Tre youtubere døde i vandfald i Canada

16x9
Shannon Falls Foto: Gregory Simpson / Ritzau Scanpix

To af de tre døde er tidligere blevet udelukket fra USA for at gå forbudte steder i nationalpark.

Tre unge youtubere er for nyligt omkommet ved et vandfald i Canada.

Ifølge politiet drejer det sig om to mænd og en kvinde ved navn Ryker Gamble, Alexey Lyakh og Megan Scraper. Det skriver The Guardian.

De svømmede ved toppen af Shannon Falls i den canadiske provins British Columbia, da de gled ud over kanten og faldt 30 meter, før de landede i vandet.

Det vides ikke, om de var i gang med en optagelse, da ulykken skete.

Levede i nuet

De var alle tre en del af Youtube-kanalen High on Life, hvor de uploader indhold fra deres ekstreme rejser og udlever filosofien: At leve i nuet.

I den ånd har High on Life optaget et utal af videoer med vovede aktiviteter på både eksotiske og ufremkommelige steder – de har også tidligere optaget videoer ved vandfald og klipper.

Gruppen har henholdsvis over en million og 500.000 følgere på de sociale medier Instagram og Youtube.

Nedenfor er et eksempel på en deres videoer, hvor Alexey Lyakh og Megan Scraper optræder.

Har før været i problemer

Udover de tre, der omkom i vandfaldet, består High on Life af en større gruppe unge mennesker, der alle sammen bidrager med indhold til deres sociale medier.

De tilbageværende medlemmer delte efterfølgende en hyldestvideo til deres afdøde kammerater, hvor de beskriver dem som ”tre af de varmeste, venligste, mest passionerede og udadvendte mennesker, vi nogensinde har mødt”.

Den passion for det ekstreme har tidligere givet problemer.

Sidste år blev to af de afdøde, Ryker Gamble og Alexey Lyakh, udelukket fra USA i fem år, efter de erkendte sig skyldige i at opholde sig forbudte steder i Yellowstone Nationalpark i USA.

Det kostede dem også syv dage i fængsel.

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, at nogen omkommer i forsøget på at iscenesætte sig selv til de sociale medier. I flere år har der være en farlig tendens, hvor unge risikerer livet for at dele det perfekte billede.

Sidste år døde den 26-årige bygningsklatrer Wu Yongning, efter han faldt 62 etager for rullende kamera.

Tilbage i 2015 blev antallet af selfie-relaterede ulykker opgjort, og mindst 12 personer menes dengang at have mistet livet på den måde. Heraf var størstedelen faldulykker.