Italienske arbejdere vil strejke: Ronaldo koster for mange penge

16x9
Cristiano Ronaldo koster Juventus dyrt, men klubben er allerede i gang med at tjene nogle af de mange penge hjem igen. Tilhængerne her er blandt de første, der har købt Ronaldos nye spillertrøje Foto: Isabella Bonotto / Ritzau Scanpix

Ansatte på Fiat-fabrik er vrede over, at det fælles moderselskab bruger milliarder på Juventus-indkøb i stedet for at at sikre deres jobs.

Italienske automobilarbejdere nedlægger arbejdet i protest mod alle de millioner, som fodboldklubben Juventus betaler for at købe Cristiano Ronaldo fra spanske Real Madrid.

Autoarbejderne er ansat hos bilfabrikken Fiat, der ejes af samme moderselskab som fodboldklubben Juventus.

Og arbejderne ser det som en provokation, at gruppen af selskaber nu vil betale en enkelt medarbejder – nemlig den portugisiske stjernespiller – en månedsløn på hvad der svarer til cirka 19 millioner kroner. Det betyder, at Cristiano Ronaldo hver dag de næste fire år kan hæve en dagløn på cirka 610.000 danske kroner.

- Er det fair? Er det normalt for en person at tjene millioner, mens tusindvis af familier ikke engang har penge nok til halvdelen af måneden. Vi er alle ansat af den samme ejer, og kan – og skal –  ikke acceptere, at vi bliver behandlet så forskelligt, siger fagforeningen Unione Sindacale di Base i en udtalelse.

- Fiat-arbejderne har tjent en formue til firmaet gennem mindst tre generationer, men de har kun fået et liv i armod til gengæld, skriver fagforeningen.

Den varsler nu en strejke søndag, mandag og tirsdag på Fiat-fabrikken i den syditalienske by Melfi i protest mod millionhandlen.

Milliard-udgift

Den britiske avis The Guardian har beregnet, at det vil komme til at koste Juventus i alt 340 millioner euro (svarende til 2,5 milliarder kroner, red.) i lønudgifter, skattebetaling og overgangssum til Real Madrid at få Cristiano Ronaldo til at flytte til klubbens hjemby Torino på en fire års kontrakt.

Det indbefatter en overgangssum til Real Madrid på 112 millioner euro (svarende til cirka 835 millioner kroner).

Er det fair?

Automobilarbejderne hos Fiat om Cristiano Ronaldos månedsløn på 19 millioner kroner.

Fagforeningen Unione Sindacale di Base frygter, at en del af den regning skal betales af det fælles moderselskab Exor i form af sponsorater til Juventus.

'Afstanden bliver stadig større'

Ifølge den danske sportsøkonom Jesper Jørgensen er det nu ikke sandsynligt, at moderselskabet bliver tvunget til at spytte i kassen. For klubben Juventus er så stærkt et firma, at de sagtens kan betale selv.

- Men jeg kan sagtens forstå reaktionen fra de italienske Fiat-arbejdere. Afstanden mellem de europæiske topklubber og deres tilhængere – og afstanden mellem de lønninger, som topspillerne og tilhængerne selv får – bliver bare større og større, siger Jesper Jørgensen, der er sportsøkonom hos firmaet Deloitte.

- Det kan lyde besynderligt, at Juventus er parat til at betale så meget, som de gør. Men tag ikke fejl. De store europæiske klubber, som for eksempel Real Madrid, der har betalt Ronaldos løn indtil nu, har kørt med store overskud de sidste 10 år.

De er generelt sunde økonomiske forretninger. Det er meget stærke internationale brands med globale virksomheder som sponsorer og meget store tv-indtægter og billetindtægter, siger Jesper Jørgensen.

Lige under toppen

Juventus befinder sig lige under det allerøverste niveau af europæiske topklubber – de fem-seks topklubber, der hvert år er favoritter til at vinde Champions League.

Klubben er nået frem til finalen to gange indenfor de seneste år, men uden at vinde (i sæsonen 2014-15 tabte Juventus finalen til Barcelona og i 2016-17 til Real Madrid - med netop Ronaldo på holdet).

Og så giver det både sportsligt og forretningsmæssigt god mening at investere i at tage det allersidste skridt op til øverste niveau, mener Jesper Jørgensen.

- Med den historie en klub som Juventus har, så skal den derop. Og Italien som fodboldland skal have en klub helt deroppe. Der ville opstå et enormt pres på en klub som Juventus, hvis den meldte ud, at ’vi er tilfredse med at være blandt Europas 15-20 bedste klubber, på niveauet lige under de allerbedste’, siger han.

Nye bilmodeller

Men ifølge de vrede Fiat-arbejdere er der et større pres på moderselskabet for at udvikle sin bilproduktion, end for at investere i ’fodboldverdenen, underholdningsindustrien og alt muligt andet’:

-Vi får at vide, at tiderne er hårde og at vi må stole på det sociale sikkerhedsnet, mens vi venter på lanceringen af nye bilmodeller, der tilsyneladende aldrig kommer. Selskabet burde investere i nye bilmodeller, der kan garantere tusindvis af menneskers fremtid, i stedet for at gøre en enkelt person rig, siger Unione Sindacale di Base.

Prøv beregneren her og se, hvor lang tid Ronaldo er om at tjene lige så meget, som du får i månedsløn.  Beregneren er lavet ud fra Cristiano Ronaldos løn i Real Madrid, hvor han har spillet indtil nu: