Kommentar: Trump får Europas Donald til at tabe hovedet

16x9
EU-præsident Donald Tusk. Foto: Aris Oikonomou / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: EU-præsident Donald Tusks kommentar til Trump var ikke bare unødvendigt flabet, men også faktuelt forkert og direkte kontraproduktiv.

- Kære Amerika, sæt pris på jeres venner. Når alt kommer til alt, så har I jo ikke så mange...

Denne sætning, ytret af præsidenten for EU's ministerråd, Donald Tusk, i går, vil med statsgaranti stå tilbage som et af de bærende citater, når historien om det transatlantiske forhold under præsident Trump en dag skal skrives.

Tusks spydige kommentar blev mange steder i Europa mødt med begejstring. Endelig var der en, der satte USA's irriterende præsident på plads!

Modsat den gængse udlægning om, at EU's Donald (Tusk) skulle have sat USA's Donald (Trump) på plads, så jeg noget andet udspille sig i Bruxelles i går. Noget, der ikke giver anledning til jubel, men snarere til bekymring (medmindre man selvfølgelig holder med Team Putin).

Jeg så en europæisk topleder, der tabte hovedet og agerede dumsmart, hvormed han i sidste ende gjorde de europæiske NATO-medlemmer en bjørnetjeneste og agerede som nyttig idiot for Vladimir Putin.

Fremfor at hylde Tusk burde man se at få armene ned i de europæiske hovedstæder, særligt i Bruxelles. For tænker man nærmere over ovenstående citat, var Tusks kommentar ikke bare unødvendigt flabet, men også faktuelt forkert og direkte kontraproduktiv.

Tusk rammer ved siden af

For det første er det grænsende til ubegavet at påstå, at USA ikke skulle have mange venner i international politik.

Den slags postulater kan man slynge omkring sig, når man taler om pariastater som Nordkorea og Syrien eller (i mindre omfang) Iran. Endda om Rusland og Kina kan man måske sige ovenstående. Men at sige det om verdens fortsat mest magtfulde nation, bare fordi den for tiden bliver repræsenteret af en upopulær leder, er ret absurd.

For det andet er den grundlæggende dynamik, som Tusk prøver at italesætte med sin hånende kommentar, også forkert. Ifølge EU's ministerrådspræsident kunne man tro, at amerikanerne i desperation burde klamre sig til de europæiske allierede. I realiteten forholder det sig lige omvendt. Hvis man tænker over, hvem der har mere at miste ved at distancere sig fra modparten, kan der ikke herske nogen tvivl om, at europæerne har mere at miste end amerikanerne.

Vel og mærke såfremt det overhovedet giver mening at gøre det op på den måde.

En umulig opgave

Dykker vi ned i substansen, kan man et langt stykke af vejen godt følge Tusks frustration over en amerikansk præsident, der konstant kritiserer USA's europæiske allierede. For det var Trumps konstante kritik, der var udgangspunktet for Tusks respons under gårsdagens pressemøde. En seance, der i øvrigt er værd at se i sin helhed (læg særligt mærke til NATO-generalsekretær Jens Stoltenbergs udprægede ubehag over Tusks optræden).

Tusk har ret i, at billedet, som præsident Trump ofte tegner af et Europa, der ”udnytter” amerikanerne, er forkert. Men Tusk og europæerne kan ikke løbe fra, at der på forsvars- og sikkerhedsområdet er mere end en flig af substantiel sandhed i Trumps kritik, om end sagen er mere kompliceret end som så.

For rent lavpraktisk ville det være svært – for ikke at sige umuligt – og kontraproduktiv for de fleste europæiske NATO-lande at skulle bruge et stort ekstra antal milliarder på at leve op til NATO's målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. For hvad skulle pengene bruges på? 

En kommunikationsopgave fra helvede

Uagtet disse nuancer står mange europæiske NATO-medlemmer kommunikationsmæssigt med en gordisk knude.

For hvordan forklarer man overbevisende, at man – stik modsat hvad NATO-landene lovede hinanden ved topmødet i Wales i 2014 – ikke har tænkt sig at leve op til den fælles forpligtelse at bruge to procent af BNP på forsvaret inden 2024? Særligt når man i Europa konsekvent kritiserer USA's præsident for at være uberegnelig og ikke respektere eksisterende aftaler?

Ligeledes gad jeg godt se en kommunikationskonsulent, der overbevisende kan argumentere for, at det er rimeligt, at én nation, USA, betaler cirka 70 procent af NATO's samlede budget - i forhold til hvad de 29 NATO-medlemmer samlet bruger på militæret - mens de resterende 28 medlemmer betaler de resterende 30 procent.

Og så har vi ikke engang talt om, at USA bruger 3,6 procent af landets BNP på forsvaret, mens EU sammenlagt i snit kun bruger 1,5 procent af BNP på forsvaret.

Tusk var da tydeligvis også godt klar over opgavens umulighed og påpegede – i en del af talen som ikke har fået særlig meget opmærksomhed i europæiske medier – at europæerne skal leve op til deres del af NATO-aftalen.

Tal NATO op, Trump!

Ironisk nok ville både EU's Donald og USA's Donald kunne vinde meget på at ændre deres kommunikationsstrategi.

Forsvarsalliancen NATO er en enestående historisk succeshistorie og en vigtig brik i den globale amerikanske sikkerhedsstrategi. En projektion af USA's magt og evne til at lede verdenen og bidrage til mere global stabilitet.

Den slags kan ikke gøres op i kroner og øre.

Tænk over det: Hvilke sammenlignelige sikkerhedsalliancer råder Kina og Rusland over? Ingen. Desværre virker Trump ikke til at værdsætte NATOs strategiske betydning.

Samtidig burde Trump gøre mere ud af at tale NATO – og hans succeser på området – op i stedet for at tale alliancen ned.

For den ubekvemme sandhed, set med mange europæiske statslederes øjne, er jo, at Trumps NATO-politik har været en stor succes. Særligt hvis vi tager diskussionen om de 2 procent som udgangspunkt.

Selvom man kun modvilligt indrømmer Trumps indflydelse i Europas hovedstæder, er det åbenlyst, at Trumps konstante og kontante kritik har givet pote. Mange europæiske lande er – primært grundet den ændrede sikkerhedssituation og af frygt for om Trumps USA kommer til undsætning, hvis nødvendigt – så småt begyndt på at bruge flere penge på forsvaret.

Også i forhold til NATO's operationelle kapaciteter og afskrækkelsen af den russiske sikkerhedstrussel er der sket betydelige fremskridt.

Det burde Trump bruge mere tid på at italesætte frem for at sætte klagesangspladen om europæerne, der udnytter amerikanernes gode vilje, på repeat.

Tag dig sammen, Tusk!

Også EU's Donald kunne med fordel ændre sin kommunikationsstrategi.

I sine bemærkninger i går satte Tusk lighedstegn mellem Trump og Amerika, blandt andet illustreret ved ovenstående citat. Det er både unødvendigt og unuanceret.

Trumps holdninger til NATO repræsenterer ikke konsensusholdningen i det amerikanske sikkerhedspolitiske establishment. Det ved man godt i EU og burde arbejde ud fra det.

For uanset hvordan man vender og drejer det, er det vigtigt at holde sig to ting for øje.

De transatlantiske forhold er større og vigtigere end personen Trump.

Og europæerne taber mere på et transatlantisk forhold i krise, end amerikanerne gør.

Europas Donald burde agere ud fra denne devise frem for at lade sig tirre af USA's Donald. For det eneste nævneværdige resultat af Tusks tirade har indtil videre været, at dagens NATO-topmøde bliver endnu mere akavet at være vidne til, end det var i forvejen.

Det er der ingen, hverken i EU eller USA, der kan være tjent med.

Medmindre man altså holder med Team Putin, hvilket de færreste i Europa og USA heldigvis gør.