger Jesper Steinmetz.

Tyskland bliver "holdt fanget af Rusland"

Donald Trump kom med sin kritik tidligt onsdag morgen, hvor han mødtes med Natos generalsekretær Jens Stoltenberg. Dermed formåede han at sætte sig på dagsordenen, inden selve Nato-topmødet blev skudt i gang onsdag eftermiddag.

- Tyskland bliver efter min mening holdt fanget af Rusland, fordi de får så meget af deres energiforsyning fra Rusland. Så det er meningen, at vi skal beskytte Tyskland, men de får deres energi fra Rusland. Forklar dét, sagde Trump til nordmanden.

Den amerikanske præsidents udmelding er helt og aldeles usædvanlig, lyder det fra Jesper Steinmetz. I hvert fald til en vis grad.

- Det er jo helt uden fortilfælde i Natos historie, at alliancens mægtigste mand opfører sig sådan over for den administrerende direktør i fællesskabet, hvad Stoltenberg jo er. Men hvis man ser på, hvem Trump er, var hans retorik ikke noget ud over det sædvanlige, siger Jesper Steinmetz.

Danmark leverer i NATO, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) møder derfor frem til topmøde i forsvarsalliancen "med rank ryg". Det siger han onsdag ved ankomsten til NATO's topmøde i Bruxelles. Video: Michael Rathje

Europa skal til lommerne

Mirco Reimer-Elster, USA-ekspert og Ph.D-studerende ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, har den samme tolkning af Donald Trumps morgenmadsretorik.

- Det er mest måden, han siger det på, som er opsigtsvækkende. Egentlig er det bare hans måde at pege på det paradoks, der er i Tysklands forhold til Rusland, siger Mirco Reimer-Elster.

Han understreger, at det mest af alt handler om den amerikanske præsidents utilfredshed med hvor mange – eller få – penge, de andre Nato-lande bruger på deres forsvarsbudgetter. Et emne, som også har været en rød tråd i de tweets, Trump har sendt ud de seneste par dage.

Natos 29 medlemslande er blevet enige om, at alle skal arbejde hen imod et forsvarsbudget på to procent af BNP. Det er der dog kun otte medlemslande, der vil være i nærheden af i 2018.

- Det handler om, at vi i Europa skal til lommerne. Tyskland regner nu med at komme op på 1,5 procent af BNP, men der er stadig lang vej op til 2 procent. På den anden side er det svært at forestille sig, hvad tyskerne skulle købe for alle de penge, siger Mirco Reimer-Elster.

Merkel: - Tyskland er frit nu

Trumps udtalelser om, at Tyskland er "totalt kontrolleret af Rusland" blev ikke taget vel imod af forbundskansler Angela Merkel, der selv er opvokset under sovjetisk styre i det daværende Østtyskland.

Donald Trump og Angela Merkel mødes på topmødet den 11.juli i Bruxelles.
Donald Trump og Angela Merkel mødes på topmødet den 11.juli i Bruxelles. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

- Jeg har selv oplevet, hvordan en del af Tyskland var kontrolleret af Sovjetunionen. Jeg er meget glad for, at vi i dag er forenede i frihed, i Forbundsrepublikken Tyskland, lød svaret fra Merkel.

Ifølge Jesper Steinmetz er det en tendens i øjeblikket, at tyskerne er Trumps yndlings-prügelknabe. Og det hænger ikke mindst sammen med, at præsidenten er utilfreds med det store handelsunderskud, der er mellem de to lande - især hvad angår biler.

- Trump har set sig sur på Tyskland. Ikke kun på grund af forsvar, men også handel. Det er jo super irriterende, at de tyske biler er så gode, og at amerikanerne køber så mange af dem, siger Jesper Steinmetz.