Alle mand er nu reddet ud af thailandsk grotte

De 12 fodbolddrenge, deres træner og hele redningsmandskabet er nu ude af Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand.

Siden den 23. juni har 12 thailandske fodbolddrenge og deres 26-årige træner været fanget flere kilometer inde i Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand.

Men nu har dem dramatiske sag fået en relativt lykkelig slutning.

Tirsdag eftermiddag danske tid blev de sidste fire fodbolddrenge og deres træner hjulpet ud af grotten i live, ligesom man også har fået fragtet de dykkere og den australske læge, der har opholdt sig sammen med drengene de seneste dage, ud.

Det oplyser redningsoperationens leder, Narongsak Osottanakorn, ligesom de thailandske specialstyrker fra Navy Seal-korps har delt et billede af de sidste fire mænd, der kom ud af grotten. 

4 ฉลามขาว ออกจากถ้ำอย่างปลอดภัย All 4 Thai Navy SEALs came out safely. Hooyah Hooyah Hooyah

Posted by Thai NavySEAL on Tuesday, July 10, 2018

I strålende humør

Den storstilede redningsaktion har været i gang i dagevis, hvor man har drænet store vandmasser ud af grotten, og søndag igangsatte man så selve redningsaktionen.

Både søndag og mandag blev fire drenge reddet ud af den mørke grotte, og tirsdag lykkedes det så at få de resterende ud.

Hver enkelt dreng blev fulgt af to dykkere på vej ud af grotten. Den ene dykker bar drengens luftflaske.
Hver enkelt dreng blev fulgt af to dykkere på vej ud af grotten. Den ene dykker bar drengens luftflaske. Foto: TV 2 grafik

De otte drenge, der kom ud søndag og mandag er ifølge en talsmand for de thailandske sundhedsmyndigheder "i strålende humør".

Jesada Chokdumrongsuk, der er vicegeneraldirektør i det thailandske sundhedsministerium, siger, at de fire drenge, som blev reddet ud først, nu er i stand til at spise normalt. Efter sigende har de fire drenge bedt om at få serveret pad krapow, en lokal ret, som deres første måltid.

To af dem har muligvis lungeinfektioner, men hele gruppen er overordnet "ved godt helbred" og "smilende", skriver Reuters.

Samtlige 12 fodbolddrenge og deres træner er stadig i isolation på hospitalet i Chaing Rei, godt 70 kilometer fra grotten. En hel etage har været reserveret til de 13 personer siden søndag.

Et lettelsens suk er gået gennem hele verden. Her står glade tilskuere tæt på grottens indgang.
Et lettelsens suk er gået gennem hele verden. Her står glade tilskuere tæt på grottens indgang. Foto: Tyrone Siu / Ritzau Scanpix

En dykker omkommet

Mens de seneste dages redningsaktioner ser ud til at få en lykkelig slutning, har aktionen allerede kostet et liv.

Fredag den 6. juli omkom en dykker i forbindelse med redningsarbejdet.

Saman Kunan var tidligere dykker i den thailandske eliteenhed Navy Seals, og han havde frivilligt tilbudt at hjælpe med den komplicerede redningsaktion.

Den 38-årige dykker var på vej ud af grotten, efter han havde leveret iltbeholdere til det strandede fodboldhold, da han selv løb tør for ilt og endte med at omkomme.

Siden hans død er han blevet hyldet på de sociale medier for hans indsats i forbindelse med redningsarbejdet.