Kongelig begravelse til dykker, der døde i thailandsk grotte

16x9
Politi og militær viser Saman Kunan den sidste ære, inden kisten flyves væk. Den 38-årige thailænder blev første og hidtil eneste dødsoffer i den storstilede redningsaktion, som tirsdag nåede sin afslutning. Foto: Ye Aung Thu / Ritzau Scanpix

"Han elskede livet," siger enken til ekssoldaten, der døde under redningsmission.

Findes der nogen meningsfuld måde at dø på? Eller en dybere mening med døden. Det kunne være at se livet i et andet lys.

Som Dalai Lama har sagt det et sted, skal vi ikke analysere døden for at leve i frygt, men for at værdsætte livet.

Det kunne have været læresætningen for Saman Kunan.

Han var frygtløs, da han meldte sig til den vanskelige og farlige redningsaktion i Tham Luang-grotten, hvor et hold fodbolddrenge og deres træner var indespærret. Og Kunan blev første og hidtil eneste dødsoffer i den aktion, som fem dage efter hans død fik en lykkelig afslutning med redningen af samtlige 12 drenge og deres træner.

Enken: - Han ville nyde hver eneste dag

På det tidspunkt, tirsdag den 10. juli, var Saman Kunan blevet æret ved en mindehøjtidelighed, hvor familie og venner var til stede. Det samme var en del af de medier, som i forvejen befandt sig i Thailand.

De var der for at følge det redningsarbejde, der kom til at koste den 38-årige mand livet, fordi han løb tør for ilt under placeringen af de mange luftflasker, som skulle levere livgivende assistance, når de nødstedte drenge skulle hjælpes den kilometerlange vej ud af grotten.

- Jeg elskede ham så meget og husker på ham med stolthed. Men jeg har det, som om jeg er levende død, lød det fra hans hustru, Waleeporn Kunan, der talte med BBC Thai efter bisættelsen, som var betalt af Thailands kong Maha Vajiralongkorn.

- Hver dag inden han tog på arbejde, sagde vi, at vi elskede hinanden. Saman sagde engang, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø, så vi skal huske at nyde hver eneste dag, lød det med ophøjet værdighed fra hans enke.

Saman Kunan vidste det heller ikke, da han steg ned i mørket og dybet for at udføre det farlige arbejde. Men som pensioneret i de thailandske specialstyrkers Navy Seal-tropper vidste han en del om risiko og sværhedsgrad. Han vidste som de andre dykkere, der har været involveret i redningsarbejdet, at det i værste fald kunne blive fatalt.

Dødsoffer

Tragedien ramte Saman Kunan cirka to kilometer inde i det vidtforgrenede grottesystem. Her var han næsten færdig med at placere livgivende luft, da han selv løb tør. Hans makker forsøgte med genoplivning. Forgæves. Og dermed havde redningsaktionen i det nordlige Thailand krævet det dødsoffer, verden i dag fejrer som en helt.

- Han døde ikke forgæves, lød det fra Arpakorn Yookongkaew, en af indsatslederne, til mediet heavy.com.

- Hans determination og gode hensigter vil vi altid bære i hjertet. Vi vil fuldføre missionen i hans navn, lød reaktionen efter Saman Kunans dødsfald.

Saman Kunan var dygtig. Også selv om det var to år siden, han stoppede hos Thai Navy Seals for at tage et job som vagtmand i Suvarnabhumi Lufthavn.

Det var ikke bare mere familievenligt. Saman Kunan kunne fortsætte sin lidenskab som triatlet. Han deltog i en masse lokale løb og var tydeligvis i samme skarpe fysiske form, som da han bar sin militæruniform.

- Jeg er både stolt og trist. Hvil i fred, min elskede søn, lød det fra Wichai Kunan, da han sagde sit sidste farvel til sønnen.